Socialistisk Arbejderavis
Nr. 207 – Oktober 2002 – side 8
Den politiske musiks genkomst
Jan Hoby
I 80'erne, og langt ind i 90'erne, blev myten om den politiske og samfundskritiske musiks endeligt, forsøgt holdt i live.
Selvom der i denne periode blev lavet en hel del talentfuld politisk musik, som The Style Council med “Our favorite shop”, fra 1985, og The Clash med det antiimperialistiske album “Sandinista”, fra 1980. Men som alt andet under det postmodernistiske banner, var musik og tekster om “de store fortællinger” erklæret for død!
Brug mikrofonen!
Den politiske og samfundskritiske musik har dog altid været tilstede i samfundet. Dens placering har ofte været afhængig af situationen i klassekampen, af ungdommens og de sociale bevægelsers inddragelse af musikken. Og meget tyder på at det er på vej tilbage med 180 kilometer i timen.
I takt med at kritikken af den kapitalistiske globalisering er taget til, er der også sket en opblomstring af den politiske musik.
Men til forskel fra tidligere er den politiske musik ikke bundet og bastet til en bestemt stilart. F.eks. repræsenterer Black Rebel Motorcycle Club (BRMC) den alternative amerikanske rock, mens irske Marxman repræsenterer Hiphoppen, og Ben Harper (“Welcome to the Cruel World & Burn to Shine”) repræsenterer den afroamerikanske sing-songerwriter tradition. Manu Chao (“Eperanza”) udtrykker den anarkistiske tradition og fortolkning af den fransk/spanske folklore.
Men fælles for musikerne er, at de vil være med til at gøre en forskel. Som Peter Hayes fra BRMC udtaler det, så “er det som om folk er nygerrige igen, sultne efter musik”. “Folk holder deres øjne og ører lidt mere åbne over for musikkens pointer.” Eller som Manu Chao sagde, op til demonstrationerne i Barcelona, “Musikere har et ansvar, fordi de har adgang til mikrofonen. Vi har adgang til medierne, om det så er de officielle eller uafhængige. Det er en stor mulighed, som millioner ikke har. Musikerne skal både tjene penge og vise at der et alternativ til nyliberalismen.”
11. september
Mange kunstnere pålagde sig selv-censur efter d.11. september, men der var også andre som valgte at melde ud, uden at forfalde til amerikansk patriotisme. To albums af intens musisk og lyrisk kvalitet, og som uden romantik og sentimentalitet, beskriver livet i USA efter 11.september, er Americana (alternativ country) med bandet Wilco, der med “Yankee Hotel Foxtrot” har lavet lidt af et landmærke. Højdepunkter er der masser af, men den smukke “Ashes Of American Flags” og den intense “War On War”, viser politisk klarhed.
Men også Bruce Springsteens længe ventede album “The Rising”, som er en lang kommentar til d. 11. september, viser, at Springsteen stadig er arbejderklassens troubadour.
Stadig håb
På albumet “The Rising“ formår han, ligesom på “Darknes on the Edge of Town”, fra 1978, at beskrive tilværelsen for mennesker, der er slået ud og knust, men samtidig viser han at der stadig er håb for dem.
Trotskij skrev engang, at “Det er rigtigt at man ikke altid kan bruge de marxistiske principper, i forsøget på at afvise eller acceptere et bestemt stykke kunst. Kunst skal altid, i første omgang, bedømmes efter dets egen lov – kunstens lov. Men marxisme kan forklare hvorfor og hvordan en given tendens i kunsten har udviklet sig i en given periode i historien; med andre ord, hvem det var der fremkom med et ønske om en sådan kunstnerisk udtryksform, og hvorfor.”
Tidens radikalitet
Det ville f.eks. være svært at forklare hvorfor Elton Johns fantastiske debutalbum “Tumbleweed Connection”, fra 1970, indeholder en antiimperialistisk sang som “Burn down the misson” uden at forstå tidens politiske radikalitet.
Billedtekst:
Bruce Springsteen – blandt de radikale, samfundskritiske musikeres frontkæmpere.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed