Socialistisk Arbejderavis
Nr. 213 – April 2003 – side 9
Irak-krigen handler om: Verdensherredømme og olie
Anders Schou
De amerikanske magthavere har to tæt sammenvævede motiver til deres krig mod Irak: Verdensherredømme og olie.
Krigen er et kæmpe sats for dem, men den er ikke gale mænds værk.
Det er ikke dumhed eller formålsløs ondskab, men rationelle over-vejelser, som er baggrund for krigen, selvom dens konsekvenser er fryg-telige.
En betydelig del af de amerikanske magthavere satser på at løfte den amerikanske verdensdominans til et nyt og højere niveau.
Erobringen af Iraks olie, verdens næststørste olieressourcer er en vigtig faktor og tæt forbundet med dette mål, men kan ikke alene forklare krigen.
Det marxistiske begreb imperialisme giver den bedste forklaringsramme.
Imperialisme betyder, at staters politiske og militære konkurrence om magten på verdensplan i stigende grad vokser sammen med kapital-gruppers økonomiske konkurrence.
Indtil det 19. århundrede var de to processer stort set adskilte, men siden da er sammensmeltningen blevet tydeligere og tydeligere i takt med, at kapitalgrupperne er blevet større og i stigende grad har søgt opbakning hos deres hjemstater.
Denne udvikling har skabt to verdenskrige med hidtil usete menneskelige lidelser og et utal af regionale konflikter.
Sikre økonomisk dominans
I dag har mange af verdens største multinationale firmaer base i USA, verdens største militærmagt. Og det er et fælles net af økonomiske, politiske og militære interesser, som de amerikanske soldater slås for i Irak .
De amerikanske magthavere vil bruge militæret til at sikre sig den dominans, deres økonomiske kraft ikke længere garanterer.
USA kom ud af 2. verdenskrig med verdens absolut stærkeste økonomi, men sådan ser verden ikke længere ud.
I dag er det amerikanske bruttonationalprodukt pr. indbygger ikke væsentligt højere i EU-landene. Produktiviteten i fremstillingsindustrien målt pr. arbejdstime er i de sidste ti år vokset hurtigere i Eurozonen end i USA, og lande som Tyskland og Frankrig matcher nu USA.
Til gengæld har USA siden den kolde krigs afslutning været verdens eneste militære supermagt. De amerikanske militærudgifter er langt større end EU-landenes tilsammen, og Ruslands militær er svækket af landets økonomiske sammenbrud.
USA’s overvældende militære magt er imidlertid kun noget værd, hvis den bliver brugt til at skaffe magthaverne strategiske og økonomiske fordele.
Og olien, kapitalismens drivmiddel, er både strategisk og økonomisk vigtig.
Iraks olie er let og billig at udvinde, sammenlignet med for eksempel den russiske eller den amerikanske. Så enorme profitter venter på de olieselskaber, som en amerikansk militæradministration efter den sejrrige krig giver adgang til oliefelterne.
Den nuværende amerikanske regerings topfolk har alle en tilknytning til olieindustrien, og for eksempel står den amerikanske vicepræsident Dick Cheney til at tjene fedt på krigen.
Koncernen Halliburton har fået kontrakten på at slukke oliebrande i Irak og allerede budt på en række senere genopbygningsopgaver. Cheney er tidligere chef i firmaet, hvor han ifølge den engelske avis The Guardian har aktieoptioner for 55 millioner kroner. Aktieoptioner er papirer, som giver ejeren ret til at købe aktier i firmaet til en tidligere – typisk lavere – kurs. Det betyder, at når Halliburtons aktier stiger som følge af de nye indtjeningsmuligheder, så tjener den amerikanske vicepræsident millioner.
En amerikansk besættelse af Irak vil også betyde en stærk militær tilstedeværelse tæt på nabolandet Saudi-Arabien, som har verdens største olieressourcer, hvis den vaklende allierede skulle blive ustabil, fjendtlig eller bare ikke makker ret.
Når den militære styrkeposition er kombineret med en direkte kontrol over de næststørste olieressourcer, så vil amerikanerne kunne kontrollere verdens oliepriser.
Og den amerikanske kapital har et voksende behov for at erobre kontrollen med udenlandsk olie.
I dag importerer USA 53 procent af sit olieforbrug, men Den Nationale Energiplan fra 2001 forventer, at det i 2020 vil være 65 procent. Som rapporten nævner vil det betyde ”voksende afhængighed af magter, som ikke altid tænker på Amerikas interesser.”
Det problem vil de amerikanske magthavere løse og samtidig opnå en klemme på stormagter, som Frankrig, Tyskland og Japan, der er endnu mere afhængige af importeret olie end USA.
Afskrække andre
Samtidig skal Irak være et afskrækkende eksempel, på hvordan det kan gå lande, som kommer på tværs af amerikanske interesser.
Selvom om ingen har påvist en forbindelse mellem Irak og Al Qaida er den nyværende krig blevet præsen-teret som en del af den ”krig mod terror”, der tegner til at blive stadigt mere omfattende.
I praksis vil det blive en krig mod alle, der blot kunne tænkes at komme i vejen for USA.
Som George W. Bush sidste år sagde i en tale på det amerikanske militærakademi West Point:
”Vi må føre krigen over til fjenden, forstyrre hans planer og konfrontere de værste trusler, før de opstår.”
Med Irak-krigen demonstrerer USA viljen til at gennemføre såkaldt ”forebyggende angreb” – og foretage dem uanset, hvad andre stormagter mener.
I virkeligheden er det militært svage Irak ingen trussel mod USA. Men landet er et velvalgt eksempel til skræk og advarsel – også af andre grunde end den oplagte oliegevinst og landets strategiske placering.
Netop på grund af det ulige styrkeforhold regner de amerikanske magthavere med en let sejr. Og samtidig har mange års massiv propaganda dæmoniseret Saddam Hussein.
Derfor fremstår han for mange i den vestlige verden som djævelen selv, selvom han ikke er værre en de mange andre diktatorer USA støtter og har støttet gennem tiderne.
Saddam selv var indtil for 12 år siden da også USA’s allierede. Men de amerikanske magthavere har siden da satset på, at den langvarige propagandakrig ville betyde, at den amerikanske befolkning i højere grad ville acceptere en krig mod Saddam end mod så mange andre.
I første omgang vil en afklapsning af Saddam være en trussel mod regionale magter som Iran, Syrien og NordKorea.
Men en amerikansk militærtriumf skal også være et advarende vink med en vognstang til magter, som med tiden kan udvikle sig til en reel trussel mod USA’s dominans.
Dem er der nogle stykker af, og det er ikke underligt, at netop disse lande er modstandere af krigen.
Tyskland og Frankrig har hele tiden været den akse i EU, som arbejder for en stærkere union med et fælles militær, der kan give det økonomisk stærke Europa en tilsvarende våbenmagt. De britiske magthavere har derimod altid været lukne og splittede overfor EU, fordi der er mange investeringer på tværs af Atlanten.
Rusland har stadig verdens næststørste atomvåbenarsenal, og derfor har USA da også benyttet Afghanistan-krigen til at oprette baser i flere centralasiatiske tidligere Sovjetrepublikker – der for øvrigt styres af diktatorer.
Vækst i Kina
Kina har verdens hurtigst voksende økonomi, og potentialet er enormt i det folkerige land, der også har en atomslagstyrke.
Alle de tre krigsmodstander-lande har i øvrigt økonomiske interesser i den irakiske olieindustri.
Magthaverne i de tre lande er altså ikke modstandere af krigen, fordi de er fredselskende – den franske Præsident Chirac har da også understreget, at han ikke er pacifist.
De er styret af de samme interesser, som deres amerikanske kollega, blot med modsat fortegn. De russiske, franske, tyske og kinesiske magthavere er ikke begejstrede for de økonomiske og strategiske fordele, amerikanerne forsøger at erobre, og de forstår vinket med vognstangen.
Var det ikke for de stærke freds-bevægelser i både Frankrig og Tyskland, ville magthaverne i de to lande måske alligevel modstræbende være gået med i en krig, så de kunne få en lille del af rovet.
Japan er endnu en trussel mod amerikansk dominans på sigt, men ti års krise har svækket magthavernes ambitioner, så Japan bakker op om krigen. Men for bare ti år siden frygtede de amerikanske magthavere Japans indtrængen på de amerikanske markeder, og japansk kapitals investeringer i USA. Først i 90erne blev George Friedman fra Sikkerhedskonsulent firmaet Stratfor taget seriøst, da han var med til at skrive bogen ”Den kommende krig med Japan”.
Men der er endnu en årsag til, at krigen kommer nu. Siden Vietnam-krigen har amerikanske regeringer haft svært ved at gennemføre militære operationer, hvor indsættelse af landtropper kunne medføre større tab, fordi magthaverne frygtede befolkningens reaktion.
Nu satser magthaverne på, at de kan udnytte 11. september-tragedien til endelig at begrave dette såkaldte Vietnam-syndrom, som i mange år har virket hæmmende for deres manøvremuligheder i kampen for verdensherredømmet.
Billede. De amerikanske magthavere bruger deres overvældende militærmagt til at sikre sig den dominans, deres økonomiske kraft ikke længere garanterer
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed