Socialistisk Arbejderavis
Nr. 229 – 19. maj 2004 – side 2
Irak-krigen
Nu også med tortur
Frank Antonsen
I ugevis er fanger blevet tortureret af amerikanske soldater i fængsler i Irak. Der er gået otte måneder siden de første anmeldelser af overgreb i fængslerne begyndte at komme frem.
Selv gennem alt hurlumhejet omkring et ligegyldigt kongeligt bryllup, har billederne fra Abu Ghraib fængslet i Bagdad kunne trænge igennem, og de er blevet vist i alle de store aviser og på fjernsynet.
Dette er blot et af de få billeder der gik jorden rundt og viste endnu en af krigens rædsler. I Abu Ghraib fængslet foregik der tortur under Saddam Hussein og nu under George Bush.
Afsløringerne har spredt sig om ringe i vandet. Ikke kun amerikanske tropper, men også engelske tropper, der ellers altid bliver fremstillet som meget mere fornuftige og mindre skydegale end deres red-neck kolleger fra The US Marine Corps, er blevet anklaget for tortur. Flere og flere af Bushs allierede er begyndt at distancere sig. Selv i Berlusconis Italien er en undersøgelse sat i gang omkring, hvorvidt italienske soldater har overført fanger til de amerikanske tortur-bødler. Og herhjemme er selv Fogh og Per Stig tvunget til at tage sagen alvorligt – om ikke andet så af hensyn til deres i forvejen faldende opbakning.
Allerede i september rapporterede danske sygepassere, at de havde set tydelige tegn på tortur. Et af ofrene døde kort tid efter af de kvæstelser, engelske soldater havde givet ham. Både Amnesty International og Røde Kors har rapporteret om overgreb. Men det var først da billederne, efter flere måneders tøven, blev frigivet, at politikerne ikke længere kunne ignorere det.
I USA har den ellers så magtfulde forsvarsminister, Donald Rumsfeld, været tæt på at blive fyret. Hele sagen er et stort nederlag for de ny-konservative omkring præsident Bush. Der var ingen masseødelæggelsesvåben i Irak. Deres såkaldt sikre militære efterretninger viste sig at komme enten fra 10 år gamle studenteropgaver eller tvivlsomme udsagn fra eksil-irakere på den amerikanske lønningsliste.
Alle de officielle grunde til at gå i krig viste sig at være løgn. Billederne af irakere, der styrter Saddam Hussein-statuen foran det hotel, de udenlandske journalister boede på, viste sig at være iscenesat. Intet sted blev amerikanerne modtaget som befriere, selvom de fleste irakere intet havde til overs for Saddams regime. Tværtimod. Og imens flere og flere irakere greb til våben imod besættelsesmagten, blev det stadig tydeligere, at “befrielsen” af Irak var en regulær besættelse. Og nu kom tortur-skandalen så oveni.
Som dagene går, og flere og flere irakere dræbes, tortureres eller såres, minder krigen i Irak mere og mere om Vietnam krigen, hvor de amerikanske tropper også begik utallige overgreb. Der findes ingen humanitære krige, ligegyldigt hvor meget vore regeringer end vil have os til at tro det.
Men en ting, der mangler i dækningen af hændelserne i det irakiske fængsel, er hvor forudsigeligt det hele var. Militæret, og især specialstyrkerne, er uddannede til at være dræbermaskiner. Hele den militære uddannelse går ud på at fjerne enhver menneskelighed. Ikke kun i USA, men også herhjemme. Det er ikke mere end et par år siden, det kom frem, hvordan nye rekrutter bliver systematisk mishandlet og ydmyget af de andre i den danske flåde.
Det samme gælder politiet. Under demonstrationerne mod G8 topmødet i Genua, stormede italiensk politi skoler, hvor demonstranter boede. Mange af dem kunne bagefter fortælle, hvordan de blev tvunget til at knæle og synge fascistiske sange eller på anden måde ydmyget. Eller hvad med alle sagerne om mishandling fra det danske politis side, især fra Station 1 i København eller på Christiania?
En artikel i den engelske avis The Guardian den 8.5 kunne vise, hvordan de forhørsmetoder, der var blevet anvendt i Abu Ghraib var de selvsamme metoder, de engelske specialstyrker blev uddannet i – og selv blev underkastet som et led i deres træning. Mange af fangevogterne i Irak kommer fra et privatfirma, der netop hyrer fortrinsvis tidligere folk fra specialstyrkerne eller lejesoldater. Er det så så underligt, at de tyer til de selvsamme metoder, når de får lejlighed til det?
Og det er ikke begrænset til ét fængsel. På Guantanamo basen på Cuba har USA fastholdt tusinder af fanger. Ingen af dem er blevet stillet for en domstol, selvom de har siddet der siden krigen mod Afghanistan for to år siden. Af de 43.000 fanger, amerikanerne tog i krigen mod Taleban er kun omkring 700 blevet tiltalt. Endnu færre er blevet frigivet. Fra start af har der været billeder af, hvordan fanger på Guantanamo er blevet tvunget til at knæle med sammenlænkede hænder og fødder. Der har ikke været nogle billeder af seksuel ydmygelse som i Abu Ghraib, men det har uden tvivl fundet sted der også.
Indtil nu er syv amerikanske soldater bragt for en militærdomstol for torturen i Irak. Ingen af dem er højtstående. I det hele taget prøver Bush & Co. desperat at fremstille det som om nogle få ”brådne kars” værk. Andre kritikere bruger det til, igen at bringe FN på banen. Men FN er ingen løsning. I 1992, dengang FN-tropper greb ind i Somalia, dukkede der hurtigt billeder op af italienske eller canadiske soldater, der torturerede civile somaliske fanger, bl.a. ved at svinge dem nøgne over åben ild eller sætte strøm til deres kønsdele.
Når alt kommer til alt, er militær og politi blot en bande bevæbnede mænd og kvinder som bruges til hensynsløst at sikre systemets forsatte beståen. Det er det, billederne fra Abu Ghraib viser os endnu en gang.
Træk tropperne hjem
Demonstration 29. maj i Århus, Odense og København
Yderligere info se: www.nejtilkrig.dk
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe