Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 228 – 27. april 2004 – side 9

Boganmeldelse: Heninng Mortensen: “Den femte årstid”

En glimrende krimi om Danmark lige nu

Asta Land Olesen

Henning Mortensen har for forlaget Modtryk opdateret fire kriminalromaner fra begyndelsen af 80’erne og sammenskrevet dem til en forrygende, sort, fortvivlet, vital beskrivelse af et Under-danmark med sårbare, svigtede skæbner, råhed og overgreb. De tyve år der er gået mærkes ikke. Vi er i 2003 og 2004.

SAA artikel 22820

Her er beskrivelsen af den kriminelle underverden og af en anløben del af erhvervslivet. En del der både arbejder sammen med narkohajer, alfonser, lejemordere og skattesvindlere for at fremme egne interesser i krigen mod konkurrenterne. Uden nåde over for dem der kommer i klemme eller dør af det.

Henning Mortensen mestrer til fulde krimigenren. Hans sprog er levende og blomstrende. Hans beskrivelse af mennesker, der er kørt fast i hårdt arbejde – eller intet arbejde- er historien om et Danmark på bunden. Et Danmark med mangel på venlighed og mulighed for at frigøre sig fra den undertrykkelse de er havnet i.
Her gælder det ikke mindst de prostituerede, f. eks. Sanne, der forlader sin rare, men fordrukne musikerkæreste for at opsøge arbejde på landet i et pornofilmmiljø, der viser sig så råt, at den beslutsomme Sanne, der vil frigøre sig og drømmer om renhed, ender som morder. Vi følger hende og mange andre små og store skæbner i et stort persongalleri der hænger sammen i et netværk – fra en rig overklasse til uhyggelige forbrydere og småsvindlere.

De velhavende – ja stinkende rige – der sidder på magten og det er langt ind i medierne – har jo et behageligt liv, ingen tvivl om det. Men manglen på håb og kærlighed er tydelig – også her. Det Danmark som Henning Mortensen vælger at beskrive er så åndelig fattigt, så småtskåret og elendigt, at vi forstår at han ikke kan fordrage det han ser her i 2004.

Vi hører om statsministeren, Irak, smagsdommere, kulturkamp med meget mere. Han kan heller ikke lide det trange, småborgerlige liv i og mellem huse og hække. Hør bare: ”Hækkene viser en velovervejet forarmelse.“ (Et parcelhuskvarter uden for Århus, som han synes er for trist.)
Den almindelige dagligdag og den jævne middelstand er ikke forfatterens ærinde i denne bog. Der er meget druk, meget bræk og lort i bogen. Men det bliver beskrevet uden kvalmende udpensling. Der er meget kønsdrift og sex, men meget lidt kropslig lidenskab og ømhed.
Sanne og den anden luder, Michelle, er ikke romantiserede. Henning Mortensen holder af dem. Det kommer vi også til.
Der er også mænd der bliver fint og medfølende beskrevet. Trods en gennemført sort holdning i denne nutidsskildring bliver man ikke knuget af at læse den. Ind imellem er den direkte sjov. Sproget, vitaliteten og den spændende handling det er alt sammen mageløst. Historien om de to store elektronikkoncerner, der fremstiller små komponenter til jagerfly og som begge kriges om at sælge til amerikanerne, er både grumt og morsomt fortalt. De to erhvervsledere viger ikke tilbage for at hyre lejemordere og andre forbrydere for at få den anden ned med nakken.
Det er en kritisk og glimrende bog, der handler om løgne og svindel, men også om mennesker, før og ikke mindst nu.


Den femte årstid
Henning Mortensen
Forlaget Modtryk, 2004
Pris 299 kr.

Flere artikler fra nr. 228

Flere numre fra 2004

Se flere artikler af forfatter:
Asta Land Olesen

Siden er vist 3205 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside