Socialistisk Arbejderavis
Nr. 227 – 7. april 2004 – side 2
Det mener vi
Hvis terror?
Blodige kroppe og forpinte mennesker fylder billederne og kalder på vores medfølelse. Sådan burde det i hvert fald være.
I Irak tager den blodige undertrykkelse til af alle modstanadere af den amerikanske besættelse. Senest med den skånselsløse nedskydning af mere end 50 civile demonstranter i Baghdad, Fallujah og Falleh. Demonstranterne protesterede mod undertrykkelsen af deres ytringsfrihed.
En af de shiamuslimske ledere, Al-Sadr, som har base i Bagdads fattige slumkvarterer, har skærpet kritikken af den amerikanske besættelsesmagt. Hans avis er blevet lukket og hans viceleder er arresteret. Det protesterede irakerne over – og derfor blev de skudt. Massedemonstrationer er det som Bush og Fogh frygter allermest. Fordi det for alvor kan gøre besættelsen umulig og samtidig udstiller deres irakiske politikere som de marionetter de er.
Det er den statsterror som dagligt dræber mennesker, skaber lidelse og ødelægger demokratiet. Men i de danske medier fremstilles USA og de andre landes besættelsestropper ikke som terrorister, men tværtimod som befriere. De irakere som kæmper for at deres land skal være frit og fri for besættere kaldes terrorister som en slags Orwellsk nysprog for dette årtusinds kampagne for the American century.
Terror er ingen tilfældighed, hverken i Baghdad eller Madrid. Den har en årsag og en konsekvens. Årsagerne er de samme. En imperialistisk offensiv fra USA og de villiges koalition til med alle midler at sikre sig olien og magten i Mellemøsten. Konsekvensen er fattigdom og desperation. Og i sidste ende frygtelige bomber, som rammer uskyldige immigranter og arbejdere i Madrid. Den terror hjælper kun Bush, og kan ikke retfærdiggøres.
Bush og Fogh dækker deres imperialistiske aspirationer med at kampen mod terroren er langvarig og ikke altid lige konkret. Derfor bruger de frygtelige handlinger de selv har skabt til at undertrykke demokratiet, indskrænke frihedsrettigheder og undertrykke menneskerettighederne.
I Danmark er der blevet skærpet ret til overvågning og terrorbestemmelser gjort så brede, at de kan anvendes mod alle aktivister, fx strejkende arbejdere eller studerende som besætter skoler.
I Danmark forsvarer vi ikke længere danske statsborgere som er mistænkt i et andet land, hvis de er muslimer, som det er sket med flere danskere i Marokko. Men Fogh sender gerne soldater og embedsmænd til Irak for at sikre danske multinationale.
Den danske Guantanamo-fange sad i 2 år, selvom Anders Fogh og Folketingets udenrigspolitiske nævn vidste at han var uskyldig. Han var anholdt i Pakistan og der var ingen terrorbeviser. Men Fogh giver gerne en israelsk ambassadør, der er tidligere sikkerhedschef med hundreder af snigmord på samvittigheden, en hjertelig modtagelse.
Den mest systematiske og omfangsrige terror foretages af USA og dens allierede, herunder Danmark. Dagligt bliver mennesker slået ihjel i Irak, Palæstina og Afghanistan. Dagligt bliver hundreder af mennesker fordrevet fra deres hjem som gengældelse. Dagligt bliver tusinder af mennesker forhindret i at arbejde og dyrke deres jord og atter titusinder af mennesker frataget deres værdighed af besættelsesmagten.
Dette er den virkelige terrorisme. I frihedens og demokratiets navn skal vi forsvare vores demokratiske rettigheder og støtte modstanden i Irak, Palæstina og Afghanistan.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe