Socialistisk Arbejderavis
Nr. 211 – Februar 2003 – side 3
Socialistisk Arbejderavis mener
Styrk krigsmodstanden – vi kan vinde!
Dag for dag køres den amerikanske krigsmaskine i stilling, og Bush og Blair forbereder massemord på den irakiske befolkning. Alene siden nytår har USA sendt 125.000 soldater til Golfen, og 20. januar meddelte den britiske regering, at den mobiliserer 30.000 soldater. Men ikke kun krigsmagerne opruster – den globale fredsbevægelse opruster i et omfang, der ikke er set siden Vietnam-krigen.
Allerede inden krigen overhovedet er startet har millioner af mennesker været på gaden, og meningsmålinger viser, at der er flertal imod krigen i de fleste lande.
I USA er 7 ud af 10 imod en krig, der ikke er godkendt af FN, i Blairs England er 87 % imod krigen og i Danmark er 79 % ifølge en Vilstrup-analyse d. 25.1. imod en USA-ledet krig – og kun 27 % støtter en FN-sanktioneret krig.
I løbet af januar er det blevet ekstra tydeligt, hvor presset Bush og Blair er. På den ene side ser vi en massiv militær oprustning, øget pres på våbeninspektørerne og mere og mere aggressive udtalelser fra Bush-administrationen. På den anden side ser vi flere af USA’s allierede falde fra. Blair har voldsomme problemer med at få hjemlig opbakning til krigen. Flere hundredtusinder har været på gaden i England, og 68 % af Labours lokale partiformænd truer med at forlade partiet, hvis Storbritannien går i krig.
FN er ingen garant for fred!
Tyskland, der ved nytår trådte ind i FN’s sikkerhedsråd vil, sammen med Frankrig, gå imod FN-godkendelse af krigen. Frankrig truer endda med at bruge sin vetoret imod krigen.
Hverken Tyskland eller Frankrig er, som to af Europas stormagter, i skarp økonomisk konkurrence med USA, interesseret i en krig, hvor USA manifesterer sin magt på verdensplan. Desuden bakser de to regeringsledere med massiv krigsmodstand i deres befolkninger.
Både Bush og Blair siger, at de er parat til at starte en krig uden opbakning fra FN. Men det er højt spil hvis de gør det. Derfor er der ikke tvivl om, at de håber på, at bestikke, true og lokke de øvrige lande i FN’s sikkerhedsråd til at bakke op om krigen, og dermed afvæbne store dele af antikrigsbevægelsen. Men en amerikansk krig mod Irak bliver ikke bedre af, at FN bakker op. England, Frankrig, Rusland, Kina og USA, der kontrollerer FN gennem deres faste pladser i sikkerhedsrådet, har rigeligt blod på hænderne. Rusland slagter befolkningen i Tjetjenien; Frankrig optrapper landets imperialistiske indflydelse i Vest-Afrika; Kina har årelang tradition for at undertrykke sociale og politiske oprør i og udenfor Kina; England og USA har tusinder af menneskeliv på samvittigheden efter bl.a. 12 års bombninger af Irak, og massemordet i Afghanistan. Og alle fem lande ligger, sammen med USA-støttede Israel, i toppen af lande der besidder masse-ødelæggelsesvåben. USA er det eneste land der nogensinde har anvendt atombomben i krig.
FN er i sin struktur udemokratisk, og domineret af de fem omtalte stormagter. Det betyder, at FN kun kan bruges når det passer i deres kram. FN har legitimeret blodige interventioner i Somalia og Eks-Jugoslavien og dræbende sanktioner, som dem der blev indført mod Irak i 1990, fordi det ligger i forlængelse af stormagternes økonomiske og strategiske interesser. Og omvendt skider stormagterne højt og flot på at sanktionere brud på FN-resolutioner, der ikke passer i deres kram. Israel er den stat der har brudt flest FN-resolutioner – uden at det har fået konsekvenser.
FN-støtte til USA’s plyndringstogt vil ikke gøre krigen mere rigtig, men blot gøre det nemmere for USA at komme af sted med deres krigsvanvid, og forplumre krigsmodstanden.
Den seneste måned har været en fantastisk optrapning af lokale antikrigsaktiviteter rundt om i landet. Mobiliseringen til demonstrationen i København 15. februar er i fuld gang. Antikrigsgrupper popper op på gymnasier og andre uddannelsessteder, faglige initiativer imod krigen blomstrer frem, underskrifter og protestmails imod krigen florerer. Til og med Ekstra Bladet kører en offensiv antikrigslinie.
Stærk bevægelse
Et flertal af den danske befolkning er imod krigen. Alligevel vil Fogh ikke udelukke, at regeringen vil bakke op om en amerikansk krig – også hvis den foregår uden FN-støtte.
Noget tyder dog på, at regeringen er blevet banket på plads i Folketinget. Efter et møde i Udenrigspolitiske Nævn d. 24.1. er der enighed om, at give våbeninspektørerne mere tid.
Men det ændrer ikke på, at regeringen ligger på ryg for USA, og der skal øjensynligt meget til for at få Fogh til at fravige den krigsliderlige linie, selv om han helt sikkert er rystet over den massive krigsmodstand.
Derfor er det vigtigt med en stærk antikrigsbevægelse. Fordi en massiv bevægelse kan tvinge høgene på retræte, og stoppe krigen.
Og vi er godt på vej!
D. 18. januar var flere hundrede tusinder på gaden verden over, imod krigen. Og d. 15. februar tegner til at blive en historisk dag, med fælles antikrigsdemonstrationer over hele verden! Bare i Europa regner man med at 10 mio. mennesker vil gå på gaden.
Det er en enorm styrkelse for krigsmodstanden herhjemme, at SF nu er gået i kødet på regeringens USA-venlige linie. En erklæret antikrigslinie i SF åbner op for en langt bredere mobilisering af personer, som ikke normalt deltager aktivt i antikrigs-arbejdet, og det vil også gøre det nemmere at få fagbevægelsen og studerende med i bevægelsen. Det gør det muligt at gøre d. 15. februar til en kæmpe-manifestation imod krigen, imod Bush og imod Fogh.
Vi kan og skal stoppe krigen. Bush vil kontrollere hele verden – men hele verden er imod ham!
Alle til København d. 15. februar!!!
Billede: Fra antikrigsdemonstrationen under topmødet i København i december
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed