Socialistisk Arbejderavis
Nr. 204 – Juli 2002 – side 11
Reportage fra IS i Holland
Polarisering, racisme og anti-racisme
Christina Munk + Frank Antonsen
Holland bliver ofte set som et meget stille og tolerant land, men den lynhurtige måde, hvorpå det yderste højre kom frem, har rystet det vante billede af landet. Ikke mindst efter deres leder, Pim Fortuyn, blev dræbt en uge før valget.
Han kom frem båret på en bølge af utilfredshed med de etablerede partier. Holland havde i otte år været styret af en såkaldt lilla-koalition af socialdemokrater og liberale. Som andre steder i Europa er der stor utilfredshed med nedskæringer og privatiseringer. IS-Holland var de første til at advare imod faren fra det yderste højre, og vi var de eneste, der kaldte ham “den hollandske Haider”. Få minutter efter drabet blev IS ringet op af pressen og spurgt, om vi stod bag.
Efter drabet er Fortuyn blevet fremstillet som en “martyr for demokratiet”, selv om han var alt andet end demokratisk. Højrefløjen er gået til angreb på alt, der er venstreorienteret. IS og andre organisationer har modtaget trussler, og er blevet slæbt for retten for “at fremme et klima af had, der førte til drabet”. Vores trykkeri har opsagt aftalen med os, og vi måtte opgive at sælge vores avis i ugen efter drabet. Medierne i udlandet har mærkeligt nok ikke haft svært ved at se parallelerne mellem Fortuyn og Le Pen eller Haider. På udenlandsk fjernsyn kunne man også se hans tilhængere heile under de optøjer, der fulgte efter drabet.
Aflyst demonstration
Desværre blev en stort anlagt demonstration, der skulle have fundet sted i Pim Fortuyns højborg, Rotterdam, aflyst efter mordet. Alt tydede på, at det ville have været en kæmpedemonstration. I modsætning til, hvad medierne påstår, er Holland nemlig ikke rykket til højre. Tværtimod er der tale om en polarisering. I valget sås det i, at de grønne beholdt deres mandatantal, trods kraftige angreb, og socialistpartiet blev næsten fordoblet. IS har også formået at vokse, selv efter drabet. Kort efter valget holdt vi møder i alle de større byer, for fyldte sale. Tit sælger vi over 30 aviser på en time, når vi holder vores faste avissalg. Vores rekord for et enkelt salg er omkring 90.
De sidste to år, er IS-Holland blevet samlingspunkt for den antikapitalistiske stemning. En demonstration til fordel for palæstinenserne i april måned, som IS havde en meget stor del af ansvaret for, blev den største demonstration i mange år. Omkring 30.000 gik gennem Amsterdams gader. Den største vækst har fundet sted i Groningen, hvor vi selv kommer fra. For to år siden var vi under 10 medlemmer, nu har vi to IS afdelinger her.
Christina Munk og Frank Antonsen er aktive i IS Groningen, Holland
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe