Socialistisk Arbejderavis
Nr. 226 – 17. marts 2004 – side 8
Læren af påskestrejkerne i 1985
Freddie Nielsen
“Strejker er noget der hører fortiden til.” “Arbejderklassen er død – eller den er i hvert fald ved at forsvinde.” Argumenter af den type har igen og igen mødt de sidste mange generationer af socialister og fagforeningsaktivister.
Heldigvis bliver argumentet gang på gang gjort til skamme, ved at arbejderklassen går ud i større eller mindre strejker.
Den mest omfattende strejke i nyere tid, var påskestrejkerne i 1985, hvor i hvert fald ikke under 600.000 arbejdere var involveret – i større eller mindre omfang – i strejkebevægel-sen i de 3 uger den varede. Og det var en strejke præget af en militans og en dynamik, der kom bag på de fleste.
På sin vis er det ikke helt rigtigt at tale om påskestrejkerne som en enhed. I virkeligheden var der tale om to vidt forskellige, men dog sammenhængende og overlappende dele.
Den første del udgjordes af en overens-komstmæssig storstrejke, der startede mandag d. 25. marts, og omfattede ca. 300.000 privatansatte LO-medlemmer. Denne strejke skulle efter planen få følgeskab af ca. 100.000 offentligt ansatte fra 1. april,
Denne del var den passive del af strejken. Bortset fra en del aktivitetslommer omkring en række af de mere aktive fagforeninger, så var strejken i den første fase præget af passivitet. Det var, hvad vi kaldte en bureaukratisk massestrejke. Det vil sige en strejke, hvor fagtoppen sendte en stor del af sine medlemmer hjem, og helst ikke så for megen aktivitet fra de strejkendes side.
Skiftet kom da Poul Schlüters konservative regering begyndte at gribe ind i strejken. Indgreb i overenskomster var på den tid nærmere reglen end undtagelsen. Men hvor tidligere indgreb havde bestået i at ophøje forligsmandens mæglingsforslag til lov, så strikkede Schlüter et indgreb sammen, der så ud som om, det var skrevet af DA.
Torsdag d. 29. marts, hvor indgrebet skulle til 2. behandling i Folketinget, var der indkaldt til demonstration kl. 12 foran Christiansborg. Som en optakt arrangerede en række aktive københavnske fagforeninger en af de mest spektakulære aktioner nogensinde.
Præcis kl. 8 blev Christiansborg blokeret. Mellem 1000 og 2000 aktivister besatte samtidig de 9 broer der fører ud til Slotsholmen, og erklærede at blokaden ville vare til kl. 12, hvor man ville modtage demonstrationen. Aktionen lykkedes over al forventning. Ganske vist tilbageerobrede politiet en del af broerne inden kl. 12, men det var lykkedes at holde aktionen hemmelig, så politiet og Folketinget blev taget på sengen. Forhandlingerne i Folketinget blev udsat, fordi det lykkedes at blokere mange folketingsmedlemmer ude.
Men det vigtigste var den genlyd aktionen gav ud over landet – en opfattelse af at der faktisk kunne gøres noget. Så dagen efter – den officielle strejkes sidste dag – ændredes strejkens karakter radikalt. Blokaderne tog til og mange offentligt ansatte gik med ud i strejken. Også fredag var der demonstration foran Christiansborg, og hvor torsdagens demo var mere ordinær, så var der næppe under 125.000 samlet til fredagens demo i København. Og samtidig var der store demonstrationer i de fleste større byer landet over.
Lørdag mødtes Folketinget og vedtog indgrebet, så efter regeringens (og for den sags skyld nok også det højere fagbureaukratis) begreber, skulle alt være tilbage til normalen om morgenen den 1. april. Men det blev en ren aprilsnar.
Om mandagen fortsatte store dele (måske endda størstedelen) af dem, der havde været med i den officielle strejke, og de fik følgeskab af mange nye strejkende. Og det mest markante var, at den selvorganisering, der var begyndt i slutningen af den officielle strejke, nu blev det generelle billede. På den måde blev der også store forskelle fra by til by. I København, Aalborg og Esbjerg og til en vis grad også Århus og Randers – byer hvor der var en stærk organisering nedefra – var strejken temmelig omfattende, helt frem til 12. april.
1. april var der atter demonstrationer i mange byer. I København var der flere end om fredagen, og i en by som Randers f.eks. var der i nærheden af 15.000 i demoen – noget der skyldtes at arbejdspladser (som det skete over hele landet) – når de havde besluttet at strejke, så trak de naboarbejdspladserne med sig.
Strejkebevægelsen blev lede af venstrefløjsfolk og aktive tillidsfolk, heriblandt også mange socialdemokrater. Men allerede fra starten ønskede fagbureaukratiet at det hele holdt op, men de holdt lav profil for ikke at distancere sig for meget fra deres medlemmer. Nu et par dage inde i strejken fik de følgeskab af en del DKP tillidsfolk – strejkegeneralerne – som heller ikke ønskede at bevægelsen blev for selvstændig.
Tirsdag d. 2. april var der tillidsmandsmøde i KB-Hallen, hvor ca. 4000 deltagere fik klemt sig ind, mens op mod 200 måtte blive udenfor. Det var vendepunktet. Nu begyndte de, der ønskede strejkerne stoppet at markere sig. Det skete på to måder.
Den ene var at udnytte at næste dag var sidste arbejdsdag før påske, og i mange overenskomster var udbetaling af søgne-helligdagspengene betinget af, at man arbejdede dagen før og efter den pågældende helligdag. Det spillede de på, og pegede på at folk derfor burde gå i arbejde, så kunne de jo strejke videre efter påske. Og til det formål foreslog de at gøre onsdag d. 10. april til en enorm landsdækkende aktionsdag.
Det andet var at undgå landsdækkende koordinering af strejkerne. Venstrefløjen pegede på, at hvis det hele skulle holdes i gang så måtte der holdes et landsdækkende tillidsmandsmøde i påsken. Jan Andersen – en af de ledende DKP strejkegeneraler – kæmpede imod, men det var ikke en nem kamp. Hvorvidt en afstemning i salen ville være faldet ud til venstrefløjens eller Jan Andersens fordel, blev aldrig afgjort. Preben Møller Hansen – Sømandsforbundets formand – afgjorde sagen ved at erklære at der ikke ville sejle en færge i påsken. Underforstået at det ville være umuligt at samle folk på tværs af landsdelene.
Resultatet blev mudret, og det eneste konkrete var 10. april som aktionsdag. Omvendt var det også udtryk for at strejkeslagterne var ved at få overtaget, når sømandsbossens erklæring kunne afgøre sagen. Virkeligheden i de foregående 3-4 dage havde været, at "besindige" folk havde talt imod at blokere for busserne, ud fra at så ville folk ikke kunne komme til demo-erne. Men busserne blev blokeret overalt, og folk kom alligevel til demonstrationer over hele landet i så store antal, som aldrig eller yderst sjældent var set før.
Det stoppede langtfra strejkerne helt, men lederskabet havde ladet de strejkende i stikken, og det medførte den forvirring der skulle til for at vende stemningen. Aktions-dagen d. 10. april var igen præget af mange strejker og demonstrationer, men det bar mest præg af at være afdansningsbal. Der var ingen talere der talte om generalstrejke mere, der var i det hele taget ingen talere der var konkrete mere, så de fleste stod med en fornemmelse af at nu var det slut.
Det var det stort set også. I København var strejkeaktiviteten stadig stor ugen ud – både blandt privat- og offentligt ansatte. Men i provinsen var der et kraftigt dyk efter onsdagen, og det var stort set kun offentligt ansatte – primært pædagoger og lærere – der fortsatte.
Dette sidste hang tæt sammen med, at mange offentligt ansatte følte sig svigtede, for et af strejke-slagternes argumenter var, at de enkelte arbejdspladser skulle gå hjem og fortsætte kampen ved at kræve lokale lønstigninger – en taktik som ingen offentligt ansatte ville være i stand til at bruge til noget som helst, og som heller ikke skete i noget større omfang på private arbejdspladser.
At strejkerne i det hele taget udviklede sig som de gjorde, skyldes primært 3 ting. For det første at faldende arbejdsløshed havde medført øget selvtillid i arbejderklassen. For det andet at folk syntes at regeringen var gået så meget for vidt, så man ikke bare kunne lade stå til. For det tredje at sejren i HT strejken – hvor blokadevåbnet var blevet brug med stor effektivitet – kunne give en del inspiration.
Omvendt så faldt strejkerne – på trods af den store militans og utrolige dynamik – sammen så let som de gjorde, fordi adskillige års nedgang havde præget mange erfaringer, og fordi der manglede et lederskab der ikke bare ville, men også kunne spille sammen med den meget selvstændige bevægelse, og pege på de næste skridt.
Det kunne næppe have udviklet sig til en revolution, men regeringen og arbejdsgiverne kunne godt have været presset meget mere end de blev. At strejkerne alligevel langt fra var spildte, blev tydeligt ved overenskomsterne i 1987, der blev de bedste i mands minde.
Billedtekst:
Indfaldsvejene til Christiansborg var blokeret – politikerene kunne ikke komme på arbejde
Hundredtusinder af mennesker lukkede Christiansborg slotsplads af.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed