Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 230 – 16. juni 2004 – side 9

Antikapitalisme

Jakob Nerup

Det globale landkort er en geografisk vandring i uretfærdigheder. Intet sted på denne klode kan vi unddrage os kapitalismens lange arm. Uanset om vi er jordløse bønder i Brasilien, bomuldsspindere i Bangladesh eller flyarbejdere i Belgien, så er vi omfattet af den globale kapitalisme, som producerer stadig stigende mængder af ulighed, fattigdom, miljøkatastrofer, kvindeundertrykkelse, racisme og krig. Kapitalismen har etableret sig som en permanent global uretfærdighed.

Den globaliserede kapitalisme er hverken en tilfældighed eller en naturlov. Når kapitalismen kan dominere enhver plet i vores tilværelse, så er det fordi den som produktionsform har udraderet alle andre produktionsformer. I selve kapitalismens produktionsform ligger konkurrencen, den ubønhørlige profitjagt og den stadige tvang til at generere kapital. Det drive, den vækst og konkurrence har gjort kapitalismen meget stærkere end tidligere former, som fx det feudale landbrug. Profittvangen er kapitalismens naturlov, men ikke menneskehedens. Mennesker behøver ikke producere mere sundhed end der er brug for, men det gør de multinationale medicinalfirmaer. Men kapitalismen er på samme tid skaber af frygtelige forhold og tåbeligheder.

I dag kan vi uden problemer producere mad nok til at brødføde det dobbelte af verdens befolkning. Vi kunne skaffe alle vand, uddannelse, sundhed, frihed for sygdomme og basale velfærdsgoder blot ved at bruge formuen fra de 100 rigeste. Vi har teknologi og viden til at sikre miljø og natur mod nedbrydning og den klimatiske katastrofe, som syner i horisonten. Men intet af dette sker, fordi de rige, kapitalejerne og direktørerne hellere vil have en stigning på børsen end redde 1 million mennesker fra døden. Det er fx den kyniske fastholdelse af patenter og priser på medicinen, som kan bremse AIDS- epidemien i Afrika. De vil hellere producere, så hullet i Ozonlaget vokser, hvis de kan se at det gavner profitten. Derfor har de skabt det absurde salg af CO2-kvoter, og helt ekstremt er USA helt ligeglade med Kyotoaftalen.

Der er på samme tid, som selve systemet skaber en ekstrem uretfærdig verden, tale om at en række elementer udvikles til at understøtte denne udvikling. Disse elementer som er selve fundamentet for det globale system, lever vi med konsekvenserne af.

Multinationale virksomheders magt centraliserer i stadig stigende grad den økonomiske – og dermed den reelle – magt på stadig færre hænder. Det skaber voksende demokratisk underskud såvel internationalt som nationalt. Magtfulde direktører og aktionærer, som fx danske Mærsk, dirigerer stater og regeringer til at føre deres politik i de regionale og internationale kampe om markederne. Og i de værste tilfælde får de regeringer til at gå i krig for sig, som det er sket med den danske deltagelse i Irak-krigen.

Rivaliseringen mellem de multinationale foregår ikke kun som en økonomisk og juridisk kamp om markederne. Hvis ikke der er militær magt bag de økonomiske ambitioner, så kan du ikke konkurrere på verdensmarkedet. Tag blot den aktuelle kamp om kontrollen med olien. USA, England og Danmark er villige til at myrde og torturere i det Irak, de har besat, blot for at styrke kontrollen med olien i Mellemøsten. Rusland er parat til ekstrem undertrykkelse af Tjetjenien for at sikre sine olieinteresser, og resten af Centralasien er en åben kampplads.

Denne form for rivalisering, hvor multinationale dirigerer med stater, er lige så gammel som kapitalismen selv. Den russiske socialist Lenin kaldte det ”Imperialismen, som kapitalismens højeste stadium”. Desværre ikke forstået som et højt civiliseret stadium af menneskelig kultur, men som en militariseret konkurrence, der kan ende i åbne krige mellem de store magter. Lenin beskrev den globale kapitalisme i 1916 under 1. verdenskrig. Siden fik vi 2. verdenskrig og den kolde krig, hvor Sovjetisk statskapitalisme konkurrerede med USA. Efter Murens fald har krig på krig afløst hinanden og USA, England, Frankrig, Tyskland, Rusland og Kina fortsætter den imperialistiske rivalisering om markederne. Den kamp føres også gennem andre organer, hvor de stærkeste holder sammen mod de svageste.

Globale institutioner som IMF, Verdensbanken, WTO og FN er uden demokratisk kontrol. Her tæller først og fremmest antallet af dollars og missiler. De bestemmer over liv og død for milliarder af mennesker gennem deres økonomiske programmer, deres lånepolitik, deres handelsaftaler og deres tilslutning til krig og besættelse. Nogle af de største kontinenter, som Sydamerika og Afrika, lever fuldstændig på IMF og Verdensbankens nåde. Hvis ikke de følger kravene om yderligere privatisering og nedskæring af de offentlige ydelser, så strammes låneskruen og en økonomisk ruin truer. Det fik Argentina at mærke, da deres økonomi gik på røven, fordi udenlandske banker og firmaer trak investeringerne ud og krævede lånene tilbagebetalt. Det medførte en total deroute for det store flertal af argentinere og massiv fattigdom for mange. Selv Brasiliens nye progressive præsident Lula må acceptere at nyliberalistisk politik er et must, så tilbagebetaling af lån står i vejen for social genopretning.

Skal det globale kort ændres, så skal den globale kapitalisme udfordres grundlæggende. Hvis mennesker og miljø skal være ledetråden og ikke profitten, så behøves der radikale løsninger. Når 200 af verdens rigeste ejer lige så meget som 2,5 milliarder af klodens fattigste mennesker, så er det ikke nok med små reformer. Vi må stille os selv spørgsmålet om det ikke er hele det globale kapitalistiske system, som skal udskiftes.

Flere artikler fra nr. 230

Flere numre fra 2004

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 2179 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside