Socialistisk Arbejderavis
Nr. 217 – August 2003 – side 3
Bevar Christiania
Oprør mod regeringen
Ida H. Jakobsen
“Jeg går ind for at bevare Christiania, som det alternative, sociale og kulturelle eksperiment, det er.
Vi kan ganske enkelt ikke undvære det. Men dette er ikke bare en bevægelse for at bevare Fristaden, det er også et oprør imod den borgerlige regerings politik og indsnævring af demokratiet.” Ordene kommer fra Bent Ohm, fra kultur- og spillestedet ‘Fedtebrødet’ i Ålborg.
Fedtebrødet er initiativtager til den store mobiliseringskampagne i provinsen op til Christiania-demonstrationen i København den 30. august.
“Det er en skandale, at Dansk Folkeparti har den indflydelse, de har i dansk politik, og de forstår udmærket at udnytte det med de sorteste af de sorte forslag og udspil. Jeg har ikke svært ved at lave koblinger til jødeforfølgelsen og McCarthyismen. Men jeg tror, de mange stemmer til Dansk Folkeparti ligeså meget var en demonstration, som det var reel opbakning til deres politik.
Det vi har brug for nu, er et oprør mod regeringen og Dansk Folkeparti. SF og Social-demokraterne er nogle vat-pikke, der reelt er med til at bevare regeringen ved ikke at opstille en skarp opposition. Det eneste, der for alvor kan rokke ved regeringen, er et oprør. Og det skal komme fra neden.”
“Vi organiserer tog og busser fra hele provinsen til demonstrationen den 30. august. Der er brug for alle kræfter til at sikre mobiliseringen og organiseringen af demonstrationen. Der er allerede 100 mennesker her fra Ålborg, der har meldt sig til at hjælpe til med arrangementet i København, men der er brug for mange flere.
Hvis vi arbejder sammen om dette, både i politiske organisationer, i fagbevægelsen og andre solidaritets-organisationer, kan demonstrationen den 30. august ende med at blive en historisk stor manifestation mod regeringen.”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe