Socialistisk Arbejderavis
Nr. 211 – Februar 2003 – side 10
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
Sanktioner stopper ikke højt fravær
En undersøgelse om elevers fravær i gymnasiet påviser, at hver 3. gymnasieelev i 3.g er mere væk fra skole end de tilladte 10%. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) beklager at det er sådan, men vil ikke acceptere at sanktioner er den eneste vej til at løse problemet.
Formand for DGS Rasmus Meyer-Frederiksen udtaler: “Der er brug for en nuanceret debat om problemet, så vi sammen kan finde frem til hvad problemerne skyldes.”
Undersøgelsen indikerer med stor tydelighed, at der et problem med fravær i gymnasiet. Alt for mange elever har et enormt højt fravær til skade for dem selv, og til skade for samfundet, som inden for få år vil mangle veluddannet arbejdskraft.
“Vi anerkender at der er et problem. Men vi vil samtidig ikke acceptere at sanktioner er eneste vej frem. I stedet for straf, burde man hellere fokusere på at sikre alle ordentlige muligheder for at gennemføre gymnasiet, man bør eksempelvis mindske brugerbetalingen, så erhvervsarbejde bliver overflødiggjort. Styrke elevernes indflydelse og ansvar for undervisningen, samt sikrer at der ikke sidder op til 30 i hver klasse,” siger Rasmus Meyer-Frederiksen.
DGS synes det er fortvivlende, at debatten kun kommer til at dreje sig om hvem der skal smides ud, i stedet for at debattere holdbare løsninger, der kan sikre at så mange unge mennesker som muligt får en ungdomsuddannelse med et højt fagligt niveau. Debatten om eksempelvis den sociale arvs rolle i uddannelsessystemet drukner i en overfladisk debat om sanktioner.
DGS har en række bud på hvordan man kan løse problemerne. Det er bl.a. DGS’ ønske at fagene i gymnasiet bliver mere samfundsrelevante, så vi som elever kan se hvorfor vi lærer de ting vi lærer.
“Vi kunne godt tænke os, at der blev arbejdet med fagenes indhold og elevernes indflydelse på læringsprocessen, så vi i fremtiden får et gymnasium hvor vores interesse for skolen, er en selvfølge,” siger Rasmus Meyer-Frederiksen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe