Socialistisk Arbejderavis
Nr. 22 – September 1986 – side 4
På kanten
Den cementerede grænse
Pia Larsen
Natten mellem 12. og 13. august for 25 år siden blev grænsen mellem øst og vest i bogstaveligste forstand cementeret. Efter flere års kold krig, besluttede regeringen i Østtyskland at bygge en mur mellem Øst- og Vestberlin.
Med muren tog man afsked med alle illusioner om forsoning mellem øst og vest. I stedet anerkendte man hinandens magt, og den deling af verden, som de sejrende foretog på Jaltakonferencen i 1945, blev endnu en gang fastslået.
Hverken før eller siden har vesten rørt en finger for at hjælpe østlandenes befolkning mod deres undertrykkere. Østtyskland i 1953, Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968 og Polen i 1972, 76 og 80.
Muren markerede en klar grænse, og når stormagterne siden har været oppe at toppes, er det sket andre steder i verden: Cuba, Mellemøsten, Afrika og senest Nicaragua.
Samtidig gav Sovjet endeligt afkald på deres mål om Vesttyskland som neutral, afmilitariseret zone. I dag er Vesttyskland fuldgyldigt medlem af NATO.
“Beskyttelsesmur”
“En antifascistisk beskyttelsesmur” kaldte DDR’s magthavere muren. Den skulle hindre “republikflugten”, det vil sige de godt tre millioner østtyskere, der flygtede til bedre lønninger og boligforhold i vesten.
Selv om muren i retorik chokerede vestlige politikere, så passede den de allierede meget godt. Nu vidste øst og vest nemlig, hvor de havde deres befolkning.
Og der blev ikke løftet en finger fra vestlig side for at støtte det oprør, der ulmede i den østtyske befolkning. Muren kunne have været rendt ned, hvis østtyskerne havde kunnet regne med støtte fra vesttyskerne. Men det kunne de ikke.
Så muren kunne forleden “fejre” 25 års jubilæum. I vest demonstrerede folk, i øst markerede man jubilæet med en gigantisk militærparade.
Og paradoksalt nok har muren netop i år givet vesttyskerne nye problemer. Som protest mod muren står der nemlig i den vesttyske grundlov, at ingen flygtninge må afvises. Denne passus går selvfølgelig på “republik-flygtningene” – østtyskere, der foretrækker drømmen om det vestlige demokrati fremfor det kommunistiske diktatur. Men det er ikke dem, der i dag kommer over muren. Det er nemlig flygtninge fra Iran og Sri Lanka.
En anden lyd
Iranerne og tamilerne benytter Østtyskland som transitland i deres flugt fra krig og elendighed. Og så får den vesttyske frihedstrang en anden lyd. Flere politikere råber på en grundlovsændring og et stop for flygtningene. Muren er pludselig ikke høj nok. Grænsen ikke cementeret nok.
Der står ikke en mur i Sønderjylland. Men mangen en borgerlig og socialdemokratisk politiker ville måske ønske, at der gjorde. For så havde det været nemmere at standse flygtningestrømmen over den danske grænse. Cement og pigtråd kan standse menneskekroppe, men den hindre ikke kapitalens internationale bevægelser.
Muren er magthavernes – og de bestemmer, hvornår den skal åbnes. Og selv uden mur er grænserne snærende. De spærrer for os og er et redskab for dem.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed