Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 228 – 27. april 2004 – side 7

Støt den irakiske modstandskamp

Rina Dhahir

April måned 2004 – en af de blodigste måneder i Irak siden George Bush 1. maj sidste år erklærede kamphandlingerne for afsluttede. På begge fronter stiger antallet af faldne, om end de er skævt proportionelle.

SAA artikel 22817

 

Alene i løbet af én blodig uge i april mistede henved 700 civile irakere livet som følge af den amerikanske aggression mod byen Falluja. Til sammenligning lå koalitionens tabstal på ca. 70 mand. Baggrunden for dette er en episode i starten af april hvor fire amerikanske ’kontraktarbejdere’ (’Kontraktarbejdere’ er krigskoalitionens spiselig term for ’lejesoldater’. Ifølge bl.a. Politiken er flere tusinde af disse i dag udstationeret i Irak af udenlandske private firmaer) blev dræbt og dernæst skændet af den vrede folkemængde i byen Falluja.
Fra et etisk perspektiv kan denne handling – skænding af lig – selvfølgelig fordømmes. Episoden med de fire kontraktarbejdere retfærdiggør dog på ingen måde den kollektive afstraffelse som amerikanerne på brutalt vis har gennemført i Falluja; ’krigskoalitionens’ håndtering (eller mangel på samme) af denne sag viser endnu engang at amerikanerne ikke har i sinde at beskytte den enkelte iraker; tværtimod. Hver dag betyder mere blodudgydelse, død og elendighed for irakerne.

Følger man de etablerede medier, vil man hurtigt opdage at modstanden mod besættelsen i Irak, som i løbet af de sidste par uger for alvor er eskaleret i alle irakiske byer, reduceres til en lille, ubetydelig opstand med rødder i fundamentalistiske kredse. På overfladen kan denne modstand umiddelbart forekomme som værende udelukkende af religiøs karakter, da det unægteligt ser sådan ud, hvis man vælger at slukke sin medietørst vha. aftennyhederne på DR og TV2.
Her er det dog på sin plads at bemærke at de vestlige medier konsekvent vælger kun at vise indslag med vrede fundamentalister, der lover amerikanerne kamp til stregen. Den almindelige iraker har det jo godt, siger de. Det er bare en lille gruppe der er opsat på ballade. Eller som en amerikansk officer på vaskeægte yankee-manér og helt uden skrupler bemærkede om irakerne til programmet Horisont: ’98 per cent are good people. The rest should be slaughtered’ !!

Man vil gerne lade os tro at det endnu engang blot er en håndfuld yderligtgående, rabiate islamister der vender det moderlige USA ryggen og ødelægger legen for alle de andre gode ’frihedselskende’, der gerne vil lege med. Præcis som tilfældet Israel/Palæstina, hvor de eneste palæstinensere, der appellerer til TV2’s journalistiske kreativitet, er dem, der sværger zionisterne død og hævn. Den almindelige undertrykte palæstinensers historie er ikke værd at skildre.
Tanken bag at fremstille den irakiske modstand som værende religiøs er at lade betragteren oparbejde en uvilje mod den irakiske modstand – for hvem ønsker at se et nyt Iran inkorporeret i Irak? Ganske vist anføres modstanden i mange tilfælde af fundamentalistiske grupper – der er endda beretninger om at Iran har flere efterretningsagenter i Irak, hvis formål er at puste til den religiøse ild.
Det betyder dog ikke, at den aktuelle opstand dermed kan affærdiges som værende af alene religiøs karakter. Den umiddelbare dominans af religiøse modstandsgrupper skal ses i lyset af, at religionen pt. udgør det eneste organiserede forum for modstanden. Det er derfor via religionens talerør modstanden kommer til udtryk – den enkelte ’taler’ er dog ikke nødvendigvis religiøs.
Den irakiske befolkning er ikke fundamentalistisk, men sekulær, ligeledes er modstanden mod den amerikanske besættelse stadigt voksende og dybt funderet i hele befolkningen. Derfor vil der – efter at krigsaggressorerne er smidt på porten – blive udkæmpet nye interne slag i Irak og nye slagord som demokrati, social retfærdighed, kvinderettigheder osv. vil komme på banen.
Indtil da må alle modstandere mod besættelsen – i og udenfor Irak – samle sig om ét eneste mål: at smide amerikanerne og deres allierede ud af Irak én gang for alle! I Danmark kan vi bidrage til den irakiske frihedskamp ved fortsat at appellere til den danske regering: Træk de danske tropper ud af Irak NU!

Flere artikler fra nr. 228

Flere numre fra 2004

Se flere artikler af forfatter:
Rina Dhahir

Siden er vist 2181 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside