Socialistisk Arbejderavis
Nr. 219 – 2. oktober 2003 – side 8
Islam – det nye fjendebillede
Venstrefløjen på den forkerte side
Charlie Lywood
Anders Fogh har udnævnt muslimer og islam til det nye fjendebillede. De skal bekriges med alle midler. De skal fratages deres kulturelle rettigheder til bøn, skoler og hovedbeklædning. De skal tvangsfordanskes eller fordrives. Og den holdning findes desværre også hos nogle på venstrefløjen.
Den mest brugte påstand er faren for islamisk fundamentalisme. Et dæmoniseret skræmmebillede af omskårne kvinder tilhyllet i slør; kriminelle unge i bander, der voldtager, og skæggede, fanatiske mænd med mørke øjne. De vil tvangsislamisere vores samfund og er alle potentielle terrorister. Hos regeringen og resten af Folketinget er muslimer i almindelighed blevet til fundamentalister, selvom der i virkelighedens verden er tale om spredte grupper med under tusind medlemmer. Og der er trods alt mere end 100.000 muslimer i Danmark.
Denne hetz ligner til forveksling den rå racisme som Ku Klux Klan og nazisterne bruger mod sorte og jøder. Den form for hetz får alle venstreorienterede op af stolene og i forsvar for ofrene og deres rettigheder. Men hvorfor ikke muslimerne og islamisterne?
Hvis der er noget som kan få sindene i kog på den danske venstrefløj, er det forholdet til radikal islamisme. Blandt socialister er der to typiske svar, hvis folk skal forklare de radikale islamiske bevægelser. Enten er de reak-tionære og fascistiske eller også er de anti-imperialistiske og progressive.
Venstrefløjens hetz gavner Fogh
I Danmark hælder den etablerede venstrefløj til ideen om islamisterne som fjender, der skal bekæmpes. På Enhedslistens landsmøde i foråret 2003, blev der råbt til angreb mod fundamentalisterne som de sammenligner med fascistiske bevægelser, mens kampen mod regeringen Foghs racisme blev skubbet i baggrunden. Sidste år var det SF som manede til kamp mod ”fundamentalisterne” og vedtog resolutioner mod Sharia lovgivning i muslimske lande.
Den danske venstrefløj føler sig kaldet til at bekæmpe ”højrekræfterne” i de etniske minoriteter. I stedet for at udfordre de medie-skabte skræmmebilleder fra Dansk Folkeparti, som gør alle muslimer til syndebukke, så optræder de som Fogh’s papegøjer. I praksis er de tavse over for racismen af frygt for ikke at være fordømmende nok over for de islamiske fundamentalister.
Nationalismens nederlag i Mellemøsten
Men hvis vi skal forstå, hvorfor de radikale islamisters holdninger vinder frem og hvilke kræfter de tiltrækker, så bliver man nødt til at kigge på to forhold. For det første imperialismens historie i Mellemøsten og for det andet den racistiske behandling af de etniske minoriteter i de vestlige lande.
Den fransk/britiske imperialisme overtog hovedrollen i Mellemøsten efter det ottomanske imperiums kollaps i midten af 1800-tallet. De skabte nye ”nationer” i Arabien ved at favorisere bestemte klaner, og det hjalp dem til at dele oliefelterne mellem sig. I 1948 skabte de staten Israel. De trampede på kulturen og fordrev palæstinenserne for at fastholde magten over regionens olie.
Men også de nationalistiske og stalinistiske alternativer i 50’erne og 60’erne led nederlag. Selv om de ville et opgør med imperialismen. De fleste nationalistiske regimer var bukket under og havde sluttet fred med de imperia-listiske magter, som fx Egyptens præsident Anwar al-Sadat gjorde det sidst i 70’erne. For dem, som ikke ville betræde denne vej, bød den radikale islamisme på et alternativ i de arabiske lande.
Europas udstødte
Forarmelse, revolution og krig har også drevet hundredtusinder af flygtninge til Europa – imperialismens fødested – i 80erne og 90erne. Her har de mødt arbejdsløshed, social udstødelse, racisme og religiøs intolerance. Deres kultur og livsstil er revet sønder og sammen. Derfor kan det ikke undre, at fremgangen for de radikale islamister også fandt vej til de muslimske minoriteter i vesten. Her så de et lys, et håb om en bedre verden. Desværre er dette håb et fata morgana.
Radikal islam drømmer om at ændre sam-fundet baseret på en model etableret af profeten Muhammed i Arabien i det 7. århundrede. Det er en utopi, som afspejler behovene hos dele af de nye middelklasser, som befinder sig uden for samfundet i de arabiske lande.
Radikal islam har traditionelt svinget mellem to taktikker. Enten heroiske, men nyttesløse, forsøg på at gennemtvinge disse ideer i opposition til magthaverne. Eller at lave kompromiser med magthaverne og derved blive involveret i fortsat undertrykkelse og udbytning af de muslimske masser. Den sidste taktik førte til splittelser mellem en radikal, terroristisk fløj på den ene side og en reformvenlig fløj på den anden. Nogle af de mest radikale opgav den bevæbnede kamp til fordel for at forsøge at tvinge individer til at opføre sig anderledes – altså, som om der var gennemført en islamiske stat. Og når heller ikke denne udvej viser sig farbar, så bliver håbløse, men spektakulære, terroristiske aktioner tilsyneladende det eneste alternativ.
World Trade Center-angrebet var ikke en sejr for radikale islamister – det var udtryk for desperation og en reaktion på en række nederlag. Alle steder, hvor radikal islam har forsøgt at få politisk magt, har man fejlet. I Egypten og Algeriet er de radikale under jorden; i Sudan og Saudi Arabien har de lavet kompromiser med statsmagten; i Iran har relativt moderate muslimske holdninger fået overtaget. Bin Laden og al-Qaeda netværket, som kun kunne operere åbent i Afghanistan, var et produkt af disse nederlag.
”Et utopisk småborgerskab er ikke socialisters hovedfjende. De er ikke ansvarlige for den globale kapitalismes hærgen. De har ikke skabt de ulige handelsforhold i verden. De har ikke placeret de multinationale oliekoncerner, som suger alle ressourcer ud af regionen eller ned i lommerne på korrupte lokale diktatorer.”
Vi kan ikke støtte staten mod islamisterne
Ved at tage del i hetzen gør vi det nemmere for islamisterne. Så kan de med rette sige at venstrefløjen er en del af de vantro, der ikke vil muslimer noget godt. Det ville være skammeligt, hvis venstrefløjen støtter stater som Egypten og Algeriet. Stater som kun støtter verdslige værdier, når de synes at det passer dem. Stater som sagtens kan lave aftaler med de mere konservative islamister og gennemføre dele af sharia (islamisk lovkodeks) – specielt den del som handler om at indføre strenge straffe for folk – eksempelvis i Sudan under Nimeiry og i Pakistan under Zia og nu i Algeriet med militærets kompromis med FIS, som de tidligere bekæmpede brutalt.
Det betyder, at socialister dømmer sig selv ud af diskussionen om hvilken vej masserne i de muslimske lande skal gå. Og væk fra at påvirke de unge, som tiltrækkes af de islamiske organisationer i vesten. For eksempel ved at hyle med i det fordømmende kor mod Hizb ut-Tahrir. Tværtimod skal socialister gå forrest i forsvaret for deres ret til at eksistere og agere politisk.
Vi ønsker ikke at bytte et undertrykkende system ud med et andet. I islamisternes verden er det rigtigt at undertrykke kvinder, homoseksuelle og den verdsligt organiserede arbejderklasse. Islamisterne kan derfor ikke være vores allierede. De repræsenterer en klasse, som prøver at øge indflydelse på arbejderklassen. De kan trække enkeltpersoner eller grupper ind i fejlagtige og håbløse eventyr mod staten eller ind i reaktionær isolation under det eksisterende system.
Kapitalismens udvikling tvinger islamisterne til at bøje af, når de kommer tæt på magten. I Iran har de brug for at kvinderne arbejder, så derfor tillades prævention og børnepasning samt en mere liberal holdning til tørklæder. Islamisme kan ikke nedfryses eller adskilles fra den sociale udvikling – lige så lidt som andre ideologier.
Det betyder ikke, at vi kan stå på sidelinien og blot håbe på at udviklingen gør det af med islamisterne. Men ej heller at gøre som mange på venstrefløjen og ”bekæmpe” dem. Vi kan godt kæmpe sammen. Et lille glimt af disse muligheder så vi da mange unge muslimer deltog aktivt, og nogle gange ledende, i demonstrationerne mod krigen i Irak.
Utilfredsheden og frygten vokser blandt indvandrere og flygtninge i Danmark, fordi de må leve et liv præget af social udstødning og massiv racisme. De radikale islamister kan vokse i dette, hvis venstrefløjen fortsat skubber alle muslimske miljøer fra sig.
De muslimske miljøer er en vigtig del af et oprør mod racisme og nyliberalisme.
Venstrefløjen skal kæmpe sammen med dem uden hetz og ekskluderende krav. Kun sådan bliver vi et troværdigt alternativ til politisk islam.
Billede: De muslimske miljøer er en vigtig del af et oprør mod racisme og nyliberalisme. Venstrefløjen skal kæmpe sammen med dem, uden hetz og ekskluderende krav. Her fra en antikrigsdemon-stration i London
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed