Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 207 – Oktober 2002 – side 2

11. september

Grobund for øget statsterror

Frank Antonsen

Den 11/9-2001 styrtede to kaprede passagerfly ind i World Trade Center i New York, og de to tårnhøje bygninger blev forvandlet til en ruinhob. Et tredje fly styrede ned i det amerikanske militærs hovedkvarter, Pentagon. Og et fjerde styrtede ned på en mark. I alt omkom 2800 civile.

Selv USA kunne ikke længere vide sig sikker. De knap 3000 uskyldiges død blev brugt af ikke kun USA’s regering, men også i høj grad af andre vestlige lande, som undskyldning for et barbarisk korstog.

De samme sikkerhedstjenester, der ikke havde kunnet forudsige terrorangreb-ene, kunne alligevel næsten omgående “bevise”, at Talibanstyret i Afghanistan stod bag, og at det var USA’s gamle allierede Osama bin-Laden, der var hjernen bag det hele.

Uanset om det er sandt at bin-Ladens al Qaeda netværk stod bag – nogle særligt sikre beviser er der aldrig blevet fremlagt – kom angrebet som en kærkommen lejlighed for den amerikanske regering til at skille sig af med et styre, der var blevet for besværligt.

Det ekstremt reaktionære og undertrykkende regime i Afghanistan var i sin tid oprettet og støttet af Pakistan og USA, men var på det seneste blevet en stadig større hindring for den amerikanske herskende klasses forsøg på at kontrollere de olierige områder i Centralasien.

Allerede inden 11. september havde Pentagon syslet med planer om angreb på Afghanistan.

Landminer

Antallet af civile ofre i Afghanistan oversteg snart antallet af ofre for terrorangrebet i USA. Og efter Talibans fald er landet splittet mellem bevæbnede grupper, med bilbomber og snigmord som resultat.

Selv et halvt år efter Talibans fald fortsatte USA og England med at bombe. Det vrimler med ueksploderede klyngebomber og landminer i Afghanistan. Sult truer nu millioner af folk i det i forvejen fattige land.

Præsident Bush, der indtil da havde stået temmelig svagt, lancerede sin “krig mod terror”, der fra starten af havde Afghanistan som mål. Men den amerikanske regering havde også andre planer.

Igen og igen forsøgte man at “bevise” at Iraks diktator Saddam Hussein havde en finger med i spillet, for at retfærdiggøre et angreb på Irak. På det år, der er gået siden terrorangrebet i New York er 40.000 irakere døde som direkte følge af Vestens sanktioner.

Andre krige

Krigen mod terror blev også grebet med kyshånd af Rusland, Kina og Israel, der alle kunne fortsætte eller ligefrem optrappe deres egne krige i Tjetjenien, Tibet og Palæstina under dække af at bekæmpe terrorister.

Befolkningsgrupper, der kæmpede mod undertrykkelse, blev stemplet som terrorister. I det år, der er gået siden 11/9 2001, er mindst 1200 civile palæstinensere blevet dræbt af israelske tropper. Indien forsøger at bruge det samme argument i sin mangeårige strid med Pakistan om det frodige Kashmir område. Flere krige er under optrapning.

Titusindevis er også døde i mellemtiden som følge af Vestens politik overfor den tredje verden. Især den kæmpegæld, mange lande lider under, er ansvarlig for masse-dødsfaldene.

Men også internt i Vesten, blev krigen mod terror brugt til at angribe kritikere. Især muslimer og antiglobaliser-ingsaktivister er blevet stemplet som terrorister. Og såkaldte antiterrorlove er blevet hastet igennem de fleste landes parlamenter. Love, der alle som en, giver uhørte beføjelser til politi og efterretnings-tjenester, og sætter helt elementære rettigheder ud af drift.

En panikslagen og hævntørstig herskende klasse overalt i Vesten forsøger at slå hårdt ned på alt og alle, der kunne true dem. I USA er over 1000 anholdt i kølvandet på 11/9, mange blot fordi, de kom fra Mellemøsten. Mange af dem sidder stadig i fængsel, uden at være anklaget for noget eller ført for en domstol.

Takket været modstand nedefra er det lykkedes at dæmme op for nogle af de angreb, de herskende klasser har forsøgt at gennemtrumfe. Men der er brug for endnu mere modstand, hvis vi skal stoppe barbariet.

Et første skridt ville være at stoppe krigen mod Irak og i stedet bruge pengene på at bekæmpe fattigdommen.

Billedtekst:
En tjetjensk dreng på flugt fra den russiske statsterror.

Flere artikler fra nr. 207

Flere numre fra 2002

Se flere artikler om emnet:
Krigen mod terror 2001-?
11.9.2001 WTC

Se flere artikler af forfatter:
Frank Antonsen

Siden er vist 1833 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside