Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 230 – 16. juni 2004 – side 11

Vi behøver et parti af ledere for at kunne forandre verden

Colin Barker

Bevægelser fra neden kan forandre verden. En bevægelsens styrke beror på evnen til at mobilisere rigtig mange mennesker. Bevægelserne bidrager med det meste af den energi og kreativitet, der skal til for at af udfordre vores regeringer. For at opnå kapitalismens nederlag skal der involveres en kæmpemæssig bevægelse nedefra. Millioner af lønarbejdere vil gå i gang med at forandre verden og selv blive forandrede samtidig med, at de kæmper for økonomisk, politisk og kulturel magt.

En sådan bevægelse som selv udvikler sin egen organisering vil udgøre den første betingelse for en ny samfundsorden, en demokratisk organisering nedefra.

Men der er et problem. Sådanne bevægelser er blandede og modsætningsfyldte. Store bevægelser er ikke sat sammen af folk, som alle sammen tænker og handler ens. Hvor ville livet være enkelt, hvis det var tilfældet. I virkeligheden er bevægelserne fyldt med alle mulige modsatrettede tendenser. Samtidig med at nogen taler for at man skal være mere militant, er der andre der maner til mådehold og forsigtighed. Argumenter for enighed strides med argumenter, der splitter. Så snart nye former for kampe opstår, vil der være røster der falder tilbage til gamle måder at forstå kampen og tingene på.

Det er derfor at revolutionære er nødt til at organisere sig i et parti for at blive bedre til at argumentere for deres sag i bevægelserne. Hvis de ikke gør det, vil andre tendenser eller partier blive de fremherskende og holde bevægelserne tilbage, eller fører dem til et nederlag. Men hvilket slags parti, er der brug for? Opgaven bestemmer formen. De fleste partier ser forandringer ske i parlamentet. De deler deres medlemmer i to ulige dele: På den ene side de valgte parlamentsmedlemmer og kommunalbestyrelsesmedlemmer, på den anden side de menige partimedlemmer.

Den første gruppe ”laver politik”, mens resten arbejder på at få dem valgt.
I bedste fald kan sådanne partier sigte mod at gøre tingene lidt bedre for arbejderklassen. De har et ”oppe fra og ned” syn på politik. De er hierarkisk bygget op og er udemokratiske. Socialdemokratiet er et typisk eksempel med en partiledelse, der regelmæssigt ignorerer deres egne partikongressers holdninger.

For os socialister kan kun en organiseret arbejderbevægelse fra neden forandre verden. Det projekt kræver et helt anderledes parti. Arbejdet består i at opmuntre bevægelserne til at skabe deres egen fremgang for at vinde deres egen magt.

Revolutionær socialisme indebærer en anden opfattelse af, hvad politik er. Socialister blander sig aktivt i bevægelser og kampe – altid for at søge at fremme arbejderbevægelsens styrke og bevidsthed.
Socialisters hensigt er at trække de bedste kampbevidste folk i fagforeningerne, i antikrigsbevægelserne, antifascistbevægelserne og andre bevægelser ind i en fælles socialistisk organisation. Det meste af tiden – undtagen fra rigtige revolutionære situationer – vil revolutionære socialistiske organisationer kun tiltrække en minoritet af dem, der er aktive i bevægelserne og i kampene. For de fleste mennesker er en socialistisk omforandring af samfundet meget fjernt fra dagligdagen.

At være aktiv socialist kræver et niveau af forpligtigelse, hvad der gør deltagelse i en socialistisk organisation til noget særligt, og som også fører til en naturlig udvælgelse blandt de militante. Denne forpligtigelse giver kun mening, hvis man har en fælles forståelse af kapitalismen, som hovedårsagen til verdens problemer og som en samfundstype, der ikke vil vare for evigt.

Socialistisk aktivitet kan forstås som en blanding af to slags arbejde: agitation og propaganda. Propaganda betyder dybest set at forklare og diskutere ethvert socialt og politisk spørgsmål i socialistiske termer. Det indbefatter at tale om temmelig komplekse ideer og vinde folk over til en socialistisk vision.

For socialister er spørgsmålet om teori et umådeligt vigtigt spørgsmål. For det første fokuserer de fleste bevægelser på enkeltsager, på løn og arbejdsbetingelser, på krig, antiracisme, økologi, miljø, homoseksuelles rettigheder o.s.v. Socialister er nødt til at vise sammenhængene mellem disse sager og det kapitalistiske system, der nærer problemerne. For det andet er historien om arbejderbevægelsen og andre bevægelser fuld af vigtige lærdomme om tab og sejre.

Hvordan ved vi at racisme og imperialisme skader arbejderklassens organisation? Hvordan ved vi, at den bedste måde at imødegå fascister på er ved at danne en enhedsfront? Det korte svar er: Fra erfaringerne fra fortidens bevægelser.

Hvis vi har glemt disse lærestykker, er det let at gentage fortidens fejl. En af opgaverne for socialister er at være ”hukommelsesbank” for arbejderkampene. Men propaganda alene er ikke nok. Til syvende og sidst er det der tæller almindelige arbejderes praktiske erfaringer med at organisere sig effektivt, opbygge bevægelsen, vinde praktiske sejre. Den daglige kamp indbefatter øjeblikkelige taktiske spørgsmål. Det kræver organisering, enten med henblik på strejker, anti-krigsløbesedler, at mobilisere til demonstrationer el. lign. Agitation er alle disse ting og mere til.

Propaganda og agitation omfatter, at man blander sig i og omkring bevægelserne. At gøre dette effektivt kræver et højt demokratisk debatniveau mellem socialister. Klassekampen skrider frem og tilbage ad snoede veje. Rigtige bevægelser går op og ned. Der er konstante debatter og skænderier, om hvilke veje, der fører fremad. Tit er det ikke klart, hvordan man skal forholde sig til nye situationer, som kampen hele tiden fører med sig.

For at blive effektive skal socialister hele tiden vurdere de skiftende betingelser for at kunne organisere sig og handle bedst muligt. For at kunne det, er vedvarende demokratisk debat og udveksling af synspunkter og erfaringer samt deltagelse i beslutninger, livsnødvendige. I ”normale” politiske partier lader man nogle få ledere træffe beslutninger om strategi og taktik.

Socialistiske organisationer er nødt til at involvere hver enkelt i debatten og beslutningerne. En socialistisk organisation er ikke delt mellem ledere og menige medlemmer, men er bygget på folk, der prøver selv at være ledere, hvor de er – i deres egen antikrigsgruppe, på deres arbejdsplads eller i deres fagforening.

Vedvarende demokratisk debat indenfor en socialistisk organisation er derfor en praktisk nødvendighed.

Flere artikler fra nr. 230

Flere numre fra 2004

Se flere artikler om emnet:
Partiet

Se flere artikler af forfatter:
Colin Barker

Siden er vist 2047 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside