Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 206 – September 2002 – side 11

Efter 11. september

Argumenter mod hetzen mod muslimer

Frank Antonsen

I årevis er muslimer blevet mistænkeliggjort i medierne. Især efter angrebet på World Trade Center 11. september sidste år, er ordet ‘islam’ nærmest blevet synonym med ‘terrorist’.

Selv blandt danske intellektuelle er det udbredt at se islam som udelukkende en undertrykkende kultur og skyde skylden for alle de problemer, som danske muslimer har, på deres religion. For eksempel har Ralf Pittelkow, der er forfatter til bogen “Efter 11. september, Vesten og islam” og som var rådgiver for Poul Nyrup, udtalt, at den høje arbejdsløshed blandt herboende muslimer ikke skyldes arbejdsgivernes racisme, men derimod, at deres religion gør, at de ikke kan integreres i det danske samfund.

Heldigvis er der også nogle, der tager til genmæle. Det bedste eksempel er nok den pakistansk-engelske forfatter Tariq Ali, hvis nye bog “The clash of Fundamentalisms” gør op med de mange myter om islam. Bogen er delt i fire dele. Hver del er hele bogen værd.

Første del handler om, hvad islam egentligt er. Tariq Ali er ikke selv religiøs, men han har et usædvanligt grundigt kendskab til islam. Han viser bl.a. at der altid har været mange forskellige strømninger indenfor islam, og at den islamiske fundamentalisme, man så hos Taleban i Afghanistan for eksempel, er af temmelig ny dato. Det er velkendt, at da den mørke middelalder sænkede sig over Europa, var det i de arabiske lande, at kunst, videnskab og filosofi ikke bare overlevede men blev videreudviklet. Dengang muslimerne herskede over Spanien levede kristne, jøder og muslimer fredeligt side om side. Og i de 700 år, hvor Jerusalem var under arabisk styre, havde jøder og kristne langt bedre vilkår end muslimer har i Israel i dag.

De to næste dele handler dels om Mellemøsten og dels om Afghanistan og Indien-Pakistan konflikten. Igen og igen viser Tariq Ali, hvordan først de engelske koloniherrer og senere USA, gang på gang har startet, støttet og bevæbnet muslimske fundamentalister. Hver gang en lokal regering forsøgte bare de mindste reformer, blev de betragtet som kommunistspirer af Vesten, og for at vælte dem, brugte Vesten enten militæret eller grupper af fundamentalistiske, konservative muslimer. I Ægypten støttede England Det muslimske Broderskab, der senere stod bag drabet på landets præsident. Pakistan og USA dannede og trænede det, der senere blev til Taleban, og Vesten indsatte diktatorer i f.eks. Iran, Irak, Pakistan og Indonesien. Ofte med slagtninger af progressive modstandere til følge, som i Indonesien, hvor op mod en million mennesker blev dræbt i kølvandet på diktatoren Suhartos magtovertagelse.

Den sidste del er en slags konklusion, der samler trådene og giver en oversigt over USA’s imperialisme på den ene side samt de kræfter, der kan stoppe den på den anden.

Det, der gør Tariq Alis beskrivelse unik, er hans blanding af personlige erfaringer og generel historieskildring. Selvom hans egne forældre var ateister, var der flere stærkt religiøse folk i hans familie, og nogle af dem kom senere til at spille fremtrædende roller i Pakistans udvikling. Han har derfor insider-viden om de historiske begivenheder. Det gør hans bog meget levende.

The clash of fundamentalisms. Crusades, jihads and modernity
af Tariq Ali
Verso, London 2002, 342 sider.
Kan købes for 170,- i IS’ boghandel.

Flere artikler fra nr. 206

Flere numre fra 2002

Se flere artikler om emnet:
Muslim-hetz

Se flere artikler af forfatter:
Frank Antonsen

Siden er vist 2262 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside