Socialistisk Arbejderavis
Nr. 219 – 2. oktober 2003 – side 10
Læserbrev (Århus)
Nazisterne skal stoppes
Som mange nok ved er nazierne på fremtur i Århus.
De er vokset (primært omkring fodboldklubben AGF’s kampe på stadion) og har truet de journalister fra Århus Stiftstidende, der har afsløret dem. På den baggrund indkaldte LO-Århus og LO-Ungdom i Århus til debatmøde den 15. september, hvor en fra DEMOS, Stiftstidendes chefredaktør og direktøren for AGF deltog i panelet.
Mødet blev et godt debatmøde, men det havde ikke ret meget at tilbyde folk. Primært blev der lagt pres på AGF om at de skulle være mere offensive over for racisterne på stadion. LO-formanden sagde, at de ville se på, om de kunne støtte en Krystalnats-demonstration den 9. november.
Den yderste venstrefløj i Århus (ISU, Enhedslisten og div. kommunistgrupper) havde forinden holdt møde for at høre, hvad vi hver især ville med mødet den 15. september.
Set i det lys er det pinligt, at der ikke kom yderligere aktivitet ud af mødet. De fleste, udover ISU, tænkte mødet som et ”PR-fremstød” mod nazisterne – så man kunne vise folk at der stadig er modstand mod nazisterne.
Den taktik er kun en lille smule bedre end ”lad os tie dem ihjel”- taktikken, som de borgerlige sædvanligvis står for. Ja – nazierne bryder sig ikke om at blive afsløret, men flere artikler om dem i Stiftstidende alene stopper dem ikke.
Den samlede revolutionære venstrefløj kunne ikke engang oppe sig til det ”helt offensive” at lægge en liste i døren, hvor folk kunne skrive sig op til senere aktivitet mod nazierne. Det er for lavt og må ikke ske igen.
At nazierne ikke forsvinder eller holder lav profil pga. at de er i rampelyset, opdagede jeg og andre, da vi efter mødet stod udenfor lokalerne og der blev taget billeder af os fra en lejlighed i nærheden. Udover det havde de kørt forbi og parkeret uden for mødelokalerne tidligere.
Det er ikke et stort skridt for nazisterne at begynde at overfalde og true folk igen. Hvis det sker igen, kan folk føle sig magtesløse, især hvis de har været til møde med ”de gode kræfter”, der åbenbart ikke ville tilbyde dem megen aktivitet.
Jesper, Århus
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe