Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 211 – Februar 2003 – side 7

Sandheden er krigens første offer

Anders Schou

Sandheden er krigens første offer, fordi magthavernes ønske om kontrol med medierne vokser, når deres interesser for alvor står på spil. Men medierne er ikke en samlet blok, og hvis modstanden mod krig er stor vil aviser, TV og radio afspejle det for at have en troværdighed i befolkningen.

Under en krig forsøger magthaverne at kontrollere medierne allerede ved kilden. Under både den sidste Golfkrig og under krigen i Afghanistan benyttede amerikansk militær det såkaldte pool-system, hvor kun særligt udvalgte journalister fik lov at opholde sig i områderne.
Militærfolk bestemte hvilke oplysninger journalisterne kunne få, hvor de opholdt sig, og hvem de måtte snakke med.

"Smartbombs"

Under Golfkrigen fungerede systemet ret godt for magthaverne. Det lykkedes at skabe et indtryk af en krig, hvor ufatteligt smarte missiler med kirurgisk præcision sneg sig uden om civile mål og udelukkende ramte militære
Først senere kom det frem, at langt størstedelen af den USA-ledede alliances bombardement bestod af ganske almindelig bomberegn, som blev nedkastet fra gamle B5- bombefly. Det var også først senere vi fik fortalt, at 150.000-200.000 irakere blev dræbt under krigen – de fleste civile og værnepligtige.
Mens Iraks kernetropper i den republikanske garde blev skånet, fordi de amerikanske magthavere frygtede et internt oprør fra shia-muslimer og kurdere mere, end de ønskede at fjerne Saddam Hussein.
Under Afghanistan-krigen var kontrollen ikke helt så effektiv, fordi journalister kunne komme ind fra nabolande udenfor amerikansk kontrol. Derfor hørte vi om civile tab og overgreb på taliban-fanger. Men det er alligevel lykkedes at præsentere krigen som vundet og overstået, selvom et amerikansk hovedkvarter udenfor Kabul så sent som sidst i januar 2003 blev angrebet med missiler.
Den type kontrol ved kilden vil vi opleve igen under en ny golfkrig. Og det påvirker alle medier – også de danske – fordi en stor del af deres stof kommer fra de internationale nyhedsbureauer, hvis journalister og fotografer er fanget i pool-systemet.

Fri presse?

Men det også sandsynligt, at magthavere vil bruge deres forbindelse til mediernes chefer og appellere til, at de viser ”vores side af sagen”.
Det skete under Afghanistan-krigen, hvor de store TV-selskaber i USA indgik en aftale med myndighederne om, at meddelelser fra Osama Bin Laden aldrig vil blive vist direkte eller i deres helhed. Og at myndighederne har ret til at censurere evt. meddelelser.
Også i Danmark kan man forestille sig henvendelser – sandsynligvis mere diskrete – når toppolitikere og chefer i statsadministrationen møder mediernes ledelser.
Og på alle medier er den enkelte journalist påvirket af, hvilken vinkling og præsentation af en historie, chefen synes om. Det kan for eksempel forklare den udbredte brug af begrebet ”verdenssamfundets krav”, når medierne omtaler krav, som reelt kommer fra de amerikanske magthavere og deres nærmeste allierede.
Omvendt er medierne også interesserede i at bevare en troværdighed, som kan sælge aviser og sikre ordentlige lytter- og seertal.
Opinionsmålinger viser, at et flertal af befolkningen er imod en Irak-krig uden FN-mandat, mens et stort mindretal er imod under alle omstændigheder. Det er for eksempel baggrunden for, at Ekstra Bladet på forsiden har fortalt, at krigen drejer sig om olie.
En aktiv anti-krigsbevægelse vil derfor betyde, at sandheden om en krig vil få mere plads i medierne.

Flere artikler fra nr. 211

Flere numre fra 2003

Se flere artikler af forfatter:
Anders Schou

Siden er vist 2625 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside