Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 211 – Februar 2003 – side 9

Ny rapport viser: Danmark – et klassesamfund

Alexander Lassithiotakis

SAA artikel 21121

En ny undersøgelse Socialforsknings instituttet (SFI) tager et kig på fattigdom og ulighed i Danmark. Og den viser, at der stadigvæk er fattigdom og ulighed i Danmark.
Ifølge rapporten er hver tiende voksen og hvert tyvende barn i Danmark er fattige. Når Danmark sammenlignes med andre EU lande ser det også skidt ud. Danmark har nemlig relativt mange fattige i forhold til de lande vi normalt sammenligner os med. Med 9,2 % af danske husholdninger, der er fattige, kommer Danmark ind som nummer fem på listen efter Tyskland, Frankrig, Holland og Belgien der har færre fattige familier end os. Spanien følger efter Danmark på listen med 10,1 % fattige familier.
Fattigdom defineres i rapporten som relativ fattigdom, hvilket vil sige, at man måler fattigdom ud fra, hvad der anses som et normalt leveniveau. Har man mindre end hvad der anses for det almindelige niveau, er man fattig. Generelt er der blevet færre fattige i Danmark op gennem halvfemserne. Specielt børnefamilierne har fået det lettere og færre børn i Danmark lever under fattige forhold end i de andre EU-lande. Hvor hele 13% af de danske børn i 1989 levede under relativ fattigdom, er tallet i dag er nede på 5%.
Hvis man ikke måler fattigdom i forhold til det fastsatte normale niveau ser det til gengæld stadig skidt ud. I 1998 målte man, hvor mange børn der led afsavn ud fra en international liste over afsavn. Denne afsavnsliste har 25 afsavnspunkter, der tæller lige fra hårde værdier som adgang til bil, bad og nyt tøj til “blødere” værdier som mulighed for at invitere venner med hjem, samt kriminalitet og usikre bolig områder. Ved denne undersøgelse manglede 13% hele 9 ud af de mulige 25 punkter, og dette har ikke ændret sig til i dag konkluderer SFI-rapporten. Halvdelen af de børn, der oplevede flest afsavn det ene år var i øvrigt de samme, som oplevede flest afsavn det følgende år.
Hvor fattigdom for nogle familier begrænser sig til kortere perioder, er der til gengæld en stor del af de fattige familier, der ikke kommer ud af fattigdommen.
På trods af, at der op gennem halvfemserne har været god økonomisk vækst, er værdierne ikke kommet alle lige meget til gode.
Uligheden internt i Danmark er således vokset i samme periode. Når man måler den negative sociale arv halter Danmark bagud i forhold til de andre EU lande. Et barn af en ufaglært mand bliver i 38,1 procents tilfælde selv ufaglært og kun i 7,4 procents tilfælde overordnet funktionær. Omvendt bliver et barn af en overordnet funktionær i 41,1 procents tilfælde selv overordnet funktionær og kun i 8,1 procents tilfælde ufaglært. Tilsvarende bliver børn af ledige ofte selv arbejdsløse.
Rapporten viser altså et billede af et Danmark, der på trods af nogle positive træk op gennem 90’erne stadig har fattigdom, stor social arv og voksende ulighed mellem rig og fattig.
Man skal således ikke være nogen Einstein for at se at fattigdom ikke handler om individuelle fejl eller prioriteringer, men derimod i høj grad skyldes strukturelle årsager i samfundet generelt.
Rapporten forklarer dog ikke, hvorfor der er fattigdom, ulighed og social arv og hvordan dette kan ændres. Problemet er, at det relative fattigdomsbegreb fastsættes ud fra en normal levestandard. Derfor bliver fattigdom et abstrakt begreb, og det er således ret tilfældigt, hvem der er fattige nok til at havne under kategorien fattig.
Det store problem, når man taler om fattigdom, er, at man i stor grad accepterer borgerlige teorier om, hvordan Danmark ser ud.
Mange intellektuelle har givet udtryk for at vi lever i et middelklasse samfund.
Teorien går ud på borgerlige definitioner af, hvad klasser er. Og fordi mange arbejdere har fået bil og hus, og får museskader i stedet for sorte negle, så er de ikke længere betegnet som arbejdere, men som middelklasse.
En lignende opfattelse kommer til udtryk når folk snakker om et 2/3-samfund, hvor flertallet har det godt, mens et mindretal har det svært, og derfor skal hjælpes. Denne opfattelse skinner også igennem i SFI’s rapport, der også konkluderer at vi generelt har det godt i Danmark, selvom der altså er en del fattige. Denne opfattelse er problematisk af flere grunde.
For det første er denne opfattelse blevet accepteret langt ind på venstrefløjen. For det andet hænger den ikke sammen med den statistiske virkelighed i øvrigt.
Hvis man kigger i Danmarks Statistik vil man i “Statistisk tiårs-oversigt” fra 1998 kunne se, at de fattigste 10% i Danmark tjener 1,7% af alle indkomster og har en gæld på 18% af formuen. De rigeste 10% tjener til gengæld 26 % af al indkomst og ejer 79,8% af al formue. Hvis man forsimpler disse tal, og lejer at der kun bor 10 mennesker i Danmark og at al formue er på 10 kr., så er der altså 1 person der ejer de 8 kroner, mens de fattigste 9 personer må dele de resterende 2 kroner. Disse tal tyder altså mere på at der er tale om en “1/10- samfund” end om et 2/3-samfund, hvor de rigeste ti procent ejer næsten alle værdier. For at forstå disse forskelle, må man hente hjælp i den marxistiske tradition, der deler samfundet op i klasser. Marx og Engels definerede ikke klasserne ud fra hverken folks indtægt eller folks følelse af at være rig eller fattig. Derimod kigger marxister på, hvad Marx kaldte de objektive forhold til produktionsmidlerne. Din klasseposition afhænger altså af om du ejer produktionsmidler, kontrollerer produktionen og distributionen af varer.
Efter en sådan analyse er det store flertal – ca. 80% af den danske befolkning arbejdere. Flertallet af danskerne må sælge deres arbejdskraft på markedet for at leve, og de hverken ejer eller kontrollerer produktionsmidlerne. I modsætning til arbejderklassen er dem som Marx kaldte kapitalisterne.
Kapitalisterne bliver også i flæng kaldt den herskende klasse, magthaverne eller de rige.
Den herskende klasse er karakteriseret ved at de ejer produktionsmidler og kontrollerer hvad der skal produceres og hvor meget. De er ikke afhængige at sælge deres egen arbejdskraft, men har folk ansat som lønarbejdere til at producere for dem. Ca. 5% af den danske befolkning tilhører kapitalistklassen.
Imellem disse to klasser ligger middelklassen, der anslås til at tælle ca. 15% af den danske befolkning. Middelklassen har mærkbart bedre forhold end arbejderklassen generelt; bedre lønninger og større kontrol over tilrettelæggelsen af deres arbejdstid. Til gengæld ejer de ikke produktionsmidlerne og kontrollerer ikke produktionen. De er således hverken arbejdere eller kapitalister.
Marxismen lægger dog ikke særlig stor vægt på middelklassens betydning. For det første vil en stor del af dem opleve at deres arbejdssituation bliver presset, at de må pukle hårdere på jobbet, for med tiden at “synke ned” og blive en del af arbejderklassen. For det andet vil de have illusioner om at kunne blive en del af de rige, og vil kigge mod kapitalist-klassen og deres ideer fremfor at alliere sig med arbejderklassen. De vigtige klasser er derfor arbejderklassen og kapitalisterne; det er forholdet mellem disse klasser der er den reelle forskel mellem rig og fattig i Danmark.
Denne analyse forklarer hvorfor der er både fattigdom og ulighed i Danmark.
Arbejderklassen må sælge sin arbejdskraft på markedet og kan derfor ikke bestemme hvilken løn man får for sit arbejde eller om man overhovedet kan få et job.
Langt ind på venstrefløjen har man afskrevet denne marxistiske analyse til fordel for den borgerlige ide om et middelklassesamfund eller om et 2/3-samfund. Ved at acceptere disse borgerlige teorier legitimerer man at det er middelklassen og den bedst stillede del af arbejderklassen, der over skatten skal betale for velfærdsamfundet og til de svageste, samtidig med at de rigeste, går fri for dette skattetryk af hensyn til konkurrence-evnen for virksomhederne.
Med en marxistisk klasse analyse kan man derimod både forklare hvorfor samfundet ser ud som det gør, og også hvad man skal gøre for at undgå fattigdom, ulighed og social elendighed.
Kapitalisterne må punge ud – de har råd til det. Husk at de tjener 8 kroner hver gang resten af befolkningen må dele 2 kroner imellem sig. hvis dette betyder at deres virksomheder ikke kan klare sig i konkurrencen så må arbejderklassen – det store flertal af befolkningen overtage virksomhederne, og producere ud fra flertallets behov, fremfor en lille minoritets uhyrlige profitbehov.

Billede: Hver tiende voksen og hvert tyvende barn i Danmark er fattige

Flere artikler fra nr. 211

Flere numre fra 2003

Se flere artikler af forfatter:
Alexander Lassithiotakis

Siden er vist 10165 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside