Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 217 – August 2003 – side 9

Fransk kulturoprør

Frank Antonsen

Sommeren igennem har franske kulturarbejdere været på barrikaderne i en hel ny type strejke, der på kort tid har vist sig at have en stor effekt. Kulturarbejdernes kamp fulgte efter et forår, hvor stor grupper af franske arbejdere – ikke mindst lærerne – har været ude i kamp mod regeringen.

Chiracs borgerlige regering har angrebet arbejdernes pensionsordninger, og regeringen er i gang med at indføre stramninger overfor de arbejdsløse. I Frankrig, som i Danmark, er det en offentlig hemmelighed, at store dele af kulturlivet holdes oppe af arbejdsløse, som udstiller billeder, spiller teater eller giver koncerter. Det vil ikke længere være muligt med de nye stramninger.

På grund af nedskæringer er de fleste tv-stationer, teatre og koncerthaller i Frankrig nødsaget til at bruge løsarbejdere i stedet for at oprette faste stillinger. Derfor er de fleste kulturarbejdere arbejdsløse det meste af tiden. Eftersom både løn og dagpenge er meget lave, arbejder mange af dem sort. Det var netop det, der var regeringens undskyldning for at gribe ind. De ville komme “skattesvindelen” til livs. Og det gjorde de med en stribe stramninger overfor de arbejdsløse.

Derfor gik freelance arbejdere og andre ikke-fastansatte kultur-arbejdere sammen, og det lyk-kedes dem totalt at lamme land-ets mange kulturfestivaler. For eksempel blev verdens største teaterfestival, der finder sted i Avignon hvert år, aflyst for første gang i dets 57-årige historie. Det skete efter aktionerende “intermittents” (freelancere og løsarbejdere) havde aktioneret i tre uger. Andre steder er teatre, biografer og festivaler blevet blokeret eller besat, som fx. Operaen i Nancy eller det parisiske hovedkontor for tv-stationen TV5, som også kan tages med kabel-tv herhjemme.

De aktionerende har stor opbakning, og 650 kunstnere – heriblandt filmstjernen Gérard Depardieu – indrykkede på landets nationaldag et åbent brev til præsidenten, hvor de anklager ham for at udsulte kulturen.

Aktionerne ser ud til at fortsætte i august over hele landet.

I sagens natur er sådanne løsarbejdere spredte og isolerede, hvorfor det er svært at organisere dem. Det er derfor lidt af en bedrift, at det ikke bare er lykkedes at organisere dem, men også at deres kamp har været så effektiv.

Billedtekst:
Franske kulturarbejdere har lammet store dele af fransk kulturliv, gennem deres aktioner imod regeringens stramninger overfor arbejdsløse. Aktionerne fortsætter over sommeren.

Se også:
SAA 217: Tæt på fransk generalstrejke

Flere artikler fra nr. 217

Flere numre fra 2003

Se flere artikler om emnet:
Frankrig 1990-

Se flere artikler af forfatter:
Frank Antonsen

Siden er vist 1933 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside