Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 228 – 27. april 2004 – side 8

Direkte demokrati i hele bageriet

Jakob Nerup

Ordet demokrati bruges af alle i bevægelsen som fællesnævneren for den politiske styreform vi ønsker. Alle ønsker vi demokratiet udstrakt til flere og at tilbageerobre det fra de økonomiske magter. Men her dele vandene sig. For hvordan er det så lige vi ønsker, at demokratiet skal fungere?

Hvad stiller vi op med det demokratiske underskud, når et enormt flertal vil bevare og forsvare Christiania, mens et flertal i Folketinget vil sælge det til nyliberalistiske markedsprojekter. Skal vi vente på næste valg eller skal vi omsætte flertallet i handling? De samme spørgsmål kan vi rejse om krigen mod Irak hvor regeringsledere gik mod deres egne befolkninger og irakerne betaler den blodige pris.
Ønsker vi blot den repræsentative parlamentarisme udvidet med en slags deltagerdemokrati, hvor flertallet aktivt kan påvirke dele af budgettet, hvorefter politikerne beslutter resten. Eller ønsker vi et radikalt skift, så mennesker selv bestemmer over deres liv, arbejde og omverden. I den debat argumenterer den svenske Attac’er America Vera-Zavala i bogen Deltagerdemokrati at det er vejen frem. Hun mener det forener venstrereformismens tro på parlamentarismen med autonome ideer som udtrykt af Hardt og Negri.
”I den sidste ende handler det om at opbygge en bedre verden. At bygge bevægelser, partier, vinde valg, udvikle demokratiet og kæmpe for at forandre verden, handler også om at få drømme til at gå i opfyldelse...I det arbejde er deltagerdemokrati en vigtig brik.”
De svar alverdens aktivister giver på disse spørgsmål har dybtgående konsekvenser for deres syn på bevægelsens fremtidige udvikling. I European Social Forum og Danmarks Sociale Forum er der en politisk kamp om udviklingen. Skal forummet mene noget i fællesskab? Skal det tage beslutninger om fælles handlinger, som det skete med den globale antikrigs-demonstration 15. februar 2003? Eller skal det blot være et forum for ideer og tanker, som ikke må forstyrres af handlinger eller tvinge enkeltpersoner og grupper til at blive taget til indtægt for noget de ikke ønsker. Jeg hører til dem der mener det første, og America til dem der mener det sidste.


I det følgende vil jeg tage nogle af demokratiets grundlæggende teoretiske og historiske aspekter ind i diskussionen. Lad det være sagt fra starten at virkeligt demokrati for mig som socialist betyder to ting.
Det ene er at man har direkte indflydelse på beslutninger der vedrører en selv. Det være sig på arbejdspladsen, i boligkvarteret eller i skolen. Her skal det direkte demokrati råde uindskrænket. Konkret betyder det at jeg er med til at beslutte, hvem der skal producere hvad og hvordan; hvem der skal have hvilken stilling eller lejlighed; hvilket indhold der skal være i uddannelsen osv.
Det andet er selve retten til at udøve demokratiet, altså magten over samfundet, skal være i flertallets hænder uden kapitalister med økonomisk pression og ejendomsrettens ukrænkelighed. Denne fundamentale ændring af magten i samfundet er selve forudsætningen for at demokratiet kan udfoldes fuldt og vi dermed alle kan blive ligeværdige mennesker.
Demokratiet er ikke blevet os foræret, men tilkæmpet og i disse kampe har den socialistiske bevægelse gennem de sidste 150 år fået erfaringerne og formuleret teorierne om direkte demokrati. Den allerførste erfaring i en større politisk målestok fik vi allerede i 1871, hvor de parisiske arbejdere gjorde oprør mod ”borgerklassens” udlevering af deres by til de tyske besættelsestropper. Karl Marx skrev på 1. Internationales opfordring en sammenfatning af erfaringerne fra Pariserkommunen:
”Kommunen blev dannet af byrådsmedlemmer, der blev valgt ved almindelig valgret i de forskellige distrikter i Paris. De var ansvarlige og til enhver tid afsættelige. Deres flertal bestod selvfølgelig af arbejdere eller anerkendte repræsentanter for arbejderklassen. Kommunen skulle ikke være et parlamentarisk, men arbejdende organ, på samme tid udøvende og lovgivende.”
Denne form for direkte demokrati, hvor beslutninger tages af de involverede og føres ud i livet af de involverede skaber voldsomme forandringer på kort tid. I Pariserkommunens korte levetid nåede man at lave en gennemsnitsløn til funktionærer, adskille kirke og stat, brænde guillotinen, påbegynde en plan for hvordan arbejderne kunne drive fabrikkerne og afskaffe bagernes natarbejde.


46 år senere brugte de russiske arbejdere både disse og egne erfaringer til at skabe arbejderrådene, også kaldet sovjetterne. Overalt på fabrikker, skoler, boligkvarterer, blandt bønderne og soldaterne skabtes et direkte demokrati, hvor såvel politiske diskussioner som beslutninger involverede millioner. Det var en demokratisk kampplads for forskellige politiske holdninger mellem revolutionære, reformister og anarkister. Den amerikanske journalist John Reed beskrev i sin bog 10 dage der rystede verden, hvordan det foregik:
”Der var møde hver aften og hele dage holdtes uendelige hidsige diskussioner. På gaderne blev opløbene større hen imod aften og drev i langsomme, magelige tidevandsbølger op og ned af strøggaderne, ivrige efter nye aviser.”
I særlig grad var diskussionerne i 1917 koncentreret om, hvilken vej frem: Skulle man tage den fulde magt til sovjetterne eller skulle den deles med ”borgerskabet”. Flertallet valgte det første og gennemførte revolutionen i oktober 1917, hvorefter sovjetterne fik den reele magt og dermed var det direkte demokrati i gang. Et demokrati der lynhurtigt besluttede at gennemføre fri abort, åbne universiteter, jordreformer, fred og internationalisme.
Arbejderrådene var og er ikke noget specielt russisk. Det er noget arbejderklassen siden har brugt i sin egen organisering, når den for alvor tager livtag med magthaverne. Man kan sige at spiren til direkte demokrati og magt over eget liv ligger i arbejderklassens kollektive måde at producere på. I den tyske revolution i 1918, de italienske arbejderes oprør i 1919-21, i den spanske borgerkrig 1936, i det ungarnske oprør mod USSR i 1956, i det polske Solidarnosc oprør i 1980-81 og mange flere. I enhver strejke som kører over længere tid bliver demokratiet en altafgørende faktor side om side med magtspørgsmålet.


Under Påskestrejkerne i Danmark i 1985 var der en spirende demokratisk organisering, som blev organiseret fra neden af venstrefløjen. Det traditionelle repræsentative og hierakiske demokrati, som gør fagbevægelsen så tung at bevæge, blev fuldstændig overflødiggjort af situationens egen organisering, hvor massemøder for tillidsrepræsentanterne tog beslutningerne. Men også i små strejker, hvor magten bliver sat på spidsen, bryder demokratiet frem.
De århusianske skraldemænd blev berømte for såvel deres skraldemandsmodel, hvor tre mand delte arbejdet med en arbejdsløs og skiftedes til at uddanne sig. Men i særlig grad blev de et lysende eksempel på, hvor meget direkte demokrati kan forandre. Skraldemanden og socialisten, Hans Erik Madsen, har i sin bog Vi tog skraldet på glimrende vis illustreret det:
”Enhver skraldemand kunne indkalde til morgenmøde ved at hænge en seddel op på stempeluret med teksten morgenmøde, hvis han havde et eller andet problem han mente skulle diskuteres. Ingen kørte ud før morgenmødet var færdig... De har udviklet sig, så vi her træffer beslutninger af alle slags ved simple flertalsafgørelser.”
Skraldemændenes direkte demokrati blev for meget for ledelsen, som efter en langvarig kamp i 1996 fyrede dem. Men det essentielle i diskussionen om demokrati er, at det ikke blot dur som redskab til at skabe resultater, det bringer også det bedste frem i mennesker.
Gymnasieelever og studerende, som har været med i en besættelse af deres skole, kender også fornemmelsen. Pludselig er man med til at bestemme. Skal vi strejke eller ej? Skal vi besætte skolen? Hvad skal vi lære og hvordan? Flertallets magt over skolen giver utrolige muligheder for en konkret frisættelse af de enkeltes talenter og en meget bedre mulighed for at tilfredsstille den enkeltes behov for fx undervisning.
I en ny undersøgelse fra magtudredningen om danskernes syn på demokrati bakker 92 pct. op om et demokrati, hvor alle voksne har stemmeret. En tredjedel mener ligeledes at en forudsætning for demokrati er, at der hverken er nogen der er meget rige eller meget fattige, men hele 65 pct. bakker op om ejendomsrettens ukrænkelighed. Det grundlæggende spørgsmål er ikke om demokrati eller ej, men hvordan.


Ingen har valgt IMF, Verdensbanken eller WTO. Ingen har valgt Mærsk eller de andre storaktionærer. Ingen mennesker som kun har deres arbejdskraft som ejendom har interesse i at bevare et indskrænket demokrati som det nuværende.
Direkte demokrati er et redskab for flertallet til at forandre verden. Hvis bevægelsen vil forandre verden, må den turde bruge demokratiets styrke offensivt til at udfordre magten. Vi vil ikke kun nøjes med at bestemme over krummerne. Vi vil have hele bageriet.

Flere artikler fra nr. 228

Flere numre fra 2004

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 2375 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside