Socialistisk Arbejderavis
Nr. 214 – Maj 2003 – side 13
Velfærd for alle – eller for dem der har råd?
Poul Erik Kristensen
Regeringens dagsorden er klar. Den solidariske velfærd skal erstattes af et samfund, hvor de økonomisk velstående også skal sikres den bedste velfærd. Velfærden er under beskydning. Skatte-lettelserne skal finansieres med nye nedskæringer, og ved de kommende forhandlinger mellem regeringen, kommunerne og amterne vil Fogh og co. kræve nye forringelser i velfærden. Regeringen gik på valg på at sikre sygehusene. Inden for den seneste uge er seks nye sygehuse blevet truet med lukning – og i forbindelsen med budgetterne sidste år røg en del sygehuse og skadestuer. Sidste år var det først og fremmest pædagogerne, der tog kampen op mod nedskæringerne. Men der skal flere på banen i år. Den danske velfærdsstat er skabt af arbejderbevægelsens kamp for bedre levevilkår og social sikkerhed. Og det er også de eneste, der kan forsvare den.
Den danske velfærdsmodel er altid blevet gjort til noget specielt. Det er blevet sagt, at Danmark – sammen med de øvrige skandinaviske lande – har en mere lige indkomstfordeling end resten af Europa og USA. En af årsagerne hertil er den omfordeling, der finder sted via staten.
Og selv om der er mange gode grunde til grund til at forsvare de sociale landvindinger, er der dog ingen grund til at falde i svime over vores velfærdssamfund.
Ligheden er det nemlig så som så med.
Ser man på fordelingen af indkomsterne kan man se, at de ti procent af befolkningen, der får mest, tjener over en fjerdedel af den samlede indkomstmasse. I den anden ende af skalaen tjener de fattigste ti procent af familierne 1,7 procent af den samlede indkomst.
Der er ingen tvivl om, at der er sket velstandsstigning i det danske samfund, men omvendt også at velstanden er ulige fordelt. Og nye tal viser, at 9,2 % af den danske befolkning i dag må betegnes som fattige.
Stor ulighed
Ulighed handler dog ikke kun om fordeling af penge, men handler også om ens mulighed for at få indflydelse på arbejdet og ens risiko for at blive ramt af sygdom.
Og alle statistikker viser, at der er kæmpe-forskelle.
Mens »højere funktionærer« i overvejende grad angiver at være medbestemmende i forhold til eksempelvis arbejdets tilrettelæggelse og arbejdstempoet, er de faglærte og ufaglærtes indflydelse noget mindre. Og arbejdsløse mænd har langt hyppigere en langvarig lidelse end deres beskæftigede kønsfæller. Således angiver 52 procent af de arbejdsløse at have en langvarig lidelse, mod 22 procent af de arbejdende mænd.
Og intet tyder på at det bliver bedre fremover, hvis man ikke gør op med den nyliberalistiske storm, som fejer ind over landet.
I ly af den militære invasion og besættelse i Irak, blæser Venstre igen til angreb på velfærden.
Efter at have været i defensiven i en periode tromler de igen frem med planer om udlicitering og ”øget frit valg”. Et frit valg som vel at mærke kun er til gavn for der økonomisk og socialt stærkeste.
Samtidig appellerer borgerlige politikere til at vi igen får indført en ”hattedame-kultur”, hvor det i høj grad er frivillige, der skal være bærende i det sociale arbejde.
Inspirationen kommer blandt andet fra EU.
EU-Kommissionen bud på indholdet i EU’s sociale politik er netop øget brug af frivilligt socialt arbejde, privatiseringer og aktivering. Og socialpolitikken og pensionerne skal indrettes så de er “produktive“.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed