Socialistisk Arbejderavis
Nr. 21 – August 1986 – side 9
Leon Trotskij: “Om fagforeninger”
Kan fagforeninger lave revolution?
Hans Jørgen Vad
For revolutionære marxister har fagforeningsspørgsmålet altid haft en central placering. Allerede Marx pegede på fagforeningerne som “en skole i kommunisme”. Samtidig påpegede han også deres begrænsede karakter, som gjorde, at de ikke ville kunne blive den endelige løftestang i omvæltningen af kapitalismen.
Fagforeningernes rolle var defineret inden for kapitalismens rammer. Derfor var det nødvendigt med et kommunistisk parti, som et redskab for arbejderklassen til at rive båndene over til det gamle samfund.
Luxemburg, Lenin, Gramsci og Trotskij bygger videre på Marx’s fagforeningsopfattelse. Af disse har Trotskij formuleret sig mest markant om fagforeningernes rolle. Den væsentligste årsag er kombinationen af hans centrale rolle i revolutionens glansperiode 1917-23 og det forhold, at han overlevede længst.
Det betød, at han blev tvunget ud i polemikker med centrister, syndikalister og ultravenstrefolk i forsøget på at redde den ægte bolsjevisme i de år, som fulgte i kølvandet på revolutionens nederlag. Men det betød også, at han på “nært hold” kunne følge den bureaukratisering af fagforeningerne, som så massivt satte ind omkring århundredskiftet, og som op til 2.verdenskrig udviklede sig i fuldt flor.
Netop her er Trotskijs styrke, og netop her bliver hans skarphed så vigtig for de, som ynder at kalde sig marxister eller sågar trotskister i dag. Det vanskelige ligger ikke i at forstå fagforeningernes nøglerolle på Marx’s tid, hvor arbejderne måtte tilkæmpe sig de mest elementære rettigheder og forbedringer. Det vanskelige ligger heller ikke i at forstå, at fagforeningerne vil have en begrænset rolle i en revolutionær situation på grund af deres rolle og udspring.
Det afgørende er at forstå, at begge disse forhold gælder for fagforeningerne – da Marx levede som på Trotskijs tid og i dag. Hvis man ikke får fat i denne kerne, kan man heller ikke forstå grundlaget for reformismen.
Trotskijs polemik går mod tre politiske retninger. Dels mod ultra-venstre-linjen, som udvikledes inden for Kominterns rammer i revolutionsårene i Tyskland, dels mod den højre-opportunisme, som udvikles i det engelske kommunistparti omkring generalstrejken i 1926, og endelig mod de franske syndikalister.
Fagbureaukratiet
Trotskij skriver: “Fagforeningerne blev dannet i kapitalismens vækst- og opkomstperiode. De havde som opgave at hæve proletariatets materielle og kulturelle stade og udvide dets politiske rettigheder. Dette arbejde varede i over et hundrede år i England, og gav fagforeningerne en umådelig autoritet blandt arbejderne.”
Derfor er fagforeningerne brede organisationer, som i princippet samler alle arbejderne på en fabrik, i en branche eller i et område. Fagforeninger er derfor i modsætning til politiske partier enhedsorganisationer, som arbejder på et grundlag, der kan skabes enighed om.
Dette mønster er omtrent lige så gammelt som kapitalismen. Hvad der imidlertid ændrer sig fra Marx' til Trotskijs tid er den voldsomme bureaukratisering, der sker i fagforeningerne. Bureaukratiet havde med verdenskapitalismens nedgang to muligheder: At søge en revolutionær løsning, eller at administrere krisen for borgerskabet.
“Fagforeningsbureaukratiet, som løste sine egne sociale problemer tilfredsstillende, valgte den anden mulighed. Det vendte fagforeningernes oparbejdede autoritet imod den socialistiske revolution, og endog imod ethvert forsøg fra arbejderne på at gå imod kapitalens og reaktionens angreb.”
Den tyske kontrarevolution i 1919 var det første klare bevis på dette forhold. I den engelske generalstrejke i 1926, blev fagbureaukratiets rolle igen bekræftet. Her var det venstrefløjen i bureaukratiet, som svigtede.
Disse erfaringer får Trotskij til at konkludere om fagbureaukratiet: “Takket være det (fagbureaukratiet) står den kapitalistiske struktur stadig oprejst i dag, fremfor alt i Europa og særligt i England. Fandtes der ikke et fagbureaukrati, ville politiet, hæren, domstolene, adelen og monarkiet fremtræde for de proletariske masser som intet andet end ynkværdigt og latterligt legetøj. Fagbureaukratiet er den britiske imperialismes rygrad.”
Trotskijs politiske konklusion på dette lyder: “Fra da af blev den vigtigste opgave for det revolutionære parti at frigøre arbejderne fra fagforeningsbureaukratiets reaktionære indflydelse.”
Enhedsfront og massearbejde
For Trotskij betød det ikke, at man skulle vende fagforeningerne ryggen: “Som sagt spiller fagforeningerne nu ikke en progressiv, men en reaktionær rolle. Men ikke desto mindre omfatter de stadig millioner af arbejdere.”
Trotskij kunne ikke advare kraftigt nok mod ultra-venstre-folkenes forestillinger om at erstatte de korrumperede fagforeninger med dugfriske nye, ubesmittede organisationer: “Det er ikke nok at tilbyde masserne en ny adresse. Det er nødvendigt at søge masserne, hvor de er, og lede dem.”
Enhedsfronttaktikken, som blev lanceret i 1921/22, ligger i princippet i forlængelse af denne forståelse.
Blot gik man et skridt videre ved åbent at tilbyde de reformistiske ledere at indgå i et begrænset samarbejde i en situation, hvor borgerskabet var i offensiven.
Samarbejdet skulle ske omkring spørgsmål, som samler de masser, som følger fagbureaukraterne og de, som følger de revolutionære, og hvor der er en stærk vilje til enhed.
Dette betyder ikke, at man skal give afkald på at rive masserne væk fra reformisterne. Tværtimod. Enhedsfronttaktikken blev fremført uden de ringeste illusioner om de reformistiske ledere. Og uden at der på noget tidspunkt herskede tvivl om, at kommunisterne skulle fastholde deres egen organisation og profil.
En af forudsætningerne var netop, at kommunisterne havde en organisation, som kunne måle sig med reformisternes, og dermed var istand til at udfordre dem.
England 26
Alle disse forudsætninger manglede op til og under den engelske generalstrejke i 1926. Det engelske kommunistparti forholdt sig ukritisk til venstrefløjen i TUC’s (det engelske LO’s) generalråd. Venstrefløjen i bureaukratiet stod i spidsen for en omfattende oppositionsbevægelse, Minoritetsbevægelsen – og de lå faktisk meget til venstre. Kommunisternes fejl var, at de, af frygt for at træde disse folk over tæerne, totalt droppede partiets politiske og organisatoriske selvstændighed.
Bureaukratiet forrådte imidlertid strejken efter kun ni dage, og TUC’s venstreføj var med i forræderiet. Kommunistpartiet havde totalt afvæbnet sig i forhold til at videreføre strejken. De havde ikke advaret imod en sådan udvikling og selv fremført egne paroler. De havde totalt forsømt at opbygge den organisatoriske styrke og politiske tillid, som det krævede at bryde med TUC og dens venstrefløjsledere.
Den frustration og apati blandt militante og revolutionære, som derefter opløste Minoritetsbevægelsen, ramte derfor også Kommunistpartiet, som for eftertiden blev betydelig svækket.
Trotskij holdt ikke tilbage i sin kritik af Kommunistpartiet: “En af opportunismens psykologiske årsager er en overfladisk utålmodighed, mangel på tillid til, at partiets indflydelse gradvist vil vokse og ønsket om at vinde masserne ved organisatoriske manøvrer eller personligt diplomati.”
De franske syndikalister
Trotskijs opgør med de franske syndikalister kan ses som en sammenfatning af opgøret med ultra-venstre-folkene i Tyskland og højre-opportunismen i England.
I Frankrig var der op til 1. verdenskrig udviklet en betydelig syndikalistisk bevægelse. Syndikalisterne var en halvt partilignende størrelse, som udmærkede sig ved sin krigsmodstand og som arbejdede i fagforeningerne på et revolutionært grundlag.
Lenin og Trotskij arbejdede for at syndikalisterne i Frankrig skulle tilslutte sig Komintern efter Oktoberrevolutionen, men en række af de syndikalistiske ledere var tøvende over for dette perspektiv.
I udgangspunktet var det ud fra deres betoning af fagforeningernes autonomi i forhold til staten. Efterhånden blev deres forståelse mere og mere nødvendigheden af fagforeningernes selvstændighed i forhold til partiet, og dermed modstand mod partiopbygning.
Over for syndikalisterne påpeger Trotskij både kampen for aktionsenhed i fagforeningerne og nødvendigheden af en uafhængig revolutionær organisation.
Hans pointe er, at de franske fagforeninger reelt fungerer som halvt politiske dækorganisationer for kommunister og socialister. De er ikke reelle enhedsorganisationer. Syndikalisternes krav om politisk uafhængighed var derfor reelt en kamp for at fagforeningerne skulle følge syndikalisternes ledelse.
Dernæst gennemhuller han myten om at revolutionær ledelse i fagforeningssammenhænge skulle være i modstrid med en ambition om at fastholde deres selvstændighed.
Tværtimod siger Trotskij, er netop revolutionær ledelse en forudsætning for at fastholde denne selvstændighed. Han kritiserer dem, som har illusioner om fagforeningerne som neutrale og ubesmittede størrelser: “Fagforeningernes neutralitet tilhører totalt og uigenkaldeligt fortiden.”
Trotskijs konklusion herpå er central også i dag: “Faktisk kan fagforeningernes selvstændighed i en klassebetydning, i deres forhold til den borgerlige stat under de nuværende forhold kun sikres af en fuldkommen revolutionær ledelse.”
Billedtekst:
Lær af generalstrejken i England i 1926 er lige relevant i dag som dengang.
Trotskij er den marxist, som har formuleret sig klarest på fagforeningsspørgsmålet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed