Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 214 – Maj 2003 – side 12

De multinationale scorer kassen på vores modstand

Profiterer på bevægelsen

Jan Hoby

De multinationale ønsker at lave profit på fred ... og på krig. Jan Hoby viser, hvor pervers kapitalismen egentlig er.

Den internationale antikrigsbevægelse sender reklamebranchens litterære rutinearbejdere på overtid. De snu firmaer ser antikrigsbevægelsen og den antikapitalistiske bevægelse som et nyt marketingsredskab, der kan skaffe dem adgang til store grupper af unge mennesker. Deres tilgang til disse bevægelser har mange forskellige former.

Firmaer som NIKE med deres “Just do it” tema eller FCUK med deres anti-etablissement-holdninger spiller på relativt sikker grund. Mens Qibla og Mecca Cola forsøger at erobre en lille del af Coca Cola og Pepsi’s markedsandele ved at præsentere sig selv som etniske alternativer til disse globale giganter.

Mecca Cola

Mecca Cola forsøger at erobre en lille del af Coca Cola og Pepsi’s markedsandele ved at præsentere sig selv som etniske alternativer til disse globale giganter.

Mecca Cola’s reklamer lyder: “Don't drink stupid. Drink with conviction.” Andre firmaer forsøger at gøre deres indtog på det voksende antikrigsmarked. Levi’s i Europa har lige produceret en T-shirt med ordene “Peace” og Diesel har længe forbundet sig med både den antikapitalistiske bevægelse og antikrigsbevægelsen. Med temaet “It’s right to protest” og “Fight for 4 days week” har de signaleret, at deres produkter er for dem, som vil en bedre verden. Under januar-udsalget kunne man på Købmagergade i København se Diesel’s konceptbutik annoncere udsalget som en kæmpemæssig demonstration med papskilte, bannere og flag.

Et fransk skotøjsfirma har lige lanceret en arabisk-lignende sko dekoreret med Stars and Stripes sammen med ordet “Peace”, og det spanske skotøjsmærke Campers bruger fredstegnet som deres frontlogo i deres sommer-kampagne.

I modsætning til den “frie” presse og radiostationer, som har censureret alt, der blot har en snært af et antikrigsbudskab, så har de største musikkæder i Europa opgraderet klassiske antikrigs-album, fordi pladebranchens boldhunde kan lugte, at musik med mening ikke har nogen udløbsdato.

Markedets strategiske undersøgelser produceret af forskellige reklamebureauer har identificeret en såkaldt ny trend blandt unge mennesker kaldet “inner directedness” eller på dansk “indre retningslinier”. Denne højtravende kancellistil og nytteløse lir er noget de multinationale selskaber betaler titusinder af kroner for. Men for mange mennesker er denne “nye trend” blot et udtryk for, at et voksende antal mennesker afviser den sidste nye mode, indretning, dippedutter og finesser, til fordel for produkter med et “etnisk” eller “moralsk” tema. En direkte konsekvens af, at flere og flere afviser den nyliberalistiske formel og model med at “One size fits all”.

Så perverteret er kapitalismen, at forskellige T-shirt-producenter, allerede inden Bush, Blair og Fogh havde afsluttet deres racistiske erobringskrig og var blevet besættelsesmagter, havde trykt trøjer, der skulle sikre deres andel af profitten fra denne blodige krig.

Set i lyset af de multinationales grådighed for hurtig profit, vil jeg godt komme med et par forslag til, hvad der kan produceres af fede T-shirts – som jo er sommerens retromode. Hvad med en T-shirt, hvor MAERSK logoet bliver brugt og samtidig oversat til, hvad dette “hæderkronede” danske firma virkelig står for: MAERSK = Morderiske, Amoralske, Elitære, Reaktionære, SkibsKrigsimperialist. Eller hvad med oversætte Fogh til Fanatisk, Overfarlig, Grusom Hulemand.

Reklamer er et magtfuldt medie, men det faktum, at reklamebranchen bliver nødt til at bruge vores bevægelsers symboler og værdier for at kunne sælge deres produkter til os, viser kun hvor stærk og afgørende hele den antikapitalistiske og ant–iimperialistiske bevægelse er blevet.

Vi bliver nødt til at minde os selv og hinanden om, at vi er de mange og de er de få. De behøver os mere, end vi behøver deres utroværdige og ulækre salgsnumre. Hvis du efter at have læst denne artikel om reklame- og tøjbranchens hykleri og grådighed vil afvise enhver form for forbrugerisme, så vil jeg sige STOP.

Du skulle hellere købe dig en fed T-shirt med Coca Cola’s logo, der siger Anti-Capitalist, den fås til både kvinder og mænd og er i sommerens moderigtige farver. Eller hvad med en T-shirt med den internationale antikrigs–bevægelses logo, et stopskilt med en bombe. Eller køb et 100 % rødt retro tørklæde med den klassiske gule knyttede næve. Så er du klædt på til kamp & lir.

Flere artikler fra nr. 214

Flere numre fra 2003

Se flere artikler af forfatter:
Jan Hoby

Siden er vist 1548 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside