Socialistisk Arbejderavis
Nr. 225 – 25. februar 2004 – side 4
Bøder til alt og alle
Poul Erik Kristensen
Staten mangler penge på grund af skattestoppet. Det må være den eneste logiske forklaring på, at regeringen nu vil til at inddrive bøder fra folk, der udbliver fra behandling på sygehusene eller som henter deres børn for sent i børnehavene eller vuggestuen.
I bedste fald er bøderne totalt overflødige eller også har de en social slagside, som er helt enorm.
På hospitalerne er udeblivelser ikke det store problem. Her sker udebliverne primært på ambulatirierne, hvor man tager sig af mindre sygdom-me.
I et internt notat fra Amtsrådsforeningen, som stammer fra i år, viser det sig at være mellem 100-300 aflysninger per amt som følge af udeblivelser fra planlagte operationer. Det tilsvarende tal for ambulatorier er, ifølge notatet, 4.000-10.000 udeblivelser per amt om året. Men der findes ikke nogen central registrering af udeblivelser, og det er der en god grund til:
I et notat fra Indenrigs- og Sundheds-ministeriet gives en god forklaring:
"Problemet med udeblivelse fra behandling rammer primært de ambulante besøg. Patienter som udebliver fra ambulant behandling giver ikke umiddelbart sygehuse-ne større ,tab‚ idet der under sædvanlig ambulatorie-drift er tilsagt et antal patienter, som kan rykkes frem."
Med andre ord: Det er ikke noget stort problem.
Når det gælder “sløsede“ forældre i børnehave og vuggestuer er forslaget om bøder næsten endnu mere suspekt.
Her viser undersøgelser fra Kommunernes Landsforening at der måske er en stigning i antallet at forældre, der henter deres børn for sent. Og det er der primært to grunde til.
Den ene er regeringens og arbejdsgivernes krav om øget fleksibilitet, som betyder, at børnefamilier i dag skal arbejde på alle tidspunkter af døgnet. Det sker samtidig med at kommunale nedskæringer har tvunget mange institutioner til at nedsætte åbningstiden.
Den anden gruppe er forældre med ofte store sociale og psykiske problemer. At tro, at man hjælper dem og deres børn, ved at straffe dem yderligere på pengepungen er direkte forrykt.
Hos den gruppe er det helt andre hjælpeforanstaltninger der skal til. Og pædagogerne i den enkelte institution er helt klar over, hvilke forældre der er i krise – og det indgår naturligvis i pædagogernes overvejelser om, hvordan man skal hjælpe det enkelte barn bedst til at få en god tilværelse. Og her er bøder ikke en del af løsningen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe