Socialistisk Arbejderavis
Nr. 216 – Juli 2003 – side 9
Derfor Lenin!
Jan Hoby
De ideer og erfaringer, som Lenin gjorde sig op til og under den russiske revolution i 1917, er stadig vigtig for revolutionære i dag. Ikke mindst hans ideer om, hvordan et parti, der ønsker at ændre verden, bør arbejde, er til stor inspiration for alle anti-kapitalister.
Den første reaktion på ideen om at ville aktualisere Lenin i det 21. århundrede vil nok være sarkastisk latter.
Marx er OK.
Selv på Wall Street er der folk der elsker ham. Marx gav os jo en perfekt beskrivelse af kapitalismens dynamik; Marx’s kulturelle studier beskrev fremmedgørelsen og tingsliggørelsen af vores hverdagsliv.
Men Lenin, det må være en spøg?
Tværtimod!
Som den ledende intellektuelle akademiker Slavoj Zizek skriver i sin nyeste bog Revolution at the Gates – selected writings of Lenin from 1917, så “fortjener Lenin meget større opmærksomhed... Og hans tekster fra 1917 er et vidnesbyrd om en formidabel politisk person. De viser hans evne til at opfange det specifikke og unikke i et ekstraordinært øjeblik i historien.”
At vende tilbage til Lenin, er ikke et nostalgisk forsøg på at genopfinde “de gode gamle revolutionære tider”, ej eller et opportunistisk eller pragmatisk forsøg på at tilpasse det gamle program til “nye betingelser”. Men det er at genopfinde det revolutionære projekt under imperialismens og kolonialismens tidsalder.
Men er leninismen ikke død? Og skal leninismen ikke sendes i historiens skraldespand, sammen med stalinismen?
Svaret er et stort og kraftigt NEJ, eller som Max Horkheimer udtrykte det tilbage i 1930’erne: “Hvis du ikke ønsker at tale om kapitalismen, så skal du tie stille om fascismen.” Eller sagt med andre ord, hvis du ikke ønsker at tale om det revolutionære parti, så skal du tie stille om revolutionen.
For uden at diskutere spørgsmålet om hvilken type organisation vi skal have for at kunne smadre den globale kapitalistiske verdensorden og dens voldsapparat og derved skabe en anden verden, ender den antikapitalistiske bevægelse op med at få det samme svar som jakobinerne under den franske revolution gav til Girondinernes kompromiser: “Du ønsker revolution uden revolution!”
Det leninistiske bidrag til og udvikling af marxismen har to afgørende elementer: Revolutionær kamp og især, opbygningen af et revolutionært parti.
Men mange på venstrefløjen og i den antikapitalistiske bevægelse ser Lenin og Bolsjevikpartiet som årsagen til stalinismen. Ansvaret for alle overgrebene i 1930’erne bliver lagt hos dem, der opbyggede verdens mest succesfulde revolutionære arbejder-masseparti i Rusland. Leninisme forbindes også med centralisme, mangel på demokrati og monolitisk styre.
Det er ikke svært at se, hvorfor disse billeder har overlevet og stadig trives i de nye sociale bevægelser.
Under de såkaldte “virkeliggjorte socialistiske” regimer, har et-parti-styret været altdominerende, som f.eks. på Cuba i dag. Partimedlemskaber under disse regimer gav privilegier og avancementer snarere end kollektiv kamp. Og deres satellitorganisationer verden over var tragiskkomiske minikopier af George Orwells 1984, hvor ensretning og mangel på selvstændig tænkning og handling var en forudsætning og betingelse for medlemskab.
Men Lenins opfattelse af partiet har intet med disse stalinistiske organisationers perverse måde at agere på.
Lenins opfattelse af partiet var, at det var rodfæstet i og var en del af arbejderklassen. Det var et avantgarde-parti i den forstand, at det samlede de bedste aktivister og de bedste erfaringer i arbejderklassen.
Et sådant parti var nødvendigt af én grund. Bevidstheden i arbejderklassen er ujævn; kun et mindretal bliver revolutionære, i det mindste indtil der er en fuldt udviklet revolutionær situation. De revolutionære er nødt til at kæmpe for deres ideer inden for arbejderklassen og dens organisationer.
De er nødt til at gøre dette gennem aktivitet, ved at udfordre det eksisterende system gennem daglige kampe, strejker og demonstrationer. Derfor er revolutionære, også med Rosa Luxemburgs ord, de bedste reformister, fordi revolutionære kæmper for “den mindste forbedring, mod den mindste forringelse.”
Et revolutionært parti må derfor være en organisation af aktivister, der er i stand til at handle fælles for at opnå maksimal effekt på deres arbejdspladser, uddannelsessteder og faglige organisationer. Og det må fungere som arbejderklassens hukommelse, så de samme fejl ikke skal gøres om og om igen ved at diskutere historie, teoretisere og generalisere over praksis og lære af kampene.
For at kunne gøre begge ting, må det revolutionære parti have en ganske anderledes struktur end reformistiske partier og stalinistiske organisationer, som bygger på bureaukratisk centralisme og guddommelig enevælde. Modsat har leninistiske organisationer en demokratisk-centralistisk struktur.
Mange vil sige at der en modsætning her. Hvordan kan demokrati fungere sammen med en centralistisk kommandostruktur? Centralisme er det logiske resultat af ægte demokratisk diskussion. Spørgsmål debatteres, argumenteres og somme tider kæmpes der om dem. Men når de er afklaret, må alle – uanset deres stilling under debatten – bøje sig for afgørelsen for at sikre den mest effektive politiske indsat i klassekampen.
Denne superdemokratiske organisationsform ligger milevidt fra de reformistiske organisationer som Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. De har selvfølgelig også diskussion og debat – med der er ikke meget, der binder de enkelte medlemmer til bestemte beslutninger, ej eller disse partiers ledelser.
F.eks. er Enhedslisten på papiret mod nedskæringer på velfærdsområdet, men Enhedslistens byrødder i Århus deltog i nedskæringer på daginstitutionerne i 2002, sammen med Dansk Folkeparti.
SF har på flere landsmøder vendt sig mod udlicitering og privatisering, men deres byrødder deltager gerne i angreb på arbejderklassen. Det er partier hvor medlemmer og ledelser frit kan ignorere demokratiske beslutninger – og dermed skabe forvirring og afmagt, frem for at være med til at styrke den politiske diskussion i bevægelsen.
Og endelig er demokratisk centralisme ikke så odiøst som det lyder for nogen. Demokratisk centralisme stammer fra klassekampens krav om at kunne handle mest effektivt mod den kapitalistiske stat og arbejdsgiverne, og ses i fuld flor hver eneste gang arbejdere er i strejke.
Lenins store fortjeneste var at han ikke var bange for succes. I hans klassiske værk “Hvad må der gøres” skriver Lenin: “Giv os en organisation af revolutionære, og vi skal løfte Rusland af hængslerne.”
Det løfte tog han helt bogstaveligt. Lenin formåede at appellere, uden om Bolsjevikpartiets konservative lag, til den russiske arbejderklasse og fandt et ekko i den fantastiske udvikling af græsrodsdemokrati, som sovjetterne var et udtryk for. Arbejderklassen ignorerede den “legitime” regering og tog skæbnen i egne hænder.
I foråret 1917, efter Februar-revolutionen som væltede zarens regime, var Rusland det mest demokratiske land i hele Europa, og med en ikke tidligere set, grad af massemobilisering, organisations- og pressefrihed.
Lenin forstod bedre end nogen den fundamentale lære af revolutionær materialisme; at en revolution må slå til to gange for at blive en succes, – ellers er vejen til kontrarevolution banet. Og for at det skal blive succesfuldt kræves der et masseparti der er rodfæstet i arbejderklassen.
Lenins og bolsjevikkernes erfaringer viser, at revolutionæres primære opgave er at forberede sig til en revolutionær situation gennem at opbygge et revolutionært parti.
Men partiet har også en rolle i perioder som den nuværende, hvor kampniveauet er højt, men langt fra, hvad der var i perioder som 1917. Klassekampen er nøglen til socialistisk forandring, og klassekamp opstår, uanset om der er et revolutionært parti eller ej. Men organiseret intervention fra bevidste revolutionære kan gøre en stor forskel for resultatet.
Situationen i Argentina er at af de sidste eksempler på arbejderklassens potentiale for at udfordre kapitalismens logik. For halvandet år siden væltede strejker og protester fem præsidenter, og i dag er 200 fabrikker besat og styret af arbejderne.
Men situationen i Argentina viser også den sørgelige konsekvens af fraværet af et revolutionært masseparti. De politiske kræfter der peger på at omstyrte systemet, vælte staten, og indføre reelt arbejderdemokrati står ikke stærkt nok. Så længe det reelle arbejderdemokrati ikke fuldt ud erstatter staten og regeringen, vil staten fortsætte med at angribe arbejderklassens organisering.
Lenins teori om partiet er mere aktuelt end nogensinde. Hvis det skal lykkes arbejderklassen at gennemføre en verdens revolution, så er Lenins bidrag uundværlig.
Litteratur, der anbefales
Slavoj Zizek, Revolution at the Gates, selected writings of Lenin from 1917. Verso 2002
Lenin, Hvad må der gøres. Udvalgte værker, Tidens Forlag, 1979
Lenin, Staten og Revolutionen. Udvalgte værker, Tidens Forlag 1979
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed