Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 21 – August 1986 – side 4

Spørgsmål vi ofte møder

Kan arbejdere regere?

Martin B. Johansen

Denne avis har gang på gang understreget, at løsningen i Sydafrika er, at den sorte arbejderklasse tager magten.

De seneste måneders rapporter om skærpet kamp mellem sorte kan overfladisk set synes at give Erhard Jacobsen ret i, at det sorte flertal i Sydafrika slet ikke er “modent” til en magtovertagelse – at det blot vil ende i kaos og blodbad.

Det viser sig tydeligere og tydeligere, at kampen i Sydafrika ikke kun er en kamp mellem hvide og sorte, men også klassekamp.

Den sorte arbejderklasse har i de seneste år for alvor organiseret sig, og oplevet, at de med strejkevåbenet kan lamme den sydafrikanske økonomi.

Klassekamp

Den skærpelse af klassekampen, som foregår, betyder også en hårdere kurs over for sorte, som samarbejder med Botha-regimet, fordi de ikke ønsker en radikal løsning. Derfor trækkes klasseskellene indenfor den sorte befolkning hårdere op.

I Det Kommunistiske Manifest skriver Karl Marx, at klassemodsætninger er blevet forenklet under kapitalismen. “Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden – borgerskabet og proletariatet.”

Der er naturligvis ikke tale om, at de to klasser omfatter alle i samfundet, men om at i selve den kapitalistiske økonomis hjerte er der en permanent konflikt mellem lønarbejde og kapital. Andre klasser og sociale grupper kan kun handle indenfor de grænser, som kampen mellem de to hovedklasser fastlægger.

Uden arbejdernes produktion kan borgerskabet ikke høste nogen profit. Men borgerskabets afhængighed af arbejderklassen har også et andet træk. Jo mere kapitalismen udvikler sig, desto større bliver arbejderklassen.

Da Marx skrev Manifestet var der stort set kun kapitalistisk industri i England og Belgien. I dag dækker kapitalismen den største del af kloden. Arbejderklassen har vokset sig større end nogensinde før. Fra Brasilien til Taiwan, fra Polen til Sydafrika findes en arbejderklasse, der gang på gang kommer i konflikt med dem, der kontrollerer produktionen. Kapitalismen “producerer først og fremmest sine egne banemænd,” skrev Marx i Manifestet.

Den revolutionære klasse

Den styrke, arbejderklassen kan opbygge i de utallige kampe imod kapitalismens daglige udbytning og undertrykkelse, viser kernen i den marxistiske forståelse af, hvordan socialismen kan gennemføres.

Det virker urealistisk til daglig, når mange arbejdere accepterer borgerskabets ideer om, hvordan samfundet hænger sammen. Mange arbejdere er racister, og solidaritet er det sidste de tænker på.

Alle arbejdsgivere bliver gang på gang presset af deres konkurrenter til at få mere ud af deres arbejdere. Når angrebene under krisen bliver hårdere, bliver arbejderne ofte mod forventning tvungent ud i kamp, blot for at bevare det de har.

I kamp kan de strejkende hurtigt lære om de muligheder solidaritet giver. Nye holdninger til hvordan verden hænger sammen kan pludselig finde grobund. Det er i kamp, at arbejderklassen kan se, at de har magten til at ændre, hvad der sker i samfundet.

Lidende eller ledende

Næsten alle socialister har som udgangspunkt et ønske om at bekæmpe fattigdom og undertrykkelse. Det er en almindelig opfattelse, at når arbejdsløse og bistandsmodtagere er fattigere end faglærte arbejdere, så må de arbejdsløse være mere motiveret for socialisme end de “forkælede metalarbejdere”. Og tilsvarende i mange tredje verdens lande. Når bønderne udgør det forarmede befolkningsflertal, så må de være hovedkraften i en socialistisk revolution.

Det er dog ikke altid, at de mest lidende i samfundet er de mest ledende, når der skal gøres noget ved lidelsen.

Arbejderklassen har, på grund af sin plads i produktionen, magten til at standse kapitalens ophobning af profit. For at bruge sin magt må arbejderklassen handle kollektivt. Det bliver demonstreret i enhver strejke. Man kan ikke strejke for sig selv. Det er nødvendigt, at alle går i aktion samtidig.

De arbejdsløse har ikke samme mulighed for at ramme systemet i dets hjerte. Bønderne kan heller ikke være den ledende kraft i kampen for socialisme, selvom fattigbønder er de fattigste og mest forarmede i mange lande. Bønderne har spillet en vigtig rolle i mange revolutioner, men deres mål som klasse er ikke ophævelsen af privatejendommen og socialisme. For den enkelte bonde drejer det sig om at sikre sig jord og kontrol over udbyttet.

Forholdet mellem magt og magtesløshed er mere centralt end lav levestandard. Det er derfor, at marxister ser arbejderklassen som den revolutionære klasse.

Kollektivt mål

Arbejderklassen er tvunget til at handle kollektivt for at kæmpe forbedringer igennem. Samtidig er også arbejderklassens mål kollektivt.

Afskaffelsen af den kapitalistiske udbytning kræver, at alle produktionsmidler overgår til fælles ejendom og kontrol. Det betyder, at lønarbejdet og dermed klassedelingen ophæves.

Arbejderklassen er derfor enestående, fordi den som den første klasse i historien ikke kan befri sig selv ved at udbytte en anden klasse, men kun ved at fjerne alle klasser.

Derfor er den proletariske revolution i sidste ende i hele menneskehedens interesse. Arbejderklassen er ikke blot et vigtigt led i kampen for socialismen. Den er det grundlæggende element.

Billedtekst:
Arbejderklassen har ofte vist, at de har magt til at standse produktionen – her fra den engelske mine-strejke 1984-85.

Flere artikler i serien Spørgsmål vi ofte møder

Flere artikler fra nr. 21

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Arbejderklassen

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 1344 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside