Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 212 – Marts 2003 – side 8

Nekrolog: Joe Strummer

The Clash of Class War

Jan Hoby

Den internationale venstrefløj, har mistet en af sine vigtigste og mest betydningsfulde sangere og tekst-forfattere. Joe Strummer, forsanger og hovedmand bag The Clash er død i en al for tidlig alder.

The Clash kom til verden i midt 70’ernes modsætningsfyldte verden. Kapitalismen var gået ind i sin værste krise siden anden verdenskrig, i England var Labour i gang med at angribe velfærdsstaten og nazisterne fik øget støtte.

Den frustration og vrede, som millioner af unge følte over systemet, blev ikke opsamlet af den såkaldte “progressive rock” som havde haft sin storhed i 60’erne. Den var blevet inddæmmet og gjort tandløs gennem koncept albums og ønsket om salgstal.

Punk blev den unikke musikalske udtryks-form, som gav den fremmedgjorte ungdom håb og retning. Sex Pistols var murbrækkerne, men det var The Clash, som tilførte politisk retning og perspektiv.

Igennem al deres musik, gik der en rød, revolutionær tråd, der var konsekvent antikapitalistisk, og antiimperialistisk. Både på det musikalske og aktivistiske niveau. The Clash har produceret noget af det mest effektive og direkte politiske langtidsholdbare musik inden for den hvide rock.

For mig har dobbelt albummet “Sandinista!” fra 1980, været det vigtigste Clash-album, fordi det om noget, var en del af og udtryk for den radikaliserede ungdomskultur, jeg levede og åndede i, i slut 70’erne og først i 80’erne. Nummeret “Washington Bullets” er som skrevet for i dag, når det siger hverken Washington, London eller Moskva, men international solidaritet.

Og billedet af det klassedelte og racistiske England i nummeret “Something about England” kunne lige så godt været skrevet om den nyliberalistiske Teflonracist og folkemorder Tony Blairs England.

80’erne varslede den nyliberalistiske offensiv, nedgang i klassekampen og en international venstrefløj, uden analyse og perspektiv. Denne udvikling påvirkede også den politiske punk-rock som i midt 80’erne havde mistet al dynamik. Men Joe Strummer skiftede ikke fra rød til blå, men forsatte med at organisere og give støttekoncerter mod nazister og racister. Han var hovedmanden bag Rock Aganist Racism og så sent som i november 2002 gav han støttekoncert for de strejkende brandmænd i Storbritannien.

Joe Strummer formåede mere end de fleste at forbinde revolutionær politik med musik, og altid fra en aktivistisk praksis. Han sad ikke i sit elfenbenstårn og snakkede om en bedre verden. Han kæmpede for den, sammen med den nye antikapitalistiske bevægelse. I Firenze kunne man under Europa Social Forum hører højtalerne spille alle de gamle Clash numre, og bære vidnesbyrdet om, at autentisk politik og musik ikke har nogen udløbsdato. Den internationale venstrefløj har mistet en af sine bedste – æret være hans minde.

Flere artikler fra nr. 212

Flere numre fra 2003

Se flere artikler af forfatter:
Jan Hoby

Siden er vist 1195 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside