Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 215 – Juni 2003 – side 4

Hvem betaler prisen

Verdensøkonomien i dyb krise

Frank Antonsen

TDC’s udmelding om, at de skulle fyre 10 % af deres arbejdsstyrke, er blot et af mange tegn på den omsiggribende økonomiske krise.

I følge Danmarks Statistik er ledigheden steget med 13,8 % i første kvartal i år, og der forventes flere massefyringer i den nærmeste fremtid. SAS har allerede fyret 400, Arla Food fyrer 600 og Royal Copenhagen 175. Måske kommer Københavns Metro også snart ud med meldinger om massefyringer.

Østrigske arbejdere demonstrerer mod regeringens pensionsreform

Titusinder af østrigske arbejdere demonstrerer mod regeringens pensionsreform.

I hvert fald er deres ansatte så bekymrede, at de har udstedt et ultimatum til ledelsen, hvori de forlanger at få en garanti for, at der fortsat er penge til lønninger. Og økonomer forudser, at den faldende dollarkurs vil betyde, at der mistes 25.000 danske arbejdspladser.

Billedet er det samme, hvis vi kigger udenfor landets grænser. Den tyske økonomi, som før har været motoren i hele den europæiske kapitalisme, skrumpede med 0,2 % i første kvartal og havde nulvækst kvartalen inden. En vækst på 2 % er normalt nødvendigt bare for at holde hjulene i gang. Både Tyskland og Frankrig må opgive at opfylde de strenge økonomiske krav, der ligger i Euro-samarbejdet.

Verdens største økonomi, USA, er også i krise. Privatforbruget, som i øvrigt står for 2/3 af al økonomisk aktivitet i landet, falder. Ledigheden stiger og den økonomiske vækst sidste år var på blot 0,7 %, altså langt under den nødvendige 2 %-grænse.

Mange borgerlige økonomer og politikere havde ellers regnet med en positiv økonomisk effekt af Irak-krigen. I stedet er opsvinget udskudt nok en gang. Det kan nu tidligst komme i slutningen af året, og kan derfor tidligst have en positivt afsmittende effekt på resten af verden engang til næste år. Der er ikke mange gode nyheder indenfor finans-verdenen for tiden.

Den økonomiske krise har stået på i mange år. Først blev Mexico ramt i 94/95, hvilket resulterede i den hidtil største økonomiske hjælpepakke fra USA’s side. Men allerede i 1997-98 var den for alvor gal igen. Denne gang havde krisen fat i hovedmotoren for 80ernes økonomiske vækst, nemlig de sydøstasiatiske “mirakeløkonomier” i Sydkorea, Thailand, Malaysia og Indonesien. Disse lande var indtil da blevet udråbt som det endegyldige bevis på liberalismens ufejlbarlighed.

Samme år blev Rusland ramt, og det største økonomiske kollaps i fredstid nogensinde har netop fundet sted i Rusland. Allerede året efter blev Argentina og Brasilien ramt. Der var nu kun Vesteuropa og USA tilbage, idet Japan allerede havde kæmpet med økonomisk nedgang i et helt årti.

I 2001 bristede så den berømte “IT-boble”. Dermed var krisen for alvor kommet til den moderne kapitalismes centrer, og samtidigt afslørede den, at al akademisk snak om et “post-industrielt informationssamfund”, der var befriet for den gamle kapitalismes kriser, var rent vrøvl.

Og lige siden har verden været i recession. Mange store firmaer, især i USA og England, benyttede terrorangrebet den 11. september til at gennemtrumfe massive nedskæringer. Men økonomiske observatører havde allerede måneden inden set, at massefyringer var på vej.

Hvor kapitalister tyr til massefyringer for at bevare deres profitter, tyr socialdemokrater og deres borgerlige kolleger til massive nedskæringer. Herhjemme har Fogh spillet ud med en plan om at hæve pensionsalderen, så folk kunne arbejde længere. Hans kolleger i Tyskland, Østrig og Frankrig har alle kommet med lignende udspil, der stærkt forringer pensionsordningerne. Den stigende ledighed taget i betragtning, ville det ellers være oplagt at sætte arbejdstiden ned og derved få flere i arbejde. Men det ville ikke tilfredsstille arbejdsgiverne. For at de kan få større profitter, må arbejderklassen betale prisen.

Al profit kommer i sidste instans fra det arbejde, arbejderne udfører. Arbejdsgiverne forsøger nu at presse os til at arbejde mere, hurtigere og længere – uden at få mere i løn. Det “merarbejde”, der derved bliver udført, bliver direkte til en større profit.

Det er én af måderne, profitten kan øges på. En anden måde er ved at skubbe flere udgifter over på arbejderklassen. Det kan ske ved øgede priser, brugerbetaling eller gebyrer eller ved højere skatter. Og faktisk er forbrugerpriserne steget med 2,5 % i april måned i år herhjemme. De to største områder er uddannelse, hvor prisstigningen er 24,6 %, og varer og tjenester, hvor stigningen er på 4,8 %.

Regeringen har masser af den slags udspil liggende klar. Øget brugerbetaling, mere privatisering og flere gebyrer vil komme på tale. Socialdemokraterne vil desværre ikke være i stand til at komme med noget alternativ, og langt inde i SF’s rækker har man også købt forvrøvlede argumenter såsom “pensionsbomben” og snak om økonomisk “ansvarlighed”.

Hvis krisen skal overvindes, uden massearbejdsløshed og fattigdom til følge, kræver det en øget socialkamp fra vores side. Her kan vi hente inspiration i de store demonstrationer og strejker, der har ramt Sverige, Tyskland, Østrig og Frankrig den sidste tid.

Flere artikler fra nr. 215

Flere numre fra 2003

Se flere artikler af forfatter:
Frank Antonsen

Siden er vist 1968 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside