Socialistisk Arbejderavis
Nr. 220 – 23. oktober 2003 – side 10
PET samarbejder med universiteterne
Omar Dhahir
Den såkaldte ’krig mod terror’ afslører også herhjemme for hver dag der går mere og mere af sit ’demokratiske’ og ’frihedselskende’ ansigt.
Således må universitets-studerende med etiketten ’af muslimsk baggrund’ nu finde sig i at blive mistænkeliggjort og sat i mulig forbindelse med fundamentalistiske grupper – alene grundet disse studerendes ikke-danskklingende navne og udseende.
Akkurat som PET under den kolde krig holdt øje med de venstreorienterede studerende på landets uddannelsesinstitutioner, har PET for nylig indgået en aftale med de danske universiteter om at disse skal ’holde øje’ med studerende der ikke lever op til den, af det danske statsministerium, anbefalede kvote for indtagelse af frikadeller og kartoffelsalat.
Bl.a. har rektor på Syddansk Universitet i Odense indvilget i dette samarbejde. Et samarbejde der totalt tilsidesætter alle store ord om demokratiske værdier, som vi til hudløshed må lægge ører til, men som åbenlyst ikke er gældende for alle samfundsgrupper. Et samarbejde der indebærer at de studerende diskrimineres – ikke blot af PET, men af deres egne uddannelsesinstitutioner! – og reduceres til potentielle Bin Laden-krigere og samfundsfjender.
Historien melder ikke noget om de metoder, som universiteterne vil benytte til at gennemføre dette indgreb i de studerendes privatliv. Er der mon tale om elektronisk spionage af de studerendes internetbesøg, måske man derved mener at kunne afsløre e-mail korrespondancer med, ja, hvem ellers, Bin Laden? Eller er denne overvågning mon baseret på tilfældige iagttagelser? Jeg tvivler. Måske har udenlandske studerende, som under optakten til krigen mod Irak tiltrak sig opmærksomhed ved at være imod krigen, på forhånd gjort sig fortjent til Big Brothers klamme ånde i nakken, eftersom disse ifølge statsministeren selv blot ’gik Saddams ærinde’? Og altså dermed må være en trussel mod dannevang og kartoffelsalat? Jeg ved det ikke. Men vi må stille os følgende spørgsmål: Hvor går grænsen og hvem bliver ’demokratiets’ næste offerlam?
Mens jeg skriver disse ord, er der én tanke der trænger sig på: I slutningen af 1970’erne i Bagdad måtte en ung mand og en ung kvinde forlade deres land, fordi de blev chikaneret og afluret af Saddams hem-melige politi – alene fordi deres ideologi ikke stemte overens med det undertrykkende B’aathpartis program. De tog konsekvensen heraf, pakkede deres gode tøj og søgte mod tryggere og mere demokratiske himmelstrøg. Troede de. Disse to skæbner, som er mine forældre, havde dengang nok ikke kunnet forestille sig, at deres egne børn et kvart århundrede se-nere skulle opleve den sam-me frastødende mentalitet fra en stat, der er bedrevidende på dets folks bekostning.
Rina Dhahir er studerende på Syddansk Universitet
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed