Socialistisk Arbejderavis
Nr. 215 – Juni 2003 – side 9
Iran 1979: Den tabte arbejderrevolution
Mikkel Birk Jespersen
Overalt i Mellemøsten har USA’s krig mod Irak medført omfattende protester som også har rettet sig mod de lokale regimer. Millioner har demonstreret, studerende har strejket og der har været kampe med politiet. Dette rejser spørgsmålet om revolution i Mellemøsten – hvordan vil det komme til at foregå? Vil arbejderne kunne tage magten?
Arbejderklassens organisering var afgørende for Shah'ens fald i Iran i 1979. Men en uerfaren arbejderklasse og svag venstrefløj førte til, at Khomeini kom til magten, i stedet for den arbejdermagt der var vokset frem flere steder i landet
Også i det besatte Irak rejses spørgsmålet om alternativet til besættelsesmagten – er det at FN rykker ind og agerer besættelsesmagt i stedet for USA, eller er det at de irakiske arbejdere selv tager kontrol over landet?
Vi har før set revolutioner i Mellemøsten. Den mest radikale var Den iranske Revolution i 1979, hvor den amerikansk-støttede Shah blev væltet – og hvor Ayatollah Khomeini endte med at komme til magten og indføre en ’islamisk stat’. Oftest præsenteres Den iranske Revolution som en rent islamisk revolution fra start til slut. Dette er langt fra sandheden. Revolutionen udviklede sig til en arbejderrevolution, og i lang tid udfordrede arbejdernes egne ’shora’er’ – arbejderråd – Khomeinis ambitioner. Der gik faktisk op mod et år fra Shah’en var blevet væltet til islamisterne havde fuld kontrol over landet.
Af disse grunde er der mange elementer i Den iranske Revolution der kan fungere som nspirationskilde for dem der i dag søger revolutionære alternativer i Mellemøsten.
Iran var i 1970’erne et land præget af modsætninger: moderne kapitalisme, industrialisering og olieproduktion i stor stil eksisterede side om side med det traditionelle småborgerskab og den nye middelklasse – henholdsvis de handlende i ’bazaar’en’ og de intellektuelle og studerende. Begge de sidstnævnte grupper følte de var under pres, idet den økonomiske udvikling truede med at henvise dem til en marginal magtposition i samfundet.
Også bønderne var pressede, og de mange der søgte ind til byerne, uden dog at finde noget arbejde, skabte en stor underklasse uden noget håb for fremtiden.
Fra starten af det 20. århundrede havde regimet i Iran – der var tæt tilknyttet den britiske imperialisme – forsøgt at modernisere landet for at tilpasse sig den omgivende kapitalistiske verden. Det var netop disse moderniseringer der skabte den ujævne udvikling i det iranske samfund, og som ikke mindst skabte en voksende arbejderklasse. Og det var en arbejderklasse der også kunne kæmpe.
Den økonomiske krise i 1970’erne uddybede forskellene mellem samfundets forskellige lag; mellem magthaverne og arbejder og studerende og mellem det nye og det traditionelle borgerskab og præsteskabet.
Hidtil havde modstand mod Shah’ens regime været begrænset til guerillakamp og enkelte strejker, men i løbet af 1977 begyndte bredere lag at blive trukket ind i kampen. Massedemonstrationer konfronterede politiet med krav om politiske reformer.
Disse demonstrationer var domineret af studerende og intellektuelle og de fattige fra byernes slumkvarterer. Regimet forsøgte først at slå hårdt ned på demonstrationerne, men da det ikke lykkedes prøvede Shah’en at give begrænsede reformer. Resultatet af disse reformer blev at modstanden fik endnu mere vind i sejlene og fortsatte kampen for at vinde flere sejre.
I midten af 1978 kom arbejderklassen for alvor på banen. Strejker greb om sig, og hvor der før var blevet rejst snævre økonomiske krav, blev disse nu kombinerede med politiske krav. I efteråret gik arbejdere sammen med de andre undertrykte grupper i millionstore demonstrationer. Oliearbejderne skar olieproduktionen ned fra 6 millioner til først én million og så kun 200.000 tønder om dagen.
Arbejdernes intervention blev afgørende: i januar 1979 flygtede Shah’en. Det efterfølgende magt-tomrum blev øjeblikkeligt forsøgt udfyldt, idet Ayatollah Khomeini vendte hjem fra sit eksil og udnævnte sig selv til statsoverhovede og lederen af Den nationale Front, Mehdi Bazargan, til premierminister. Samtidig dannede Khomeini et hemmeligt ’Revolutionært Råd’.
Dette sikrede dog ikke Khomeini magten. Arbejdernes shora’er var skudt op overalt og kæmpede med de lokale fabriksledelser om magten på virksomhederne. Flere steder overtog de direkte kontrollen over produktionen.
Shora’erne havde lighedspunkter med de arbejderråd, der er opstået flere gange i løbet af historien når kampen mellem arbejderne og magthaverne har været særligt skærpet, f.eks Rusland 1905 og 1917, Ungarn 1956, Chile 1973, Argentina 2002 og flere andre steder. Arbejderrådene har bestået af delegerede valgt på arbejdspladserne, og de har således altid været ekstremt demokratiske og fleksible i forhold til at udtrykke arbejdernes krav. De iranske shora’er var ikke nær så udviklede som eksempelvis de russiske sovjetter, men de havde klare tendenser og potentiale til at udvikle sig til deciderede arbejderråd.
Og disse shora’er havde ikke til sinds uden videre at overgive magten til den nye, selvudnævnte regering. De stillede krav om indflydelse på arbejdspladserne og i den nye regering, og de vendte sig mod nye former for undertrykkelse. Dette førte i første omgang til konfrontationer mellem shora’erne og Hizbollah, Khomeinis væbnede gruppe.
Det lykkedes dog ikke umiddelbart at knuse shora’erne. Og Khomeini valgte en ny og anti-imperialistisk taktik. Khomeinis IRP (Det islamiske republikanske Parti) iværksatte i november 1979 en spektakulær besættelse af den amerikanske ambassade i Iran – nu var det den amerikanske imperialisme der var hovedfjenden, og gik man imod IRP, gik man imperialismens ærinde. Dette træk førte til forvirring og splittelse på venstrefløjen og blandt de øvrige kræfter bag revolutionen, og det øgede IRPs popularitet radikalt. Islamiske shora’er kæmpede med arbejdershora’erne og stillede krav om ’islamisk ledelse’ af virk-somhederne i stedet for arbejderindflydelse.
I den nye regering havde to fløje bekæmpet hinanden – på den ene side Khomeinis radikale islamisme og anti-imperialisme, på den anden siden en mere vestligt orienteret fløj. Denne magtkamp svingede nu ud til Khomeinis fordel.
IRP havde på denne måde haft held til at mobilisere den iranske middelklasse – både de småhandlende fra bazaar’en og de intellektuelle fra universiteterne. Således kunne de angribe først venstrefløjen i alliance med borgerskabet (Bazargan m.fl.), og derefter vende sig mod borgerskabet og selv tage magten. Khomeini sigtede ikke på at skabe et islamisk ’feudal-samfund’, men på at tage kontrol over staten og bruge den som instrument i opbygningen af den iranske kapitalisme og konsolideringen af sin egen magt.
Det samme mønster har man set i en række lande i den tredje verden, hvor nationalistiske og anti-imperialistiske kampe har ført til at ikke arbejderklassen, men dele af middelklassen er kommet til magten og har opbygget lande efter den statskapitalistiske model (dvs. som Sovjet, Kina, Cuba osv.).
Men som udviklingen af Den iranske Revolution også viser, så var dette ikke et uundgåeligt resultat. Arbejdernes egen organisering og selvstændige kamp for deres krav kunne være blevet det revolutionære alternativ til Khomeini’s diktatur. Men arbejderklassen var for relativt uerfaren og venstrefløjen for forvirret i forhold til hvad den skulle mene om IRPs anti-imperialisme, til at kunne stille dette alternativ klart op.
Venstrefløjen svingede mellem ukritisk støtte til Khomeini i kampen mod imperialismen og kamp mod IRP i alliance med dele af det detroniserede borgerskab. I sidstnævnte tilfælde var det relativt let for det nye regime at anklage venstrefløjen for at gå hånd i hånd med imperialismen, og på den måde sikrede IRP sig befolkningens støtte til at bekæmpe venstrefløjen.
Når man ser på Mellemøsten i dag er det netop vigtigt at holde fast i at arbejderrevolution er en mulighed. Valget står ikke blot mellem imperialisme og religiøs fundamentalisme. Den eneste strategi der på langt sigt kan føre til sejr er kamp mod imperialismen på et arbejderklassegrundlag. Det er arbejderklassen, der har nøglen til både at lukke samfundet ned og starte det op igen under sin egen kontrol: arbejderklassen er således den eneste klasse der kan gennemføre socialismen.
Det er derfor afgørende, at alliancer med forskellige andre sociale kræfter, der også har en interesse i at bekæmpe imperialismen, ikke sker på bekostning af arbejderklassens selvstændige kamp. Hvis andre grupper tager lederskabet, vil man nok kunne give imperialismen modstand, men ikke indføre socialismen, og der er – som vi har set – risiko for at en ny form for undertrykkelse opstår.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed