Socialistisk Arbejderavis
Nr. 22 – September 1986 – side 5
Overskudsdeling
Dig og Børsen
Pia Larsen
Selvfølgelig vil vi have overskuddet.
Et af det kommende arbejderflertals flagskibe bliver uden nogen tvivl igen det magiske ord overskudsdeling. Forkortet OD i modsætning til tidligere LO-tanker, hvor det hed ØD og stod for økonomisk demokrati.
Uden synderlige forklaringer er stregen over o’et forsvundet, og d’et har skiftet betydning. Måske fordi det med demokrati lød af lidt for meget.
Men overskudsdeling kan ingen jo være imod. Den piller ikke ved de eksisterende styreformer i erhvervslivet den giver kun lønmodtagerne, hvad rimeligt er – nemlig en del af den kage, de selv bager.
Ingen indflydelse
I løbet af de sidste uger har alle lønmodtagere modtaget et brev fra ATP Arbejdernes Tillægs Pension. En pension som vi alle, sammen med arbejdsgiverne, bidrager til hver uge/måned. Pensionen kan vi få udbetalt, når vi ikke længere kan klare lønarbejdets pres hver dag.
Men de mange milliarder ligger ikke stille i mellemtiden. Sammen med vores surt indefrosne dyrtidsportioner udgør de en risikovillig kapital til nytte for erhvervslivet. Uden skelen til, hvilken slags virksomheder, der gør nytte af pengene. Det være sig våbenfabrikanter, meget forurenende virksomheder eller fabrikker med gode forbindelser til det racistiske Sydafrika.
Vores penge styres af en bestyrelse sammensat af fagbevægelse, arbejdsgivere og stat. Heldigvis for privatkapitalen må fondene kun eje op til 20% af aktierne i en virksomhed – så pengene får absolut ingen indflydelse på hverken arbejdsmiljø eller fyringer.
Men mange af os arbejder faktisk på arbejdspladser, hvor vi ejer en betragtelig del selv.
Og for at det ikke skal være løgn, så er mange af os også medlem af en pensionskasse – vel at mærke tvunget. Disse pensionskasser “låner” også en del af vores løn til at investere i erhvervslivet. Vi ejer faktisk hele centre med håndværk, kontorer og hoteller.
Alligevel er vi aldrig med til bestyrelsesmøder. Vi bliver aldrig spurgt, om der skal ske fyringer. Vi bliver ikke taget med på råd, når produktionen skal lægges om, og vi har ingen indflydelse på skadeligt arbejdsmiljø og giftige stoffer.
Og så hedder næste skud på stammen altså overskudsdeling.
Frivillig OD
Efter mange års hård overskudsdeling bliver det sværere og sværere at få arbejderne til at acceptere den stadigt forringede realløn. For samtidigt kan fabrikker og banker notere stigende overskud, og den borgerlige regerings optimistiske toner om fremgang er med til at øge arbejdernes utilfredshed over smulerne.
Og så vil man forsøge at få dem til at acceptere overskudsdeling i stedet for flere kroner i lønningsposen. Forskellen er nemlig, at hvor man selv kan bestemme, hvad man vil bruge sin løn til, så skal overskudsdelingen investeres i virksomheden.
Efter LO’s model skal overskudsdelene samles i en eller flere fonde, der i lighed med ATP og Dyrtidsfonden styres af fagbevægelsens repræsentanter.
Flere virksomheder har allerede indført en såkaldt frivillig overskudsdeling. Det vil sige overskudsdeling på den enkelte virksomhed, hvor en del af lønnen hensættes i en bestemt årrække. Typisk får medarbejderne udleveret b-aktier, der ikke kan indløses før om for eksempel ti år.
Arbejdsgiverne har i en nylig offentliggjort rapport rost denne frivillige overskudsdeling. Den giver stabile medarbejdere, og produktiviteten stiger.
Til gengæld har arbejdsgiverne ikke forpligtiget sig til noget som helst. OD giver ikke øget indflydelse, og det er til enhver tid virksomhedens egne regnskaber, der bestemmer, om der er noget overskud til fordeling.
Columbusægget
“Frivillig OD er gennemskuet,” sagde LOs formand Knud Christensen forleden til Aktuelt. En undersøgelse havde nemlig vist, at lønmodtagerne ikke var begejstret for de forskellige overskudsdelinger. De ville hellere have pengene udbetalt.
Men det Knud Christensen havde gennemskuet var ikke, at arbejderne ville have mere i løn, men at de ville have øget medindflydelse og det gav den frivillige overskudsdeling ikke.
“De ved godt, at frivillig OD ikke indebærer nogen som helst frihed eller rettigheder for lønmodtagerne. Det eneste frivillige i “frivillig OD” er, at arbejdsgiverne frit kan bestemme, om de vil uddele hele overskuddet til medarbejderne, eller om de vil beholde det hele selv,” sagde Knud Christensen.
Til gengæld glæder Knud Christensen sig over en anden undersøgelse, der viser, at arbejderne ud af 100 OD-kroner vil have de 40 udbetalt og de 60 geninvesteret.
“For os tyder tallene på, at en kommende ordning med overskudsdeling for alle – foruden at blive et redskab for medarbejdernes medeje og medindflydelse – også vil blive en løftestang for at styrke virksomhedernes kapitalgrundlag og for at øge den samfundsmæssige opsparing, som vi har stærkt behov for.
Tallene siger os, at der ikke er noget at vente på: Overskudsdeling for alle kan blive et columbusæg, som kan løse en masse af dette lands presserende problemer.”
Kort sagt – lønarbejderne skal løse landets krise. Dels ved at knokle til underbetaling og dels ved at bruge egne penge til at opretholde arbejdspladser.
Og så er disciplinen klar. Alle holder akkorden for at sikre overskuddet – og hvorfor ansætte en mere, så der bliver flere om at dele rovet.
Og i sidste ende bliver det alligevel arbejdsgiveren, der bestemmer. Den dag det bliver billigere at producere i Japan, så flyttes virksomheden.
Mere magt til pamperne
At hele LO’s top er med på overskudsdeling, er ikke så underligt. For det første giver lønarbejdernes øgede integrering i systemet også LO’s bureaukrater friere tøjler. Argumenterne over for “vilde strejker” bliver indlysende – det skader jo bare jer selv.
Men derudover kommer LO-toppen til at sidde på en betydelig økonomisk magt. En central LO-fond vil komme til at forvalte mange milliarder kroner, og selv om det ikke vil give indflydelse til den enkelte arbejder, så vil bureaukraterne få en øget magt.
Når Knud Christensen gennemskuer den frivillige OD, er det altså ikke bare, fordi at han kan se, at det ikke giver arbejderne mere at skulle have sagt. Det er i højere grad, fordi at det ikke giver ham selv noget at skulle have sagt.
Ikke socialisme
“Frivillig OD er ikke nok for landets lønmodtagere. Det er ikke sådan, vi skaffer os medeje og medindflydelse. Det er ikke sådan, vi løser erhvervslivets problemer. Det er ikke sådan, vi tager hånd om sam fundsøkonomien.” Knud Christensens ambitioner går nemlig meget højere. Kapitalismen kan for hans skyld gerne få lov at fortsætte, bare socialdemokraterne får lov at styre med.
Og taberne bliver igen arbejderklassen, der ikke alene får lov til at skabe merværdi otte timer om dagen, men oven i købet selv får lov til at betale en del af jobbet.
SF: Sukker til at tage det sure
For ikke så forfærdelig mange år siden havde også SF gennemskuet overskudsdelingen. Og endnu er der faglige fløje i partiet, som kalder ordningen for en narresut. “Den ansvarliggør lønarbejderne, øger splittelsen og gør arbejderne til kapitalens forlængede arm.” Meget præcist udtrykt.
Alligevel har SFs ledelse sammen med socialdemokraterne og de radikale (og et par tidligere VS’ere, snart SFere) underskrevet en fælleserklæring om obligatorisk overskudsdeling. Angiveligt for at holde de radikale fra at indgå forlig med de borgerlige om en frivillig ordning.
SFs Ove Andersen, formand for Metal-Randers, kalder erklæringen “en nyttig hensigtserklæring. Jeg er tilfreds – selv om man er landet på meget bløde formuleringer. Jeg mener ikke, SF hermed har givet køb på vore krav om virksomhedsdemokrati og økonomisk styring.”
SF pegede i sin mindretalsudtalelse på det nødvendige i centrale og regionale fonde og kapitalstyring. Altså et skridt videre end de radikale, der kun vil være med til at lave ordninger på de enkelte virksomheder.
I sin iver for at komme i flertal med socialdemokraterne har SF fuldstændig glemt sin kritik af lønarbejdernes ansvarliggørelse. I stedet for at støtte arbejderklassens kamp for mere i løn og nedsat arbejdstid, har man i stedet slået pjalterne sammen med Socialdemokratiet for at redde samfundsøkonomien.
For at sminke lidt på det, har SF dog også tilføjet endnu en forkortelse – VD. Virksomhedsdemokrati. Hvad demokratiet nærmere skal bestå i, er der ikke noget konkret om – men partiet har i alt fald droppet ideen om vetoret over for ny teknologi og fyringer. Der skal bare knyttes “noget arbejdspladsdemokrati til reformen”, som Gert Petersen har udtrykt det. Lidt sukker til at tage det sure.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed