Socialistisk Arbejderavis
Nr. 206 – September 2002 – side 4
Nørrebro stod sammen mod Moses
Christina Munk
Det multietniske samfund eksisterer på Nørrebro. Kvarteret er et bevis på, at det multietniske samfund godt kan fungere: muslimer, kristne, hinduer, jøder og ateister lever fredeligt side om side på Nørrebro.
Vækkelsesprædikanten Moses Hansen holdt i dagene 9.-12. juli korstog på Nørrebro under titlen ‘Nørrebro er ikke til salg. Nørrebro tilhører Jesus.’ Dette korstog vakte mange menneskers vrede, og det startede aktionerne imod ham.
Søndag var der arrangeret en folkefest på Blågårds Plads under titlen ‘Nørrebro har plads til alle’. Mandag begyndte aktionerne imod Moses Hansen. Folk mødte op udenfor Faderhuset (stedet hvor han holdt sine prædikener), for at lade ham mærke, at han ikke var velkommen. Lignende aktioner fandt sted de følgende dage, med den forskel, at antallet af demonstranter voksede fra dag til dag.
Folk bar bannere med paroler, som: ‘Der er plads til alle’. Der blev råbt slogans, som ‘ingen racister i vores gader’, samt ‘Moses din taber, skrid hjem med dine aber’. Folk hældte vand ned i hovedet på Moses Hansen fra deres lejligheder, og nogle havde hængt bannere op i vinduerne langs ruten med ‘Nørrebro siger nej’.
Men ud over noget vandpjaskeri, var der overhovedet ikke optræk til vold, og politiets vanvittige mobilisering af 600 betjente kom til at fremstå i et meget dårligt lys. De fredelige demonstrationer var en sejr for beboerne på Nørrebro, som lagde meget vægt på, at Moses Hansen ikke skulle have chancen til at fremstå som en overfaldt og blødende ‘martyr’.
En ældre beboer på Nørrebro udtalte i fjernsynet, at hun før havde været af den overbevisning, at der var for mange indvandrere på Nørrebro, men at hun nu synes, at der skulle være plads til alle. Stik imod Moses Hansens intentioner fik hans korstog beboerne til at stå endnu mere sammen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe