Socialistisk Arbejderavis
Nr. 211 – Februar 2003 – side 5
Latinamerika – på randen af revolution
Frank Antonsen
Står revolutionen for døren i Latinamerika? Lenin definerede en revolutionær situation som en, hvori den herskende klasse ikke længere kunne herske som før, og den beherskede klasse ikke længere lod sig herske over som før. Det kræver oftest tilstedeværelsen af en krise, der både er økonomisk, social og politisk.
Mange af de ingredienser finder man i Latinamerika i dag. December 2001 kom Argentina på alle avisers forsider efter at folkelige opstande havde tvunget fire præsidenter af indenfor fjorten dage. I april 2002 kuppede den priviligerede overklasse med støtte fra USA den folkevalgte præsident i Venezuela. Tre dage efter havde landets fattige befolkning genindsat ham. Men opgøret fortsætter. Siden december 2002 har dele af fagtoppen sammen med erhvervslivets ledere og pressen erklæret ”strejke” i Venezuela vendt imod præsidenten.
Nyliberalismens hærgen
Op til nytår kom venstreorienterede præsidenter til magten i både Ecuador og Brasilien: I Ecuador indtog for første gang nogen sinde en præsident af blandet spansk og indiansk afstamning præsidentstolen, og i Brasilien har en tidligere arbejdsløs metalarbejder indtaget embedet.
Efter at have været udråbt som levende beviser på liberalismens lyksaligheder i 1990erne er hele kontinentet sunket længere og længere ned i armoden. Det er sket som en følge af det totale økonomiske kollaps, der ramte det andet af markeds-økonomiens store ”succeshistorier”, nemlig Sydøstasien, i 1998. Ud af en samlet befolkning på 354 millioner, lever de 170,dvs. lige knap halvdelen, i fattigdom. I Honduras lever 80% af befolkningen i fattigdom, i Ecuador 60% og selv i de to suverænt rigeste lande, Argentina og Brasilien, lever henhv. 53% og 33% i fattigdom. I Argentina er arbejdsløsheden oppe på 23% og i Venezuela er den 16%.
De nyvalgte venstre-orienterede regeringer er alle kommet til magten på løfter om et opgør med de forrige regerin-gers markedsorien-terede økonomiske politik. Problemet er bare, at der er meget lidt, de kan stille op inden for systemets rammer. Et tydeligt eksempel er Ecuadors nye præsident Lucio Gutierez. Han indtrådte onsdag d. 15/1 og allerede søndagen efter havde han indført en lov, der betød en fastfrysning af løn og en hævning af olie- og benzinpriserne. Brasiliens nye præsident indgik allerede under valgkampen en aftale med erhvervslivet og de internationale investorer, som betyder, han ikke kan gøre særligt meget for at omfordele landets rigdomme til gavn for de millioner af fattige.
Et andet tydeligt eksempel er Venezuela. Præsident Chavez kom til magten ved en jordskredssejr i 1998 på et løfte om forbedringer for de almindelige arbejdere. Selv hans meget vage forsøg i den retning, som bl.a. en hårdt tiltrængt jordreform, der gav mere jord til de fattige bønder, bliver mødt med intens modstand fra den herskende klasse.
I vestlige medier fremstilles kampen stadig ofte som en strejke og som en kamp mellem anti-Chavez
folk, bl.a. fagforeningsledere og lederne af landets olieindustri, som kræver nyvalg til præsidentposten og fattige tilhængere af den populistiske præsident. I virkeligheden er ”strejken” en lock-out, med det ene formål at sikre, den herskende hvide overklasses kontrol over landets vigtigste industri, olien.
Den eneste måde at løse krisen på og sikre befolkningens overlevelse er ved at ekspropriere den herskende klasse. For nyligt er Chavez’ tropper da også begyndt at beslaglægge store lagre af mad og drikkevarer og fordele dem blandt de fattige, og nogle steder har de ansatte tvunget butikker åbne eller direkte overtaget dem. Desværre er der intet, der tyder på, at Chavez er villigt til at gå særligt langt i den retning. Men i sidste ende, er det nødvendigt. Alternativet er yderligere elendighed for flertallet at landets befolkning. Forsøger den herskende elite sig med endnu et kup, kan det forventes at blive et meget blodigt et, denne gang med endnu mere direkte støtte fra USA. For Venezuela er den tredjestørste eksportør af olie til USA, og i en krig mod Irak har USA ikke råd til at miste en så stor del af sin olieimport. I den energiplan, Bush offentliggjorde 17/5 2001 indgår Venezuela sammen med bl.a. Mexico, Ecuador og Colombia som vigtige brikker i USA’s energi-politik.
Som i Venezuela er situationen i Argentina også en midlertidigt fast låst kamp mellem den herskende elite og det store flertal af befolkningen. Efter en folkelig opstand havde tvunget fire præsidenter til at gå af på blot fjorten dage lykkedes det alligevel den gamle herskende klasse at holde sig ved magten. I begge lande er situationen den samme.
Vælte systemet
En svækket herskende klasse forsøger desperat at fastholde sine privilegier og undgå at komme til at betale for den krise, de selv har forårsaget, medens en mobiliseret arbejderklasse endnu ikke har haft tilstrækkelig selvtillid til at vælte systemet. I længden er en sådan situation dog uholdbar.
Protesterne fortsætter i Argentina, hvor fattigdom og sult nu hærger – et år efter at landets økonomi totalt kollapsede
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed