Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 222 – 3. december 2003 – side 2

Bolivia og Georgien

Med revolutionen på dagsordenen

Poul Erik Kristensen

Bolivia: Utilfredshed med regeringens salg af naturgas til USA var den direkte anledning til, at Bolivias præsident Gonzalo Sanchez de Lozada i midten af oktober blev tvunget til at flygte til Miami. Det skete efter flere års stærk utilfredshed med en politik, der har gjort Bolivia til Latinamerikas fattigste land.

Georgien: Søndag d. 22. november blev Georgiens præsident, Sjevardnadse, tvunget fra magten.

Revolutioner er i høj grad en aktuel mulighed for kæmpende arbejdere og antikapitalister rundt omkring i verden.

Det viser udviklingen i så forskellige dele af verden som Bolivia og Georgien.

Først i Bolivia i oktober, og i Georgien i november kunne man, nærmest time for time, høre nyhedstelegrammerne fortælle en klassisk revolutionshistorie, hvor demonstranternes krav blev skærpet for til sidst at ende med krav om præsidentens afgang. Begge steder blev det demonstranterne og arbejderklassen, der satte den politiske dagsorden. Begge steder forsøgte man at sætte militæret ind, og ikke mindst i Georgien var der enheder i militæret, der tilsluttede sig oprørerne.

Men begge eksempler viser også, at der manglede et klart politisk alternativ, som for alvor kunne udfordre magthaverne.

Et revolutionært parti, som kunne organisere den fortsatte kamp og sørge for at der blev opbygget en reel modmagt, hvor de tog kontrol over magtapparatet, med det mål at knuse det og opbygge et demokrati baseret på arbejderes og studenters magt.

Erfaringer fra Bolivia og Georgien er vigtige – også for socialister og antikapitalister i Danmark.

Dels fordi de viser muligheden for revolutioner – men også fordi revolutioner og protester ikke i sig selv sikrer et politisk magtskifte.

Bolivia

Bolivianske indianere og arbejderes militante kamp væltede til sidst præsidenten. Nu er spørgsmålet hvordan den videre kamp for sociale forbedringer organiseres.

Bolivia

Utilfredshed med regeringens salg af naturgas til USA var den direkte anledning til, at Bolivias præsident Gonzalo Sanchez de Lozada i midten af oktober blev tvunget til at flygte til Miami. Det skete efter flere års stærk utilfredshed med en politik, der har gjort Bolivia til Latinamerikas fattigste land.

En politik som har bygget på massive privatiseringer af elektriciteten, jernbanerne, olien, telefonnettet og drikkevandet. Alt sammen som led i regeringens nylibera-listiske strukturtilpasningsprogrammer.

Arbejdere og bønder har gennem de senere år organiseret mange generalstrejker og massemobiliseringer.

Den 19. september blev Bolivia lammet af en national protestdag mod salget af naturgas og med krav om nationalisering og industrialisering af gassen. De gav præsidenten en måned til at opfylde disse krav. Regeringen satte militæret ind, hvilket startede en voldsom bevægelse blandt arbejdere, bønder og studenter. Den anti-kapitalistiske bevægelse pressede fagforeninger og socialistiske organisationer til at tage effektive skridt i brug for at fjerne regeringen.

Den 11. oktober besluttede regeringen igen at slippe hæren løs på folket i El Alto, som var et af hovedcentrene for oprøret. Hæren skød løs mod den ubevæbnede befolkning.

16. oktober demonstrerede over 250.000 i La Paz. Kravene var radikale.

“Nu er tiden inde! Borgerkrig!” råbte tusinder af mænd, kvinder, ældre og børn. I mere end 8 timer besatte arbejdere, bønder og studenter bymidten og den ene taler efter den anden krævede præsidentens afgang. Flere ønskede at storme præsi-dentpaladset nu, men lederne af COB (det bolivianske LO) manede til tålmodighed. Dagen efter flygtede præsidenten. Inden for de seneste fem år er det samme sket i Venezuela, Peru, Ecuador og Argentina.

Situationen i Bolivia er i dag stadigvæk eksplosiv. Flere steder, især i fagbevægelsen, fortsætter protesterne mod den nyliberale politik, og sejren fra revolutionen har også inspireret til denne fortsatte kamp. Kravene er blevet mere offensive, og tiltroen til, at den nye præsident kan levere radikale sociale forbedringer er lav. Læs mere om dette i sidste nummer af Socialistisk Arbejderavis.

Georgien

Søndag d. 22. november blev Georgiens præsident, Sjevardnadse, tvunget fra magten.

Georgiske arbejdere og intellektuelle havde fået nok af korruption, valgsvindel og voksende fattigdom.

Forud for fløjlsrevolutionen var to uger med kæmpedemonstrationer i protest mod valgsvindel ved præsidentvalget.

Valgsvindlen er blot det seneste skud på stammen af katastrofer for georgierne siden den tidligere sovjetrepublik blev selvstændig i 1989.

Under Sovjettiden blev Georgien betragtet som Sovjets spisekammer, og det sted med den højeste rigdom. Løfter om et bedre liv blev i stedet til en tilværelse, hvor 60 procent af befolkningen i dag lever i ekstrem fattigdom, som ikke mindst skyldes at IMF og Verdensbanken har smækket kassen i.

Valgsvindlen bragte landet på randen af borgerkrig.

Fløjlsrevolutionen har været en bet for USA og Vesten, selvom de i ord støtter den i håb om at skabe de bedst mulige kontakter til de kommende magthavere. Sjevardnadse har været helt afhængig af amerikansk støtte. USA har gennem de seneste ti år givet 1,2 milliarder dollars, ligesom deres soldater bliver uddannet af amerikanere.

Den nu afsatte præsident Sjevardnadse var nemlig Vestens kæledægge. Ikke mindst, fordi han som Sovjets sidste udenrigsminister var med til at åbne landet for de frie markedskræfter. En politik, som har ført til ekstrem fattigdom i alle de tidligere statskapitalistiske republikker.

Vesten er ikke mindst interesseret i at få kontrol over den olieledning, som i øjeblikket er ved at blive anlagt tværs over Georgien.

Men det kan revolutionen forhindre. Men det kræver, at aktiviteterne fortsætter. I øjeblikket tyder det på, at demonstranterne lader sig spise af med det nyvalg som skal finde sted den 4. januar.

Optakten til fløjlsrevolutionen, som tvang Sjevardnadse af pinden, var ellers et mønstereksempel på, hvordan en revolution foregår i praksis.

Det meste af ugen op til revolutionen var der tale om en dobbeltmagt, hvor demonstranterne reelt satte dagsordenen. Det var dem, der stillede krav og tidsfrister.

Flere artikler fra nr. 222

Flere numre fra 2003

Se flere artikler om emnet:
Georgien
Bolivia

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 1891 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside