Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 224 – 4. februar 2004 – side 8

Fra 1974 til i dag

Ud med Hartling/Fogh

Hans Erik Madsen

For 30 år siden – i maj 1974 – viste arbejderklassen sin styrke. Den borgerlige regering med Poul Hartling i spidsen blev så at sige strejket væk.

Men Socialdemokratiet og LO-toppen blev også presset – de måtte trække deres støtte til det afgiftsforlig, som udløste massestrejkerne i maj.
Hans Erik Madsen trækker erfaringerne fra dengang og op til i dag, og diskuterer:
Hvordan vælter vi Fogh i dag – og hvad er alternativet?

Majstrejkerne i 1974 var en umiddelbar reaktion på et nyt afgiftsforlig, som betød at prisen på smøger, øl og benzin steg. Egentlig var det ikke så meget nyt i det. Året inden havde den Socialdemokratisk ledede regering sammen med SF lavet et tilsvarende afgiftsforlig uden det førte til store protester.
Men stemningen og situationen var en helt anden i 1974 end året inden. Folketingsvalget i december 1973 var om noget et protestvalg mod Socialdemokratiets politik. Partiet gik 11,7% tilbage, udbryderne fra Socialdemokratiet – Centrumdemokraterne – kom sammen med Fremskridtspartiet, som blev det næststørste parti, og DKP i folketinget.
Men afgiftsforliget gav blot næring til yderligere vrede, skuffelse og protest. Og med en borgerlig regering ved roret kunne tidligere og nuværende socialdemokratiske vælgere og tillidsfolk smide alle loyalitetshensyn. Deres skuffelse og vrede, over indmeldelsen i EF i 1972, de hårde kampe i Socialdemokratiet for og imod, ”arbejderflertallet” som ikke førte arbejderpolitik men borgerlig politik, og det voksende skattetryk og statsbureaukrati, som med et slag havde bragt Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup i Folketinget, fik nu frit løb i masseprotester og strejker mod Hartling regeringen.
Oveni kom så, at illusionen om den ”krisefri kapitalisme“ krakelerede med oliekrisen, og arbejdsløsheden steg voldsomt.
Massestrejkerne i maj 1974 var arbejderklassens protestvalg på deres egen hjemmebane: arbejdspladserne.
Det var socialdemokratiske tillidsfolk fra Lindø Værftet ved Odense, som startede bevægelsen. Siden kom B&W skibsværftet i København og hermed kommunistiske tillidsfolk med.

Strejkebevægelsen startede torsdag den 9.maj om morgenen, hvor tillidsmændene på Lindø indkaldte de 6000 arbejdere til fagligt møde i protest mod det nye afgiftsforlig.
Mødet vedtog en udtalelse, der afviste regeringens afgiftsforlig og krævede nyvalg til Folketinget. Derefter gik de 6000 mand hjem. Kl. 11 skete det samme på skibsværftet B&W i København og kl. 12 på Nakskov skibsværft. Og efter få timer var mere en 40 arbejdspladser landet over strejkeramt – over 50.000 var i strejke.
I løbet af weekenden strømmede protesterne fra arbejdspladser og fagforeninger ind til Christiansborg. Om mandagen var mellem 100.000 og 150.000 i strejke.
Onsdag den 15.maj vedtog de borgerlige partier regeringens afgiftsforlig samt en aftale om kraftige besparelser indenfor social- og sundhedsområdet foråret 75.
Umiddelbart efter vedtagelsen startede arbejdsnedlæggelserne igen. Dagen efter var der protestmøder og strejker over hele landet. Over 200.000 var nu med i strejken. Enkelte arbejdspladser opfordrede til generalstrejke for at vælte forliget, og flere arbejdspladser strejkede videre i den følgende uge.

Utilfredsheden ulmede videre i resten af 1974. Da arbejderne på Svendborg Skibsværft blev trukket i Arbejdsretten i oktober måned for deres strejker i maj, eksploderede det igen. 25.000 strejkede i protest mod, at de skulle idømmes bod. DA og LO opgav det fagretlige efterspil. I øvrigt opblødtes såvel hovedaftalen som det arbejdsretlige system i 73 som et resultat af den omfattende bevægelse og kritik fra neden. Fx indføres det, at de første 48 timer er bodsfrie.

Opsvinget i arbejderklassens ”protestvalg” på arbejdspladserne afsluttes så at sige i en kæmpedemonstration på Christiansborg Slotsplads i november 1974 mod Hartling regeringen og den stigende arbejdsløshed: 100.000 mødte op på opfordring fra Formandsinitiativet, som var en samling af røde fagforeningsformænd fra især DKP og SF. Parolen var klar: ”Ud med Hartling – for en arbejderregering.”
Første del af parolen blev indfriet. De borgerlige med Hartling i spidsen opgav at regere. De udskrev valg i december 74. Venstre gik markant frem, men en mindretalsregering ledet af Socialdemokratiet overtog regeringsmagten med Anker Jørgensen som statsminister.
Grunden var enkel. De borgerlige kunne ikke føre borgerlig politik uden støtte fra Socialdemokratiet. Og den eneste kraft som kunne tæmme vreden og utilfredsheden i arbejderklassen var netop Socialdemokratiet.
Denne vurdering viste sig til fulde at holde stik, da der blev forhandlet overenskomster i foråret 1975. Den socialdemokratiske regering greb ind – men væk var kampgejsten og enigheden fra strejkerne året inden. Små 5000 mødte op til protestdemonstration foran Christiansborg.
Grunden til det ringe fremmøde ligger dybest set i, at det aldrig lykkedes datidens venstrefløj – især DKP og SF – at give anden del af parolen: ”for en arbejderregering” et indhold, som reelt indebar et alternativ til borgerlig politik. SF havde året inden deltaget i afgiftsforlig, og DKP afstemte hele tiden deres politik i forhold til, hvad de kunne få de socialdemokratiske fagforeningsfolk med på. Frem for at opstille og udgøre alternativer tilpassede de sig den ”mulige politik”!

Spørgsmålet er, hvordan vi i dag både kan bruge de positive og negative erfaringer fra majstrejkerne i 1974? Hvordan kan vi både få væltet den borgerlige Fogh regering, og opstille et politisk alternativ, som ikke blot er borgerlig politik minus 10 % med Lykketoft som statsminister?
Alternativet må tage udgangspunkt i det der kan forene alle os der er dødtrætte af den borgerlige regering – uanset om vi er studerende, indvandrere, fredsaktivister, miljøfolk, pædagoger eller pensionister. Og uanset hvem vi sidste gang stemte på. I fællesskab må vi udvikle et aktionsprogram, for at skabe debat og aktivitet, der hvor vi arbejder, går i skole og bor. Vores bundlinje må være, at der er råd til velfærd, og at pengene til genopretning af velfærden og demokratiet skal hentes fra de rige. Så enkelt kan det stilles op, men selvfølgelig skal det pindes ud, dokumenteres og diskuteres bredt i bevægelsen.
Men – vil mange indvende – et sådan aktionsprogram bakker Socialdemokratiet aldrig op! Lykketoft er ikke et hak bedre en Fogh! SF er Socialdemokratiet minus 20% osv.

Alt sammen helt forståelige og rimelige indvendinger! Men Socialdemokratiet kan presses. Det viste majstrejkerne i 74. Socialdemokratiet er ikke et borgerligt parti, men et borgerligt arbejderparti. Forskellen er den enkelte, at Socialdemokratiets berettigelse og opbakning lige præcist bunder i, at de både er et borgerlige parti og et arbejderparti. Dvs. at de er tilhængere af kapitalismen, men de ønsker at reformere kapitalismen – at tæmme og regulere kapitalismen, så den får et menneskeligt ansigt. De ønsker at fastholde en social profil, hvor der tages hensyn til de svageste i samfundet. De ved at deres vælgerbasis er arbejderklassen og de svageste i samfundet.
Men det betyder også, at Socialdemokratiet er mere lydhør overfor pres fra arbejderklassen. Det hænger også sammen med de fortsat snævre bånd mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet.

Og så er vi tilbage ved nøgle spørgsmålet: Hvad alternativet til Fogh er! Det er at vi skaber en bevægelse fra neden – i arbejderklassen og fagbevægelsen, blandt elever – og studerende, som rent faktisk vælter den borgerlige regering på dens politik, og på nogle klare krav om hvad vi vil have: genopretning af velfærden, stop for angrebene på indvandrere, og nej til dansk krigsdeltagelse.
En sådan bevægelse vil flytte de politiske holdninger klart til venstre – og presse Socialdemokratiet til venstre.
I maj 1974 viste arbejderklassen hvilken styrke den har i kraft af sin samfundsmæssige placering og kollektive organisering, når den bruger strejkevåbnet. Den viste at en samlet arbejderklassen kan udfordre enhver regering. I 1974 var det arbejderklassen som pressede det etablerede system – regeringen, arbejdsgiverne, Socialdemokratiet og fagbevægelsens top.
Derimod lykkedes det ikke i 73-74 og fremefter at opbygge et politisk alternativ til Socialdemokratiets borgerlige politik.
Denne opgave står fortsat tilbage i dag – som en del af kampen for at vælte Fogh regeringen.

Billede:
“Hartling – regeringen væk“ – stod der med fede bogstaver over indgangen til Christiansborg. 100.000 demonstrerede mod Hartling-regeringen i 1974.

Flere artikler fra nr. 224

Flere numre fra 2004

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 2543 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside