Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 218 – September 2003 – side 9

George Mobiot: “The Age of Consent – A Manifesto for a New World Order”

Det afhænger af dig

Jakob Nerup

“Alt er blevet globaliseret, undtagen vores accept. Vores opgave er helt sikkert ikke at omstyrte globaliseringen, men at erobre den, og bruge den som motor for menneskehedens første globale demokratiske revolution.”

“Nå, hvad venter du på?” lyder de sidste ord i den engelske journalist George Monbiot’s nye bog “The Age of Consent – a manifesto for a new world order”. Han er skribent på The Guardian og har udsendt et markant bud på et globalt alternativ til den nyliberalistiske verden. Bogen opstiller en ny demokratisk verdensorden med et valgt verdenspar-lament, et reformeret FN og nye institutioner til at styrke valutakontrol og fair handel.

Det er ideer som fortjener at blive diskuteret i den bevægelse, som er vokset frem siden Seattle og senest mobiliserede millioner mod krigen. Verden over mødes aktivisterne til diskussioner om alternativer – næste gang til Europas Sociale Forum i Paris.

Monbiot har tidligere beskrevet, hvordan de multinationale koncerner bestemmer uden hensyn til mennesker og demokrati i sin bog “Captive State” fra 2000. I sin nye bog argumenterer han for at løsningen er global, den er politisk og må komme gennem folkelig mobilisering.

Demokrati

Globale problemer må løses globalt, og derfor kritiserer han nationale eller regionale løsninger, og at EU eller en enkelt stat skulle kunne fungere løsrevet. Når de multinationale på globalt plan helt er unddraget demokratisk kontrol er det afgørende, at vi tager denne magt fra dem – at vi tager demokratiet tilbage på globalt plan.

Monbiots politiske løsning er verdens-demokrati, hvor de nuværende parlamentariske organer bliver globale. Det skal bakkes op af et reformeret FN, hvor nationerne stilles lige og sikkerhedsrådet er nedlagt.

Det er en idealistisk vision, og en klassisk reformistisk af slagsen, fordi et sådant verdensparlament hverken har den økonomiske eller militære magt til at gennemføre sine demokratiske beslutninger.

Det har USA og de multinationale. Det samme kan siges om forslagene om valutaunion og en ny handelsorganisation. Det er en gentagelse af økonomen Keynes’ tanker om igen og bygger på en reguleret kapitalisme, hvor hovedmodsætningen går mellem nord og syd.

Men blot det at sætte en vision op rækker jo langt videre end den traditionelle venstrefløjs praksis. Danske SF og Enhedslisten kan jo dårligt se ud over udvalgsmøderne i Folketinget eller budgetaftalerne i kommunerne. Og det er jo ikke særlig visionært at lukke hospitaler eller uddele næser til ministre. Deres reformisme kunne friskes gevaldigt op af Monbiot.

Et anderledes svar på råbet om alter-nativer er et fundamentalt opgør med den globale kapitalisme og alle dens institutioner. Det som Marx i “Det kommunistiske manifest” kaldte arbejderklassens revolution og global socialisme. Det afviser Monbiot alt for let med henvisning til de stalinistiske regimers forbrydelser og påståede forældede analyser af klasserne. Det er ærgerligt. Men det vigtigste er, at Monbiot ser “alle disse bevægelser, ligesom vores globale demokratiske revolution, afhænger succes af massemobilisering og politisk vilje”. Derfor fortjener Monbiot’s bog at blive læst af aktivister.

George Monbiot
“The Age of Consent – a manifesto for a new world order”
Forlaget Flamingo. 170,- kr.
Kan købes via IS-forlaget.

Flere artikler fra nr. 218

Flere numre fra 2003

Se flere artikler om emnet:
Den globaliseringskritiske bevægelse

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 2607 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside