Socialistisk Arbejderavis
Nr. 228 – 27. april 2004 – side 4
Overenskomst 2004
Solidaritet – Ja tak
Klaus B. Jensen
Overenskomsten 2004 blev vedtaget med 57,5% af stemmerne for mæglingsforslaget og 42,5% mod. Kun 37,2% af de ca. 650.000 stemmeberettigede valgte at stemme – det er hele 10 % lavere end i 1998.
I SID blev der stemt nej til det samlede mæglingsforslag, men alligevel må SID’s 185.000 medlemmer acceptere overenskomsten de næste 4 år. Det samme gælder slagteriarbejderne i Nærings- og Nydelsesforbundet NNF – her stemte 94,2 % af medlemmerne nej.
Overenskomstsystemet er opbygget med decentrale forhandlinger på en lang række områder, men ved selve afstemningen er det slut med det decentrale. Her gælder sammenkædningsreglen, hvor alle stemmer tælles op samlet. Men hvordan kan det være at enkelte forbund – store som små – kan være så utilfredse med overenskomsten, som f.eks. i NNF, og så alligevel i sidste ende blive nødsaget til at acceptere resultatet? Er det småt med solidariteten i fagbevægelsen eller er forhandlingssystemet i bund og grund udemokratisk?
OK2004, den sammenslutning af forskellige lokale fagforeninger, der op til afstemningen igangsatte en nej-kampagne, havde stor opbakning. Alligevel anbefalede stort set alle hovedforbund et ja til overenskomsten. Det betyder selvfølgelig at argumenterne for et ja har haft meget bedre mulighed for at komme ud til medlemmerne gennem fagblade og fagforbundenes ja-kampagner – og det har selvfølgelig været et problem for OK2004, at der ikke har været de samme økonomiske midler til en nej-kampagne. Men OK2004 har ikke forsøgt at gøre op med fagbureaukratiets egen logik, hvor hvert forbund er sin egen lykkes smed. De har ikke været ude ved alle de HK-medlemmer, der i udgangspunktet var glade for ok-resultatet og barselsfonden, som på ingen måder skal forklejnes, for at argumentere for et nej.
Sammenkædningsreglen er på mange måder en stor fordel for arbejdsgiverne, der med andre ord blot skal sørge for at skabe splid i fagbevægelsen, og f.eks. forære de store kvindeforbund en barselsfond, der i øvrigt ikke er den store udgift for arbejdsgiverne.
Med en overenskomst hvor få får noget, og mange får lidt er det vigtigt at slå på solidariske argumenter. Med sammenkædningsreglerne er det vigtigt at der gøres op med fagbureaukratiets logik og ikke ses på slagteriarbejdernes eller HK’ernes forlig isoleret.
Resultatet betyder at mindstelønnen stort set ikke hæves, at arbejdere kan idømmes ubetalt overarbejde efter en konflikt og en lang række andre forringelser. Fagbureaukratiet har accepteret, at overenskomstforhandlingerne handler om et stort udsalg til arbejdsgiverne og ikke en mulighed for at forbedre løn og arbejdsbetingelser for medlemmerne.
Fagbureaukratiet skal udfordres. Som Inge S. Olsen, der er med i Aktiv Pædagogisk Forum, sagde det i sidste nummer af Socialistisk Arbejderavis ”Vi skal have en fagbevægelse, der kæmper for menneskeværd og menneskeret, som kæmper for en sag lokalt og globalt. Fagbevægelsen forholder sig kun til økonomiske spørgsmål, men ikke til faglige og menneskelige spørgsmål. De vælger populistiske spørgsmål, som f.eks. barselfonden – ikke at det ikke er vigtigt, men det er for nemt. Der er mange andre vigtige spørgsmål, som der skulle kæmpes for: Vores lønninger, nedskæringer på hele velfærdsområdet, brutaliseringen af arbejdsmiljøet. Der er ikke meget kamporganisation tilbage i fagbevægelsen.”
Billedtekst:
Cheferne og erhvervslivet er dem der har fået allermest ud af overenskomsterne i 2004
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed