Socialistisk Arbejderavis
Nr. 212 – Marts 2003 – side 3
Socialistisk Arbejderavis mener
Global krigsmodstand – organisér lokalt
Den 15. februar gik over 20 mio. mennesker verden over på gaden i protest mod en krig mod Irak. Masseprotesterne betød et politisk udbrud af en gigantisk global manifestation imod krig og militær globalisering!
I land efter land blev Bush’s allierede stillet til vægs af den massive krigsmodstand, og hykleriet blev blotlagt hos de statsledere, der påstår at have folkelig opbakning til at støtte krigen.
Krigsmagerne har forsøgt at ignorere os – det kan de ikke længere – nu er vi for mange. De har forsøgt at latterliggøre os – det kan de ikke længere – bevægelsen er for bred og omfattende. Og nu forsøger de at angribe os.
Magthaverne beskylder nu den massive krigmodstand for, at “svække presset på Saddam Hussein”, og herhjemme beskylder Fogh antikrigsbevægelsen for at gå Saddams ærinde. Men selv deres desperate forsøg på at angribe bevægelsen kan ikke dække over, at de millionstærke protester har fået Bush, Blair og Fogh til at ryste i bukserne over den massive modstand.
Splittelsen mellem stormagterne på verdensplan bliver mere og mere tydelig. De tyske og franske regeringers modstand mod Bush’s linie er selvsagt en velkommen kæp i hjulet på krigsplanerne, men vi skal ikke tage fejl af, at det ikke er hensynet til freden, der styrer deres politik, men hensynet til deres egne økonomiske og strategiske interesser i Mellemøsten og på verdensplan. Også Chirac og Schröder presses af antikrigsbevægelsen. Det vil kunne knække dem indenrigspolitisk, hvis de ender med at slutte op om USA.
Presses af krigsmodstanden
I England er Blair med sin støtte til Bush ved at blive knækket. Der har i lang tid ulmet et oprør i hans eget parti, Labour, på grund af regeringens ubetingede opbakning til krig, sammen med en massakre af velfærd og offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår. Blair og hans regering kan meget vel blive væltet af den britiske krigsmodstand.
Også den danske regering er presset. På den ene side er der ikke tvivl om, at regeringen ubetinget ønsker at støtte den amerikanske krigslinie. Det viste det støttebrev Fogh og syv andre europæiske regeringsledere sendte til Bush. Og de konkrete danske krigsforberedelser, med mobilisering af soldater og militært isenkram til Golfen, taler ligeledes sit tydelige sprog. Men på den anden side forsøger regeringen at berolige modstanden ved at pege på en “fælles FN-løsning”. Denne vaklen er helt klart udtryk for, at Fogh-regeringen mærker det enorme pres fra krigsmodstanden.
Antikrigsbevægelsen vokser
Krigsmodstanden i Danmark har fået sit gennembrud med opblomstringen af en lang række antikrigsgrupper lokalt, på skoler og uddannelsessteder over hele landet, og ikke mindst med de store demonstrationer d. 15. februar, der samlede op mod 60.000 mennesker på landsplan! Befolkningen i Danmark ønsker ikke denne krig og siger nej til dansk krigsdeltagelse.
Det er afgørende, at antikrigsbevægelsen nu radikaliseres, og vokser i styrke og omfang. Opblomstringen af lokale antikrigsgrupper skal udbredes til alle skoler, fagforeninger og arbejdspladser, lokalområder mm. DU kan starte en antikrigsgruppe. Der er allerede en lang række lokale grupper, men tiden er til at starte langt flere.
Med lokale antikrigsgrupper kan vi nå langt bredere ud for at samle dem, der er imod krigen, og føre kritikken og diskussionen ud på skoler og arbejdspladser. Der er brug for klare modsvar til Fogh og hele krigspropagandaen. Jo bedre modstanden er organiseret, jo nemmere er det også, at lave hurtige mobiliseringer til demonstrationer, studenteraktioner, civil ulydighed og strejker. Og det kan blive nødvendigt at handle hurtigt, hvis krigen starter, for en almindelig dagligdag kan ikke fortsætte i det øjeblik, regeringen skulle gå i krig og myrde og bombe i vores navn!
I USA, Australien og flere andre lande bliver 5. marts en stor studenteraktionsdag imod krigen. Med de mange lokale antikrigsgrupper der er på uddannelsesstederne her i Danmark, kan vi også mobilisere til antikrigsaktioner og organisere strejker, besættelser, debatmøder, gadeaktioner og happenings. Rejs diskussionen på din skole, i din antikrigsgruppe, og gå allerede i dag i gang med at forberede aktiviteter!
I den internationale antikrigsbevægelse diskuteres at mobilisere til de næste store fredsmanifestationer d. 15. marts. Der lægges bl.a. op til store demonstrationer i New York og San Fransisco.
Strejker kan stoppe krigen
De lokale antikrigsgrupper er helt centrale i at sikre bevægelsens omfang og aktivisme. Men det er også afgørende at få opbygget så brede antikrigsinitiativer som muligt i hver by. Vi skal udfordre fagbevægelsen og socialdemokraterne til at gå aktivt ind i antikrigsbevægelsen. Fagforeningerne bør oprette antikrigsgrupper for deres medlemmer. En række lokale fagforeninger bakker allerede nu op om antikrigsinitiativer og har vedtaget udtalelser imod krigen. LO har nu vedtaget at samarbejde med fagbevægelsen internationalt for fred. LO bør også bruge sin position, indflydelse og enorme apparat til at mobilisere sine medlemmer til antikrigsbevægelsen. I Grækenland opfordrer det græske LO til 4-timers generalstrejke mod krigen d. 21. marts i forbindelse med et EU-topmøde. Det danske LO kan passende gøre det samme. I England har en række fagforeninger meldt ud, at ved en evt. krig vil de støtte de af deres medlemmer, der føler sig moralsk forpligtiget til at gå i strejke!
Arbejderklassen besidder nøglen til at sætte samfundet i stå, og kan dermed sætte en meget håndgribelig stopper for regeringens krigsplaner.
Lader vi stå til, bliver det ikke Fogh, Blair og Bush, der betaler prisen for en evt. krig mod Irak. Hundredtusinder af irakere vil blive myrdet, og soldater vil komme hjem i ligposer. Herhjemme vil vi opleve angreb på velfærden, for at bomberne kan financieres. I en verden, der i forvejen maltrakteres af gigantiske uligheder, fattigdom, sult, undertrykkelse og miljøkatastrofer, vil prisen for denne krig blive en endnu mere vanvittig og farlig verden. Det mindretal der sidder på flæsket vil, med USA og dets allierede i ryggen, vinde på denne krig, mens flertallet af verdens befolkning kommer til at betale prisen i form af død, ødelæggelse og øget ulighed.
Demonstrationerne d. 15. februar viser, hvordan folk kan organisere sig og handle i fællesskab på tværs af landegrænser og kontinenter.
Det er de folkelige kræfter, der kan stoppe krigen, og vi ser også her et glimt af den bevægelse, der kan forandre verden og sætte mennesker før profit.
Se også:
SAA 212: Hvis krigen kommer!
SAA 212: Aktivitetskalender: Deltag i aktiviteterne
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed