Socialistisk Arbejderavis
Nr. 227 – 7. april 2004 – side 6
Staten og magten
Martin B. Johansen
Ifølge alle lærebøger og de fleste menneskers opfattelse er staten et neutralt organ, der er hævet over særinteresser og skal tjene hele befolkningen. Men to eksempler fra den seneste måned viser, at historien er mere indviklet end som så.
Først rejste den britiske premierminister, Tony Blair, til Libyen og trykkede diktatoren Gadaffi i hånden. Al snak om Gadaffis mere eller mindre direkte ansvar for terrorhandlinger var glemt og tilgivet. Men med i Blair’s delegation var også en gruppe erhvervsfolk, som benyttede sig af den nye forbrødring til at sikre sig milliardkontrakter i bl.a. Libyens olieindustri.
Dernæst foreslog nogle embedsmænd i EU at åbne for import af landbrugsprodukter fra afrikanske lande, som ikke overholder EU’s egne krav for brug af blandt andet kunstgødning. Det skulle angiveligt ske for at hjælpe de fattige afrikanske bønder, men eftersom de fleste bønder i Afrika overhovedet ikke har råd til at bruge kunstgødning, så var der snarere tale om en udstrakt hånd til de store farmere i lande som Kenya, Zimbabwe og Sydafrika.
De to eksempler viser, at der er en tæt forbindelse mellem staten og erhvervslivet. Det er således ikke noget tilfælde, at man altid ser statsministeren i spidsen for delegationer af erhvervsfolk på rejse i fjerne lande, men aldrig i spidsen for en delegation af politiske og faglige aktivister.
Den snævre forbindelse mellem stat og kapital viser, at staten ikke er hævet over særinteresser, men er underlagt hensynet til kapitalens herredømme. Det kan man konkret se ved, at ejendomsretten er indskrevet i Grundloven og håndhæves hårdt af domstolene, mens retten til arbejde (som faktisk også fremgår af Grundloven) ikke bliver garanteret af nogen form for domstol.
Der er to vigtige konsekvenser af, at staten er underlagt kapitalens herredømme.
Det betyder for det første, at der er snævre grænser for, hvad selv en nok så socialistisk regering kan gennemføre. Når staten beskytter ejendomsretten, så er den også, når det kommer til stykket, magtesløs overfor dem, der sidder på den økonomiske magt.
Det mest dramatiske eksempel på dette, er den skæbne, som overgik socialisten Salvador Allende’s regering i Chile i 1970-73. Allende forsøgte at reformere det chilenske samfund i socialistisk retning, men blev allerede tidligt mødt af økonomisk sabotage og kapitalflugt fra kapitalens side. Og i sidste ende sluttede erhvervslivets ledere sig sammen med generalerne i hæren og gennemførte – med hjælp fra CIA – et yderst blodigt militærkup, som kostede titusinder af mennesker livet, herunder Allende selv.
For det andet er statens aktiviteter ikke udtryk for flertallets ønsker, men for erhvervslivets behov. Det kan man for eksempel se ved, at den borgerlige regering presser på for at styrke de boglige fag i folkeskolen og endda helt ned i børnehaven. Det sker stik imod al pædagogisk ekspertise og videnskab, som peger på, at styrkelse af kreative fag og idræt ville have en positiv indflydelse på børns indlæring, som langt overgår kravet om flere dansktimer og mere terperi. Men sagen er, at godt nok har kapitalen brug for, at folk kan læse og skrive, men den har også brug for, at folk allerede fra barnsben af lærer, at samfundet er inddelt i folk, der kommanderer, og folk, der bliver kommanderet. Og træningen i det system opnår man bl.a. ved at belønne de børn, der kan sidde stille og adlyde læreren.
Et andet eksempel er den lave arbejdsløshedsunderstøttelse. De fleste mennesker ønsker, at en periode med arbejdsløshed ikke skal være en økonomisk katastrofe, og derfor bør understøttelsen svare nogenlunde til, hvad man kan tjene på at arbejde. Almindelig saglighed taler også for, at understøttelsen og kontanthjælpen bør være høj. Et liv i fattigdom gør det sværere overhovedet at komme i arbejde, fordi fattigdom ofte følges af sociale problemer og overhyppighed af sygdomme. Faktisk var understøttelsen i Danmark for 30-35 år siden relativt høj, netop med henvisning til, at det styrkede mobiliteten på arbejdsmarkedet. Men erhvervslivet har brug for, at der findes en stor gruppe af fattige, der kan anvendes som skræmmebillede for arbejdere, der ikke vil indordne sig.
Statens binding til ejendomsretten og kapitalen har en vigtig konsekvens for socialister. Det betyder, at for at bryde kapitalens magt, er det ikke nok at vinde et valg til Folketinget. Selv en nok så socialistisk regering vil rende panden mod en mur, når den bliver stillet over for kapitalflugt og lukning af virksomheder.
Alternativet til det kapitalistiske system er derfor ikke at vælge andre politikere. Alternativet består i, at arbejderklassen og de undertrykte ikke blot erobrer den politiske magt, men også den økonomiske. Det betyder, at for at ændre samfundet grundlæggende, så handler det om at tage kontrollen over virksomhederne, over bankerne, over butikkerne og over de offentlige institutioner.
Billedtekst:
Tony Blair trykker Libyen‘s leder Oberst Gadaffi i hånden, efter at have sikret stor aftale til den britiske olieindustri
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed