Socialistisk Arbejderavis
Nr. 22 – September 1986 – side 12
Chile 1973
Den forsigtige vej til kuppet
Charlie Lywood
Den 11. september for tretten år siden tog militæret magten i Chile. Tragedien er ikke blot en påmindelse om, hvor brutal og hensynsløs en herskende klasse kan være, når den er tvunget til det, men endnu mere grotesk fordi tragedien kunne have være undgået.
Problemet var den reformistiske politik ført frem af præsident Allende og hans kolleger i Socialistpartiet og Kommunistpartiet. Unidad Populare (UP), vandt præsidentvalget i 1970, hvor deres kandidat, Allende, fik 36.4 % af stemmerne. Socialismen skulle indføres ‘fredeligt’, ved langsomt at pacificere borgerskabet og de højtuddannede ved at gå forsigtigt frem.
For at få de Kristelige Demokraters opbakning, blev UP medunderskrivere af en garantiaftale, der skulle sikre, at UP opretholdt ‘det eksisterende politiske system’. Med andre ord havde UP allerede fra starten lovet ikke at pille ved netop de instanser, som opretholder den herskende klasses magt, det vil sige politi, militær, domstole, medier og uddannelsessystemet.
Arbejderne og de fattige bønder blev i stedet opmuntret til at producere mere. På trods af en 'socialistisk' regering, betød dette en enorm opblomstring af fabriks- og jordbesættelser.
Borgerlige protester
Arbejdernes og bøndernes krav pressede UP til venstre, men borgerskabets krav pressede UP til højre. Således zig-zaggede UP sig gennem deres tre år ved magten.
Borgerskabets første forsøg på at presse UP til højre eller ud af regeringssædet, var i oktober 1972. Lastbilejerne, en meget vigtig del af Chiles transport, strejkede. Også andre grupper af småborgere strejkede – købmænd, advokater og læger. Flere facistiske grupper kom frem i lyset. Arbejderne dannede af lokale ‘cordones’, fabriks- og beboerkomiteer i kvarteret, og begyndte selv at bryde lastbilstrejkerne og forsvare sig mod facisterne. I løbet af en måned var strejken brudt.
I stedet for at bruge denne sejr til at gøre de lokale komiteer permanente, inddæmmede UP dem i CUT (det chilenske LO) for at kontrollere dem.
For at overbevise de Kristelige Demokrater om, at alt var i orden, kom tre generaler ind i regeringen. At man således bød voldtægtsforbryderen ind i sengen faldt ikke UP ind.
I marts 1973 fik Allende et tillidskvotum fra befolkningen med 44 % af stemmerne i et nyt præsidentvalg.
I april gik kobberminearbejderne i El Teniente i strejke for en lønforhøjelse. UP og den øvrige venstrefløj gik imod strejken og i stedet for at støtte en gruppe arbejdere, som i årtier var gået i spidsen i kampen mod reaktionære regeringer, satte UP politiet ind mod dem. Højrefløjen overtog ledelsen af strejken og resten af arbejderklassen var fortvivlet og forvirret.
El Teniente strejken var nøglen til at højrekræfterne igen kunne gå i offensiven og det kulminerede med et kupforsøg 29. juni 1973. Men kuppet kom for tidligt. Borgerskabet havde endnu ikke besluttet sig for denne udvej, og kun en lille del af hæren gik med i kupforsøget. UP opfordrede til fabriksbesættelser og “våben om nødvendigt”. Hundredvis af fabrikker og kontorer i og omkring Santiago blev besat. Den 30. juni var scenen sat og en massiv demonstration buldrede gennem gaderne. I provinsen opstod komiteer af ingenting. Her var chancen til at gå i offensiven, men chancen blev forspildt.
Pinochet inviteret
I stedet for at fjerne de Kristelige Demokrater, blev de inviteret til at snakke om tingene. I stedet for at bakke op om fabriksbesættelserne opfordrede CUT til at stoppe dem. Da nogle af de stærkeste ‘cordones’ nægtede, blev de angrebet af civilgarden.
I stedet for at rense ud i toppen af de bevæbnede styrker blev flere af slagterne, deriblandt General Pinochet, inviteret ind i regeringen.
I stedet for at give deres tilhængere våben, blev alle våben samlet ind for at ‘forhindre uroligheder’. Da det var militæret og politiet, der indsamlede våbnene var det selvfølgelig også kun Allendes folk, som blev afvæbnet. Alle tilløb til et succesrigt kup blev taget, mens Allende var ved ‘magten’.
Reformisme er ingen realistisk vej til socialisme, for man kan ikke trække kløerne af en tiger, een for een. Kun ved at bruge den selvorganisering, som fandtes blandt de chilenske arbejdere og bønder, kan revolutionen sejre.
Den chilenske tragedie må lære alle, at prisen for kun at tildele kapitalismen et par heftige slag og ikke tilintetgøre uhyret, er både blodig og uundgåelig.
Se også:
SAA 22: Chile 13 år efter: Hadet vokser mod diktatur
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed