Socialistisk Arbejderavis
Nr. 213 – April 2003 – side 8
Boganmeldelse
En vision der holder
Jan Hoby
Nedværdigende behandling, ydmygelse, krænkelse, sult og krig er kapitalismens følgesvend verden over.
Intet fornuftigt menneske benægte dette, alligevel er der blandt dem, der afskyer kapitalismen, en udbredt frygt for, at lidelserne vil øge og blive voldsommere uden netop kapitalismen. Som den engelske økonom John Maynard Keynes engang har sagt:
“Kapitalisme er ikke en succes. Den er ikke intelligent, den er ikke smuk, den er ikke retfærdig, den er ikke dydig – og den kan ikke levere varen. Kort sagt, vi kan ikke lide den, og vi er begyndt at afsky den. Men når vi tænker over, hvad der skal erstatte den, er vi yderste rådvilde.”
Historisk har den socialistiske bevægelse afholdt sig fra i detaljer at beskrive det samfund, der skal afløse kapitalismen.
Karl Marx beskrev aldrig det kommende socialistiske samfund, ej heller det kommunistiske klasseløse samfund. Men hver gang arbejderklassen har gjort nye erfaringer i tider med oprør og revolutioner, er der kommet nye brikker til mosaikken af den nye verden.
En anden verden, tak! Men hvilken?
Efter Murens fald i 1989 og de statskapitalistiske regimers kollaps, satte store dele af den internationale venstrefløj sig selv på standby. Visionerne og drømmen om en anden verden blev udsat til bedre tider.
Men med fremkomsten af den antikapitalistiske bevægelse og dens hastige vækst, siden demonstrationerne mod WTO i Seattle 1999, er der vokset frem et større og større behov for ikke blot at sige, at “En anden verden er mulig”, men også at den er nødvendig.
Dynamikken i den antikapitalistiske bevægelse er enorm, og på 1. maj-demonstrationerne i London 2001, sås et banner med teksten “GET RID OF CAPITALISM AND REPLACE IT WITH SOMETHING NICER!” og ved World Social Forum i Porto Alegre, i Brasilien i 2002, blev visionen om en anden verden meget mere konkret for bevægelsen, da de jordløse landarbejderes bevægelse i Brasilien, MST, under afslutningsceremonien sænkede et gigantisk banner med teksten “En anden verden er mulig – men kun med socialisme!”
Trolden var nu ude af æsken, ordet var blevet sagt, og under European Social Forum i Firenze i november 2002, var et af de mest populære slagord “ONE SOLUTION – REVOLUTION!”
Men sløret blev endnu ikke for alvor løftet for visionen om den kommende nye verdens udformning.
Arbejdermagt fra neden!
Michael Albert, en ledende antikapitalist og medredaktør af venstrefløjs Internet-magasinet Zmag.org, har med sin nyeste bog “PARECON, Life after capitalism” åbnet op for diskussionen om visionen om det kommende samfund og verden efter kapitalismen.
På 300 sider om participatory economics (PARECON), som betyder “deltagende økonomi”, gennemgås skitserne til en radikal rekonstruktion af verden.
Med afsæt i arbejderklassens bedste traditioner fra forsøg med ægte demokrati, vises det hvorfor parlamentarisk demokrati ikke har noget med ægte demokrati at gøre.
Den russiske revolutionære Lenin pegede meget præcist på det parlamentariske demokratis problem, når han argumenterede, at “gemt under et poleret ydre af moderne demokrati, er det bedrageri, vold, korruption, løgnagtighed, hykleri og undertrykkelse af de fattige.”
Bush, Blair og Fogh illustrerer til fulde, at det parlamentariske system er et figenblad, der dækker for den reelle magt udøvet af nationale og globale institutioner og virksomheder.
Magthaverne har haft held med at overbevise en del af verdens befolkning og mange på venstrefløjen om, at verden består af det gode og det onde. Og for dem er arbejdermagt og socialisme fra neden absolut af det onde.
PARECON er med til at gøre op med dette absurde og unuancerede billede.
Gennem en sønderlemmende kritik af venstrefløjens illusioner om markedssocialisme, kapitalisme med et menneskeligt ansigt og stalinistisk planøkonomi, påvises det, at den virkelige demokratiske tradition udspringer af arbejderklassen kampe.
Et alternativt demokratisk system må være et system, hvor den økonomiske magt er et subjekt til den politiske magt og ikke omvendt.
De arbejdere som deltog i Chartisternes Nationale kongres i 1839 var de første til at argumentere for dette. Men det var arbejderne i Paris i 1871, der var de første til at skabe et demokratisk system baseret på dette princip. Stående overfor en fjendtlig fransk regering og en blodtørstig hær opbyggende den parisiske arbejderklasse det første arbejderråd og udfoldede arbejdermagten gennem Kommunen. Begrænset til Paris blev Kommunen knust, men vold kunne ikke dræbe ideen.
1917 – inspiration for fremtiden!
Sovjetterne, eller arbejderrådene, der opstod i Rusland i de første år af det sidste århundrede, var meget lig Pariserkommunen.
De blev skabt under revolutionen i 1905 for at udfordre Zarens degenererede styre.
Sovjetterne bestod af delegerede fra alle arbejdspladser og boligområder. Efter revolutionen i 1917 blev sovjetterne til arbejdernes parlament.
Det var gennem disse råd, at den nye arbejderstat organiserede og planlagde distributionen af fødevarer, boliger, uddannelse og transport. De delegerede fik alle betalt gennemsnitslønnen for alle arbejdere og der var direkte valg, og de valgte kunne tilbagetrækkes inden for 24 timer.
Den unge arbejderstats store tragedie var, at den blev skabt under forfærdelige betingelser, med krig og borgerkrig, isolation og ekstrem modgang.
Sovjetterne står stadig som et af de bedste og mest inspirerende eksempler på, hvordan vi kan organisere en ny verden baseret på lighed, planlægning og demokrati fra neden.
Magten kan udfordres!
Men vi behøver ikke kun at kigge tilbage i historien for at finde eksempler på, at arbejderklassen hele tiden forsøger at nedbryde kapitalismens fremmedgørelse og brutalisering af menneskers liv. Fra den ufuldendte revolution i Indonesien i 1998, til det serbiske forår i oktober 2000 og frem til de argentinske arbejderes igangværende oprør mod nyliberalismen, ser vi, hvordan arbejderklassen organisere nye former for arbejderråd.
I Argentina har folket dannet asambleas populares for at kunne skabe en modmagt, der kan organisere livets gang. Endnu er disse arbejderråd et defensivt svar, som forsøger at løse de mest presserende problemer.
Morgendagens opgaver for den argentinske arbejderklasse bliver at forbinde og forene de forskellige bevægelser, så kampen kan komme til at stå om at styre samfundet af og med de demokratiske asamblea popular.
Men også mindre forsøg på at opstille en modmagt mod nyliberalismen og kapitalismen, ser dagens lys.
Fra Porto Alegra og andre Brasilianske byer, til Kerala og andre regioner i Indien ser vi eksempler på, at elementer af "deltagende demokrati" og "deltagende budgetlægning" bliver en del af den politiske modmagts bevægelsen mod den kapitalistiske globalisering.
Kært barn har mange navne
PARECON, arbejdermagt eller socialisme, kært barn har mange navne. Navnet er ikke vigtigt.
Men det er vigtigt at den anti-kapitalistiske bevægelse siger, at fremtiden ikke tilhører kapitalismen.
Det er vigtigt, at bevægelsen siger, at der er brug for en revolution, en verdensrevolution, der smadrer det kapitalistiske voldsapparat.
En revolution, der sikrer arbejderklassen den politiske og økonomiske magt over samfundet og herfra begynder at udfolde et demokrati, som verden aldrig har set før. Hvor al nød, elendighed og ydmygelser bliver fjernet fra jordens overflade. En ny verden, hvor menneskets fulde følelsesmæssige, intellektuelle og kreative formåen bliver sat fri, og ethvert menneskes liv bliver til ægte gennemsigtig frihed.
At læse PARECON – Life After Capitalism, fjerner den rådvildhed, som Keynes snakkede om. Sammen med erfaringerne fra de talrige forsøg på at skabe en anden verden, som arbejderklassen har gjort sig de sidste 200 år, så fremstår Michael Albert's bog som et meget centralt og væsent-ligt bidrag til diskussionen om en fremtidig verden styret fra neden.
Jeg vil kalde det international socialisme.
PARECON – Life After Capitalism
Michael Albert
Verso
$ 21/£16
Billedtekst:
De russiske arbejderråd står som et af de bedste og mest inspirerende eksempler fra historien på, hvordan vi kan organisere en verden baseret på lighed, planlægning og demokrati fra neden
I Argentina har den økonomiske krise ført til, at folk er begyndt at organisere sig i lokale, demokratiske arbejderråd for at organisere hverdagen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed