Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 229 – 19. maj 2004 – side 6

Interview med italiensk antikapitalist

Et Europa med plads til alle

Franco Russo er medlem af hovedbestyrelsen i Rifondazione Comunista fra Italien, der har 100.000 medlemmer og er en stærk kraft i Europas Sociale Forum, anti-krigsbevægelsen og kampen mod Berlusconi. Han er aktiv i kampagnen for et demokratisk, alternativt EU.

Gennem tre år har kampagnens arbejdsgruppe mødtes for at diskutere Den Europæiske Forfatning og det svar venstrefløjen bør komme frem til. Fortæl mig hvor langt I er nået?

Det europæiske spørgsmål handler om at komme ud over nationalstaten for at reagere på spørgsmålet om privatisering, nedbrydelsen af velfærdsstaten og arbejdernes rettigheder. Jeg forstår kun alt for godt hvorfor folk, særligt i fx Sverige og mange på venstrefløjen i England, er meget bekymrede for den europæiske union og forslaget til forfatningen. Det er jeg selvfølgelig selv. Problemet er, at det i dag ikke bare er nationalstaten, som gennemfører nyliberalistisk politik.

Det er i stigende grad EU, som er drivkraften, der ødelægger de kampe, der blev udkæmpet af vore sociale bevægelser i det 20. århundrede.

På den anden side bliver vi nødt til at indse, at de borgerlige regeringer i 1950erne havde en betydelig vision. De besvarede et tvingende spørgsmål: Spørgsmålet om krig eller fred i Europa. I århundreder ledte de indbyrdes stridigheder til krige og masseødelæggelse. Deres metode var at skabe et fælles marked, der i deres syn var den bedste måde at ende de dødelige konflikter mellem Frankrig og Tyskland, Frankrig og England på, og så videre. Det var jo vældigt visionært.

Men nu har antiglobaliseringsbevægelsen den intellektuelle kapacitet og styrke til at påtage sig opgaven. Vi har udvidet det hele meget for nylig og bragt sociale bevægelser, fagforeninger, indvandrerorganisationer, politiske kræfter etc. sammen.

Det spørgsmål, vi må se i øjnene i dag, er dette: Er vi tilfredse med at forblive inden for nationalstatens rammer eller vil vi forsøge at komme ud over dem ved at skabe det, vi i Italien kalder for et overnationalt demokrati? I kampen for det demokrati tror vi på det er muligt at skabe en bevægelse, der kæmper for et samfund, bygget fra neden og op, ikke oppefra og ned.

Der er forskelle mellem Blair, Schröder og Chirac med hensyn til Irak og på andre fronter. Men de ønsker alle et stærkt Fort Europa med et stærkt militær.

Vores syn på det er anderledes. Vi kæmper for en demilitarisering af Europa for at skabe fred. Det er hovedopgaven for os. Et andet eksempel: Vi bliver nødt til at kappe snoren mellem nationalstat og borgerskab. Alle mennesker af hvilken som helst farve eller baggrund, indvandrere eller ej, som bor i Europa har ret til et europæisk borgerskab og alle medfølgende civile, sociale og politiske rettigheder.

Det betyder at man må bygge et nyt samfund. Indtil nu har nationalstaterne standset os, når vi ville agere sammen. Vi bliver nødt til at komme videre og bygge en ny social kontrakt på vores præmisser. Den må bygges på de universelle rettigheder. Hvert menneske bør have retten til værdighed, uddannelse, sundhed, fri bevægelighed, seksuel valgfrihed. Det er den meget virkelige, frygtindgydende forfatningsudfordring, der venter os.

Du satser meget på parlamentarisk forandring?

Det vigtigste er selvfølgelig bevægelse fra neden – mod privatiseringer, mod nyliberalisering på arbejdsmarkedet og så videre. Margaret Thatcher var også imod bureaukratiseringen i Europa, men hun ville udnytte udtrykket som slogan for selv at føre neoliberal politik.

På samme tid – hvis vi kan tilføre et element af demokratisering i den europæiske forfatning gennem EU parlamentet, ville det være rigtig godt. Vi må prøve at komme henover de kunstigt skabte forskelle mellem de institutionelle beslutningsgange og græsrodsbevægelserne. Bevægelsen er nu så stor at vi kan rumme begge elementer. F.eks. i Italien har vi tit brugt parlamentet til at propagandere mod krigen. Samtidig har vi fået millioner på gaden for at protestere. Der er ikke nogen “eksklusiv” måde at gå på gaden og demonstrere på. Men vi er jo ikke de eneste radikale. Vi har også brug for at indgå i alliancer med andre politiske partier og fagforeninger. Vi skal være skarpe, men må også arbejde for enhed. Det er ikke særligt nemt. Vores bevægelse er en konstituerende bevægelse.

Hvordan klarer du det som medlem at et revolutionært parti?

Jeg tror også at revolution er en proces. Den russiske revolution var – mere eller mindre – et enestående punkt i historien. Men resultatet var meget slemt, fordi de ikke kunne enes om en permanent revolution. Jeg mener det ikke på den trotskistiske måde. Men behovet for en fortsat revolution for trin for trin at bygge hen imod den yderste form for demokrati: Udvidelse af rettigheder.

Lad mig citere den sidste sætning i dokumentet: “EU skal hjælpe med til at etablere globale centre for demokrati for at standse ødelæggelsen af vores planet.” Dette kunne oversættes som en bøn om at beskytte det gode europæiske borgerskab mod det slemme amerikanske. Selvfølgelig har regeringer forskellige taktiker, men jeg tror ikke man kan dele regeringer op på den måde, mellem gode og dårlige. Vi skal ikke støtte den ene frem for den anden.

Men for første gang i vores historie har vi chancen for at gøre en forskel. Vi har fejlet i de sidste tiårs perioder. Tænk på den stalinistiske økonomi: Det var udbytning af arbejderne, bønderne og naturen. Vi er nu i stand til, ikke bare at moderere, men radikalt ændre den sociale og økonomiske orden. Nu har vi forskellige modeller: Sociale rettigheder for alle – universelle rettigheder.

Når virksomheder investerer gør de det for profit. Sovjetunionen var ikke i stand til at erstatte dette system. Nu kan vi. Menneskers dygtighed kan udfoldes. Vi har alle forskellige behov. Handicappede har specielle behov, unge mennesker har andre behov end gamle mennesker. Samfundet skal tage hensyn til alle disse forskellige behov. Vi må planlægge hvordan vi skal fordele ressourcerne og hvordan vi skal producere for at dække alle disse behov. Men det er vigtigt ikke at tvinge disse ting ned over folk på den stalinistiske måde, men at planerne kommer fra folk selv. Alle skal have ret til at blive involveret i beslutningstagende proces. Vores demokrati skal være radikalt og altomfattende.

Flere artikler fra nr. 229

Flere numre fra 2004

Siden er vist 970 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside