Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 230 – 16. juni 2004 – side 8

Reformisme – en idéarv i dyb krise

Jan Hoby

De sidste 20 år er verden blevet konfronteret med en enorm offensiv fra de nyliberalistiske kræfters side. Den kapitalistiske globalisering er gået i offensiven. De multinationale selskaber har ført an i denne udvikling, med angreb på enhver form for ordentlige og anstændige forhold for de arbejdere, som skaber deres profitter. Forsøg fra arbejdere i u-landene på at organisere sig i fagforeninger er blevet mødt med den mest brutale undertrykkelse.
I Europa har den nyliberalistiske offensiv medført at magtbalancen mellem socialdemokratierne, fagbevægelsen og kapitalen har oplevet store ændringer. Ændringer der har kastet den europæiske arbejderbevægelse ud i en dyb politisk og ideologisk krise. De sidste 10 år har fagbevægelserne været ude af stand til at udfylde deres rolle, som forsvarsorganisationer for deres medlemmers umiddelbare økonomiske og sociale interesser. Fagbevægelserne har mistet indflydelse i alle sektorer og industrier. De aftaler og overenskomster, som de faglige ledere indgår med arbejdergiverne, forringer og udhuler medlemmernes løn og arbejdsforhold. Konsekvensen er at medlemstallene enten er stagnerende eller faldende. De socialdemokratiske partier oplever at deres opbakning i arbejderklassen er svindende, fordi de har implementeret de nyliberalistiske dagsordener. I Spanien blev den nyliberalistisk offensiv gennemført på den mest brutale måde af den socialistiske regeringen under ledelse af Felipe Gonzalez fra 1982 til 1996.
Men til trods for socialdemokratiernes og fagbevægelsens åbenlyse falliterklæring, er der stadige millioner af arbejdere der illusioner i reformismen. Årsagen skal findes i at reformismen rejse perspektivet om et bedre liv for arbejderklassen uden nødvendigvis at forandre hele verden. Dette er denne dybt rodfæstende erfaring gennem generationer, som gør det forkert at gå ud fra at tilstedeværelsen af reformistiske ideer blandt arbejdere kan reduceres til tilliden overfor de politiske partier som til enhver tid repræsentere reformistiske ideer. Reformistiske ideer kan eksistere uden at tage organisatorisk form og de kan vokse frem på nul komma fem skabe en organisation hvor der ingen fandtes, som det skete i efter den fascistiske diktator Francos fald i Spanien i 1970’erne

Klassesamarbejdets oprindelse
Spørgsmålet er hvorfor det er kommet så vidt og hvad der kan gøres for at ændre situationen? For at svare på spørgsmålene bliver vi nød til se på socialdemokratiernes og fagbevægelsens ideologiske ophav. Der er en naturlig sammenhæng mellem den krise, som socialdemokratierne og fagbevægelserne aktuelt står i, og så den nyliberalistiske offensiv, fordi socialdemokratiet og fagbevægelsen siden 1914 har bundet deres succes sammen med kapitalismens succes. De har argumenteret for, at de kunne kontrollere kapitalismen, og at reformer for arbejderklassen er uløseligt forbundet med, at der er vækst og fremgang i den kapitalistiske økonomi. I praksis har det betydet at socialdemokratierne og fagbevægelsen efter 1.verdenskrig indgik det historiske kompromis med kapitalen, der skulle sikre et klassesamarbejde, en social pagt – altså en fredelig sameksistens med de kapitalistiske interesser. I 1930’erne blev denne sameksistens i første omgang institutionaliseret primært i de nordlige dele af Europa. Efter 2.verdenskrig fandt en lignende proces sted i resten af Europa. Denne sociale pagt mellem arbejderbevægelsen og kapitalen dannede det grundlag, som velfærdstaten blev udviklet på. Klassesamarbejdet var en resultatet af arbejderbevægelsens reelle styrke. Arbejdsgiverne og deres organisationer indså, at de ikke var i stand til at overvinde fagbevægelsen. For kapitalen var alternativet til anerkendelsen af fagbevægelsen udsigten til social revolution, som i Rusland 1917. I valget mellem reform og revolution valgte kapitalen reform.
Efter 2.verdenskrig og frem til krisen i 1973 oplevede kapitalismen mere end 20 år med en stabil og stærk økonomisk vækst, som gjorde det muligt og acceptabel for kapitalen at dele profitten mellem dem selv, arbejderklassen og den offentlige velfærd. Fagbevægelsens ledere, fagbureaukratiet, sikrede kapitalen ro på arbejdsmarkedet og tilbageholdenhed ved lønforhandlingerne i bytte for mere velfærd og bedre arbejdsforhold.
Disse reelle, sociale fremskridt dannede og grundfæstede den materielle basis for reformismens dominans i arbejderbevægelsen og i arbejderklassen.

Klassesamarbejdets endeligt
Klassesamarbejdet var en skrøbelig konstruktion, idet dens overlevelse var betinget af en stabil kapitalistisk økonomisk udvikling. Imens højkonjunkturen skabte en glansperiode for den reformistiske strategi, de socialdemokratiske partier og fagbureaukratiet førte, kastede den økonomiske krise fra 1973 arbejderbevægelsen ud i en politisk og især ideologisk krise. En krise, som er blevet forstærket de sidste 5-10 år og kun ser ud til at accelerere i hele Europa. Kriserne ansporede de kapitalistiske kræfter til at gå i offensiven – for at reducere deres udgifter – ved at angribe fagforeningsrettighederne, lønningerne og de offentlige udgifter og på den måde underminere selve grundlaget for velfærdstaten. Under det nyliberalistiske banner krævede arbejdsgiverne nu ved enhver forhandling kontante forandringer. Angreb på tidligere forbedringer og eksisterende aftaler blev hverdagskost. Da fagbevægelsens ledere i årtier havde været dybt indblandet i klassesamarbejdet og den sociale pagts egne lovmæssighed, var de slet ikke i stand til at forstå eller agere i forhold til disse angreb. Indenfor rammerne af klassesamarbejdet var den nyliberale offensiv simpelthen uforståelig. Resultatet er åbenlyst i dag, fagbureaukratiet forblev passivt og accepterede de nye betingelser, som aggressive arbejdsgivere i den private og offentlige sektor stillede. Fagbevægelsen som helhed blev tvunget i defensiv. Med sammenbruddet i de statskapitalistiske økonomier i Østeuropa omkring 1990, forsvandt det eneste alternativ til vestlig markedskapitalisme. For arbejdsgiverne var kompromisset med arbejderne ikke længere nødvendigt. Nu kunne de kapitalistiske kræfter lettere forfølge deres snævre økonomiske og politiske interesser. Det er grunden til, at klassesamarbejdet er brudt eller ved at bryde sammen over hele Vesteuropa. De historiske og økonomiske betingelser for et sådant kompromis findes ikke længere og det vigtigste produkt af dette kompromis, velfærdsstaten, er under stigende pres. Socialdemokratierne og fagbureaukratiet eneste modsvar har været, at fortsætte konsensuspolitikken på bekostning af arbejderklassen. En vigtig effekt af denne udvikling har været demoralisering af arbejderne og en nedgang i medlemskaber hos de socialdemokratiske partier og fagforeningerne, når disse ikke længere magter at beskytte og varetage arbejderklassens interesser. De voksende populistiske højrenationalistiske partier er det mest farlige og katastrofale resultat af denne afmægtighedspolitik fra arbejderbevægelsens side.

Perspektivet for socialisme

De første år i det 21.århundrede konfronterer alle, der vil forandrer verden, med en situation hvor arbejderklasser lider under mere end 20 års nyliberal offensiv, hvor loyaliteten til socialdemokratierne og fagbureaukratiet er på et historisk lavpunkt, og hvor vi samtidigt ser en voksende radikal antikapitalistisk og antiimperialistisk bevidsthed vokse frem fra den største globale massebevægelse set i generationer.
Det er disse betingelser som giver antikapitalister og socialister de bedste betingelser siden 1970’erne til genopbygge en bevægelse, der kan udfordre det eksisterende system. Men vores fremtidige succes afhænger af vores omhyggelige analyse af vore muligheder og forhindringer, der står foran os. Både de socialdemokratiske ledere og deres tilhængere i fagbureaukratiet forsætter med at være grundlæggende modstandere af enhver form for social forandring. De forsætter også med at have seriøs, selvom svækket, opbakning fra millioner af arbejdere.
Mange af disse arbejdere er imidlertid villige til at deltage i forskellige kampe sammen med antikapitalister og socialister. Både resultatet af disse kampe og de mål, som arbejderne ønsker at opnå fra disse kampe, vil samle dem imod lederne i socialdemokratierne og fagbevægelsen.
Den centrale opgave for socialister bliver at engagere sig på en konstruktiv måde i den fælles kamp med alle de arbejdere, som har illusioner i reformismen og i socialdemokratierne. Både i aktiviteter fra neden og fra oven for at udvikle kampen mod de nyliberalistisk angreb. Men det, der kan løsne det historisk bånd mellem socialdemokratierne og fagbureaukratiet og deres støtter i arbejderklassen, er succesfuld massekamp fra neden. Den antikapitalistiske bevægelses radikalisme og arbejdskampens militans kan for alvor nedbryde arbejderbevægelsens lederskabs illusioner om klassesamarbejdet. Men vi behøver også at opbygge et socialistisk alternativ til socialdemokratiet. Et alternativ som tæller titusindvis af socialister, der ikke har nogen illusioner i kapitalismen, staten og reformismen. En levende og militant socialistisk tradition vil kunne være med til forme fremtiden for arbejderklassen og dets faglige organisationer og rejse perspektivet om socialisme igen overfor millioner af arbejdere.

Flere artikler fra nr. 230

Flere numre fra 2004

Se flere artikler af forfatter:
Jan Hoby

Siden er vist 2212 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside