Socialistisk Arbejderavis

Nr. 226 – 17. marts 2004 – side 11

Røde Wilfred

Storkonflikt: En knytnæve i synet på den borgerlige regering

Peter Iversen

Fagbevægelsen har rigtig været i foræringshjørnet ved årets overenskomstforhandlinger på det private område. Fogh og den borgerlige regering må sammen med arbejdsgiverne fryde sig over de store forbunds udsalg af kravene.

Det er et rigtigt elendigt resultat, der er kommet ud af forhandlingerne. Rådne kompromisser med små gevinster og en høj pris i form af indskrænkninger i den i forvejen stærk begrænsede strejkeret.

Som sædvanligt var det Industri-forliget, der blev indgået i begyndelsen af februar, der er kommet til at blive toneangivende for alle de andre overenskomstområder. Industrien satte rammen og den var ikke god. Små kosmetiske forbedringer af mindstelønnen, lidt længere tid til barsel, ubetydelige krummer til lærlinge og elever, lidt i pension og lidt efteruddannelse ved fyringer, lidt justeringer af overenskomstmæssige tillæg – det var, hvad der var af goder.

Men forringelserne var slemme: Ved en strejke kan arbejdsgiverne forlange den forsømte tid indarbejdet som gratis overarbejde inden for 14 dage. Arbejdsgiverne får bedre mulighed for at diktere fleksibel arbejdstid. Og arbejdsgiverne får mulighed for at presse de ansatte til helt at se bort fra kerneafsnit i overenskomsten så som afsnittet om arbejdstidsreglerne. Endelig har arbejdsgiverne i Industri-overenskomsten fået ret til ensidigt at erklære den årlige lønforhandling som værende afsluttet. Og så er overenskomstperioden sat til hele 3 år med så små forbedringer!

Væk var ønskerne om nedsat arbejdstid til skifteholdsarbejderne, væk var kravet om mere i feriepenge, væk var forventninger til at lærlinge og elever langt om længe endelig skulle have et løft. Og Industri-forliget angav ingen vej til løsning af spørgsmålet om den centrale barselsfond.

Skabelonen fra Industri-forliget blev benyttet mere eller mindre elegant på de andre forlig, der blev indgået. Dårligdommene er i mere eller mindre grad trukket med over på de andre indgåede forlig. De fleste af HK’s forlig er kun undgået med den forudsætning, at der kommer en løsning på spørgsmålet om den centrale barselsfond – ellers bortfalder HK’s forlig.

Uanset om det skulle lykkes forligsmanden at løse problemet om barselsfonden, så er der kun en ting at gøre, nemlig at stemme nej til det samlede mæglingsforslag. Det er ikke godt nok. Det er faktisk alt for ringe.

Det er muligt på trods af sammenkædningsregler at få et nej ved den kommende urafstemning. Der er allerede, før det endelige mæglingsforslag er udarbejdet, en nej-kampagne i gang med tilslutning af en lang række fagforeninger og arbejdspladser. Rundt om i landet bliver der afholdt møder blandt tillidsfolk om at opfordre til et nej.

Flere i nej-kampagnen argumenterer for nye forhandlinger frem for strejke. Det er forkert. Kun gennem en storkonflikt vil vi kunne bringe kravene tilbage på bordet. Gennem en storstrejke kan vi tvinge arbejdsgiverne til indrømmelser, de ellers ikke vil give. For der er råd. Arbejdsgivere og direktører har været gode til gennem de sidste par år at give sig selv lønforhøjelser og bonusser i et helt andet omfang, end hvad de har givet til deres ansatte. Siden den borgerlige regering er kommet til, er indkomst- og formueforskellene vokset i Danmark.

Det sætter de elendige overenskomstforlig ikke en stopper for.

En storkonflikt vil derfor også være en ordentlig knytnæve lige i synet på den borgerlige regering.

Peter Iversen er bestyrelsesmedlem i “Branchesektion IT, Medie og Kommunikation” i HK Privat

Flere artikler i serien Røde Wilfred

Flere artikler fra nr. 226

Flere numre fra 2004

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp 2001-2010

Se flere artikler af forfatter:
Peter Iversen

Siden er vist 1845 gange.

Redirect = 0