Socialistisk Arbejderavis
Nr. 211 – Februar 2003 – side 8
Film
Frida – en beundringsværdig kvinde
Christina Munk
Den mexicanske Frida Kahlo (1907-1954) er en af de mest betydningsfulde kvindelige kunstnere.
Frida Kahlo opfandt sit helt eget billedsprog, og ydermere var hun i stand til at give den smerte, hun selv oplevede et universelt udtryk. Hendes billeder omhandlede temaer som abort, ensomhed og smerte samt det at være splittet mellem to personer i et ægteskab. Den som man selv gerne vil være, og den som ens mand foretrækker.
Derfor er det en fryd at se, at der nu er kommet en film om hende, så hun kan nå ud til flere mennesker end før.
Dette har da også fra starten været ideen med filmprojektet, som har været en del år undervejs.
Frida Kahlo bliver spillet af den mexicanske skuespiller Salma Hayak (bl.a. kendt for filmen ‘Desperado’), som også var den drivende kraft bag projektet. Et af hendes krav var, at Frida Kahlo skulle spilles af en mexicansk kvinde. I filmen taler de engelsk, hvilket virker besynderligt når filmen foregår i Mexico. Men det var som sagt fra starten meningen at projektet skulle være bredt i stedet for smalt. Dette er heldigvis ikke gået ud over filmens kvalitet.
Det, der gør filmen så overbevisende, er dens loyalitet mod den rigtige Frida Kahlo. Det ser man specielt i skildringen af den revolutionære Leon Trotskij, som er skildret som et vigtigt og sympatisk menneske. Det sker fordi tilskueren ser Trotskij som Frida så ham. Man kunne have frygtet at se ham skildret som usympatisk tyran. Leon Trotskij og hans kone Natalia Sedova flyttede ind hos Frida Kahlo i 1937, da de var på flugt fra Stalin og hans kumpaner. Frida Kahlo og Leon Trotskij blev meget optagede af hinanden og havde en affære.
Filmen, som starter da Frida er 18 år og slutter ved hendes død, laver en glidende sammenhæng mellem Frida’s liv og hendes kunst. Man ser tydeligt, at hun forsøgte at male sig ud af den smerte, som dominerede hendes liv.
Hun var som 18 årig offer i en busulykke, der resulterede et brud på hendes lændehvirvel. Så Frida måtte i resten af sit liv bære forskellige gipskorsetter. Efter ulykken var hun lænket til sengen i 3 måneder.
Det var i den tid hun startede på at male. Men her svigter filmen lidt og man kan mærke at det er en Hollywood-produktion. Man ser og mærker for lidt til denne smerte. Frida bevæger sig uden smerter igennem det meste af filmen, og det er et problem, da filmen hævder, at den smerte ulykken forsagede, spillede en så stor rolle i hendes liv.
På trods af dette er filmen båret af en sanselighed og dynamik, der gør at man hengiver sig fuldstændig til filmen. Sanseligheden skylden det smukke sceneri og det meget overbevisende skuespil, der er imponerende både for biroller og hovedrollers vedkommende.
Frida mødte i 1928 Diego Rivera. Han var ligesom Frida Kahlo kommunist, og de var begge medlem af Mexicos kommunistparti. De blev gift i 1929 og her startede et stormfuld forhold, der i filmen er skildret så det gnister. Der var kærlighed nok imellem de to kunstere, men Diego kunne ikke være tro, og havde talrige affærer.
‘Frida’ er en berusende og sanselig oplevelse. En af den slags, hvor alt går op i en helhed.
Billedtekst:
Filmen om den kvindelige kunstner Frida Kahlo, er en berusende og sanselig oplevelse.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed