Socialistisk Arbejderavis
Nr. 218 – September 2003 – side 8
Socialismens historie
Imperialisme – kapitalismens højeste stadie
Frank Antonsen
Krigen mod Irak har igen bragt begrebet “imperialisme” på banen. Efter Berlin-murens fald og den kolde krigs afslutning i 1989, hed det ellers, at nu kunne markedskræfterne regere frit, hvilket ville sikre os en paradisisk verden af overflod og fred.
Militær dominans er altafgørende set i den større sammenhæng, som en del af monopolernes og staternes indbyrdes rivalisering.
Markedskræfterne fik da også mere frit løb, end de nogensinde havde fået før, med massive privatiseringer, afskaffelse af handelsbarrierer gennem WTO og EU osv. Men resultatet blev ikke mindre krig. Tværtimod. Først så vi Balkankrigene i 90erne, Golfkrigen i 90-91, og folkemordet i Rwanda-Burundi i 94-95. Derudover har vi set krigene i Kosovo, Afghanistan og nu senest Irak.
Noget kunne altså tyde på, at krig er indbygget i systemet. Men hvad er det så ved markedskræfterne, kapitalismen, der igen og igen fører til krig?
Mange af de krige, der har fundet sted inden for de sidste 15 år er blevet søgt retfærdiggjort som “humanitære interventioner”, hvor det algode internationale samfund nådigt, men kontant, griber ind og stopper forskellige befolkningsgrupper fra at slå hinanden ihjel. Men al snak om masse-ødelæggelsesvåben og terror-forbindelser til trods, er det tydeligvis ikke lykkedes vore herskere herhjemme, i Storbritannien eller i USA at overbevise folk om, at krigen mod Irak var “human”. I stedet blev det ofte sagt af kritikerne af krigen, at det var olie, det drejede sig om. Det blev oven i købet indrømmet af de mest åbenmundede amerikanske politikere.
Situationen kunne bedst beskrives sådan: “... et verdensomspændende system, hvor en håndfuld ‘fremskredne’ lande kolonialt undertrykker og finansielt kvæler det overvældende flertal af Jordens befolkning. Og delingen af dette ‘bytte’ foregår mellem 2-3 verdensbeherskende og til tænderne bevæbnede røvere ..., som inddrager hele verden i deres krig om delingen af deres bytte.”
Det var sådan Lenin beskrev situationen omkring første verdenskrig, i en pjece – “Imperalismen som kapitalismens højeste stadium” fra 1916. I den argumenterede han for, at moderne kapitalisme er trådt ind i en “imperialistisk fase.”
Monopoler
Som Marx havde vist i midten af 1800-tallet, fører markedskræfterne automatisk til at monopoler opstår ved at udkonkurrere og opsluge andre firmaer. I starten af det 20. århundrede havde denne monopolkoncentration nået et sådant stadie, at en lille håndfuld firmaer reelt var dominerende i de kapitalistiske lande.
Det gælder i endnu højere grad i dag. For eksempel er næsten al mejeriproduktion herhjemme kontrolleret af Arla, stort set alle supermarkeder eller indkøbscentre er ejet af enten Mærsk eller FDB, Carlsberg/Forenede Bryggerier dominerer produktionen af øl og sodavand, alle banker og kreditforeninger er enten ejet af Danske Bank eller Nordea. Derudover dominerer Mærsk skibsfarten, olieproduktionen m.m. Alle disse firmaer er i øvrigt forbundet på kryds og tværs.
Alle kapitalister har til alle tider forsøgt at skaffe sig indflydelse på lokale eller nationale politikere, og bruge denne indflydelse til at skaffe sig selv bedre, og konkurrenterne dårligere, konkurrencefordele. Men det er først med dannelsen af så store monopoler, at de for alvor får held til påvirke den førte politik, og bruger de enkelte nationalstater til at skaffe sig bedre vilkår på bekostning af andre, udenlandske konkurrenter. Med nationalstaten i ryggen fordeles verden efter de aktuelle styrkeforhold. De rigeste lande får mest indflydelse, de fattigste mindst.
Men kapitalismen er dynamisk, og styrkeforholdene ændrer sig hele tiden. Lande, der før var svage, bliver stærke, og lande, der før var dominerende, sygner hen.
Kapitalismen udviklede sig først i England og Holland, og kort efter i Frankrig. Derfor havde disse lande stort set delt verden mellem sig i slutningen af det 19. århundrede på basis af deres indbyrdes styrkeforhold. Men i mellemtiden opstod nye stærke kapitalistiske magter – Tyskland, USA og Japan. Især Tyskland blev hurtigt lige så stærk som England. Resultatet var en række krige, der kulmi-nerede med Første Verdenskrig 1914-18. Kort efter fulgte Anden Verdenskrig, for den første krig havde ikke løst problemet. Undervejs voksede USA i styrke, og erobrede Puerto Rico og Filipinerne, og begyndte at underlægge sig Cuba og Latinamerika. Under den Kolde Krig delte USA og USSR verden imellem sig, ganske som England og Frankrig havde gjort knapt 100 år tidligere.
Imperialisme drejer sig ikke kun om at nogle få ‘udviklede’ lande underlægger sig ‘underudviklede’ lande i den tredje verden. Det er en del af imperialismen, og er en vigtig del i at sikre sig kontrollen over råstoffer. Men som Første – og især Anden – Verdenskrig viste, drejer imperialisme sig i høj grad også om at underlægge sig andre ‘udviklede’ lande. Og imperialisme drejer sig heller ikke blot om militær dominans, men i allerhøjeste grad også om økonomisk overherredømme.
Økonomisk konkurrence
Det blev især understreget af en anden bolsjevik, Bukharin, der skrev pjecen “Imperialisme og verdensøkonomi” kort før Lenin. Det er nemlig ikke kun våbenøkonomien, eller det såkaldte “det militær-industrielle kompleks”, der har interesse i imperialismen. Storkapitalen, især monopolerne, har det. Som Bukharin beskrev det: “Når som helst en ændring af økonomiske aftaler bliver bragt frem, dukker de involverede kapitalistgruppers stater op på scenen, og de indbyrdes forhold mellem disse stater – som i sidste instans kan reduceres til det indbyrdes forhold mellem deres militære formåen – bestemmer aftalens udformning.”
Og han fortsætter: “i ‘fredstid’ er det militære apparat gemt bag scenen, men det ophører aldrig med at virke; i krigstid dukker det mere direkte op på scenen...” Og: “Et kapitalistisk samfund uden våben er utænkeligt, ligesom det er utænkeligt uden krige ... økonomiske konflikters uundgåelighed fører til eksistensen af våben. Det er derfor vi i dag, hvor de økonomiske konflikter har nået en usædvanlig intensitet, er vidne til et sindssygt oprustningsorgie.”
Handelskrigene mellem EU og USA er blot et andet aspekt af den imperialistiske rivali-sering mellem de to blokke. En stor del af de slagsmål finder sted indenfor WTO. Det er især USA’s militære dominans, der sikrer at den såkaldte “Washington konsensus” bliver ført ud i livet, dvs. nedskæringer på den offentlige sektor, barbering af velfærden, fjernelse af statsstøtte og toldmure, privatisering og udlicitering. Alt sammen for at sikre ameri-kanske erhvervsinteresser en fordel på det internationale marked. Globaliseringen drejer sig i høj grad om amerikanernes globale dominans. Og de udenlandske firmaer, der aktivt hat støttet den amerikanske militære dominans, får del i rovet. Mærsk har for eksempel netop fået en yderst profitabel kontrakt med det amerikanske militær som tak for sin støtte til krigen mod Irak.
Tilsvarende slagsmål finder sted inden for EU. Her er det fx dansk erhvervsliv, der bruger den danske stat til at forsøge at sikre sig fordele på bekostning af tysk eller polsk erhvervsliv. Og tilsvarende for de andre lande. Når borgerlige politikere (og selv langt ind i SF’s rækker) argumenterer for en styrket militær dimension til EU, er det altså netop fordi de ønsker bedre at kunne konkurrere med USA. Bedre at kunne sikre sig, at fjernelsen af statsstøtte og toldmure ikke rammer dem, men kun deres konkurrenter. Når den japanske regering i øjeblikket ønsker en ændring af landets grundlov, så de igen må opbygge et offensivt militærapparat, handler det ligeledes om, at de ønsker sig bedre at kunne konkurrere med især Kina og USA i Østen.
Militarisering
Ofte er den militære dominans direkte en dårlig økonomisk forretning isoleret set, men den er altafgørende set i den større sammen-hæng, som element i monopolernes og stater-nes indbyrdes rivalisering. Derfor vil mindre stater, som ser sit snit til at blive regionale stormagter, bruge store dele af deres budget på investeringer i militær isenkram, på trods af udbredt fattigdom i landet. Derfor har både Pakistan og Indien udviklet atomvåben, og både Nordkorea og Iran er ved det.
Den tysk-polske marxist Rosa Luxemburg påpegede allerede i 1912 i sin bog “Kapitalens akkumulation”, den rolle militariseringen har spillet og stadig spiller i kapitalismens udvikling. Hun beskriver, hvordan militariseringen i kapitalismens barndom var altafgørende for at de først-udviklede lande, kunne underlægge sig kolonier i bl.a. Afrika, i at gennemtvinge lønarbejde eller handel – fx. var det amerikanske krigsskibe, der åbnede det ellers lukkede japanske marked, og England førte krig mod Kina for at tillade opium-handel. Men senere bliver det en væsentlig kilde til profit. I dag prøver Bush at trække den amerikanske økonomi op af sumpen ved en massiv oprustning – USA står nu for tæt på halvdelen af hele verdens militærudgifter.
Læs Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium: www.marxisme.dk/arkiv/lenin/1916/imperialismen/
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed