Socialistisk Arbejderavis
Nr. 204 – Juli 2002 – side 4
Mulig atomkrig mellem Indien og Pakistan
USA har en beskidt finger med i spillet
Millioner af dræbte den første dag. Det er den sandsynlige konsekvens, hvis striden mellem Indien og Pakistan ender i en væbnet konflikt med brug af atomvåben.
Og meget tyder på, at skrækscenariet kan blive virkelighed.
Tusinder af civile flygter fra deres hjem i Kashmir. Dødstallet stiger efterhånden som kampene imellem indiske og pakistanske tropper eskalerer. I slutningen af maj balancerede Indien og Pakistan på grænsen til total krig. Begge stater har atomvåben. Men selv en krig, hvor der ‘kun’ bliver anvendt konventionelle våben, vil medføre massedrab og ødelæggelser i Kashmir og langs hele den indisk-pakistanske grænse.
Konflikten vil forværre ustabiliteten i en region, som i forvejen er ustabil oven på USA’s krig i Afghanistan.
Våben fra USA?
Det er også amerikanerne, der har leveret våben til begge parter i konflikten. Situationen blev forværret da det pakistanske regime, anført af general Pervez Musharraf, for nyligt lavede en testaffyring af tre missiler. Ghaznavi-missilet, som blev affyret, kan medbringe atomsprænghoveder og har en rækkevidde, der gør, at de kan nå de fleste indiske byer. Inderne er i besiddelse af tilsvarende missiler.
Indien og Pakistan har i alt udstationeret en million tropper i området omkring Kashmir. Den indiske premierminister Atal Behari Vajpayee sagde for nylig til hans tropper, at de skulle “være klar til at lave det offer der kræves. Jeres mål skal være at sejre. Det er tid til det afgørende slag”. Pakistans general Musharraf svarede til dette: “Jeg er militærmand. Selv om jeg ikke ønsker krig, er jeg ikke bange for en krig.”
Den samlede befolkning i Indien og Pakistan, over 1,2 milliarder mennesker, står overfor et mareridt – en krig hvor faren for at der bruges atomvåben er overhængende. De hidtil spredte kampe mellem indiske og pakistanske soldater eskalerede og kom ud af kontrol efter et angreb på en indisk militærbase i Kashmir, hvor 34 soldater blev dræbt.
Den islamistiske separatist-gruppe Lashkar-e tolba har påtaget sig ansvaret for angrebet. Gruppen er en af mange, der modtager støtte fra den hemmelige pakistanske efterretningstjeneste, ISI. I perioden inden USA’s krig mod Afghanistan, brugte ISI disse grupper til at føre krig i Kashmir, med USA’s velvidende. Med USA’s krig mod Afghanistan vendte Musharraf på en femogtyveøre i støtten til disse grupper, for at blive en del af Bush’s ‘alliance mod terror’.
Alliancer
Men den indiske regering, med det chauvinistiske hinduistiske parti BJP i spidsen, bruger også USA’s ‘krig mod terror’ til at legitimere krigen mod Pakistan. Vajpayee udtalte tidligere i år: “Verden kæmper mod terrorismen, og amerikanske tropper kæmper i Afghanistan, mod terrorismens bagmænd. Hvor længe kan Indien så blive ved med at tolerere terrorisme?” USA og EU udtrykker nu stor bekymring og forfærdelse over udsigten til krig mellem Pakistan og Indien.
Men Bush og andre vestlige ledere har selv gjort det nemmere for de indiske og pakistanske ledere at legitimere en storkrig, i dække af at bekæmpe terrorisme. Og USA’s vekslen mellem støtte til Pakistan og støtte til Indien – alt efter hvilke alliancer USA har haft brug for – har øget spændingen mellem landene. Indien og Pakistan har konkurreret om at markere sig selv som den vigtigste stormagt i området, for at fortjene USA’s støtte.
På den ene side står den militære diktator Musharraf i Pakistan – generalen der fik magten gennem et militærkup i 1999. På den anden side står så det chauvinistiske hinduistiske parti BJP i Indien. Partiet, der ledede massakren for nyligt på hundreder af muslimer i den indiske delstat Gujarat. Begge parter er forsynet med våben fra vestlige lande.
USA og deres allierede vil nu arbejde for fred i området. Men de mennesker der har bragt død og ødelæggelse over Afghanistan, og nu truer med at smide bomber og død over Irak kan ikke skabe fred mellem Indien og Pakistan. Men det kan de hundreder af millioner mennesker der bor i området. De har al grund til at gøre oprør med deres egne magthavere og deres militære håndlangere – på begge sider.
Billedtekst:
Millioner af mennesker står overfor truslen om atomkrig mellem Indien og Pakistan.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe