Socialistisk Arbejderavis
Nr. 231 – 3. august 2004 – side 4
London Calling (ESF 2004)
Klaus B. Jensen
Europas Sociale Forum afholdes i år i London fra den fra den 14. til den 17. oktober. ESF afsluttes med en kæmpe demonstration, der slutter på Trafalgar Square, nærmest lige ved Tony Blair’s dørmåtte.
Og lige netop Tony Blair er en af skurkene, når titusindvis af aktivister mødes for at diskutere en anden verden og danne netværker på tværs af interesseorganisationer og græsrodsbevægelser. Europas Sociale Forum har tidligere samlet et væld af aktivister af alle slags fra hele Europa – miljøforkæmpere, dyreværnsaktivister, fagforeningsfolk, socialister, anarkister, NGO’ere, studerende, antikrigsaktivister og mange flere. Sidste år i Paris og i 2002 i Firenze samlede ESF op mod 50.000 diskussionslystne aktivister – og det vil det helt sikkert gøre igen i år i London.
ESF i London bliver en festival af modstand mod kapitalismen og imperialismen, og der vil være rige muligheder for at diskutere alternativerne til det eksisterende samfund. Der vil være et væld af kulturelle begivenheder med koncerter, udstillinger, film, gøgl og teater. Der er i år 6 hovedtemaer for Europas Sociale Forum:
- Krig og fred
- Demokrati og grundlæggende rettigheder
- Social retfærdighed og solidaritet
- Multinational globalisering og global retfærdighed
- Imod racisme, diskrimination og den yderste højrefløj: For lighed og forskellighed.
- Miljøkriser, imod nyliberalisme og for bæredygtige samfund
Vi har taget pulsen på nogle af de diskussioner, der er op til European Social Forum, og talt med Prabir Purkayastha, der var en af hovedorganisatorerne ved World Social Forum i Mumbai i Indien i januar 2004, Chris Nineham, der er en af organisatorerne ved ESF i London og med Alex Callinicos, der er et ledende medlem af Socialist Workers Party i England.
Et dynamisk samspil
”Det er vigtigt, at vi lærer af de succeser, bevægelsens har haft end til nu, og ser fremad” siger Alex Callinicos.
- Hvis vi ser på, hvordan bevægelsen har udviklet sig i Europa, er der et dynamisk sammenspil mellem succesfulde mobiliseringer og demonstrationer og sociale fora. F.eks. opstod ESF i Firenze ud fra de netværk, der opstod i forbindelse med G8-protesterne i Genova i juli 2001, og det var ESF i Firenze, der lagde grundlaget for demonstrationerne den 15. februar 2003 – de største demonstrationer i verdenshistorien – og det er det sammenspil, der har gjort bevægelsen så succesfuld. Og når vi så taler om, at bevægelsen skal tage et skridt fremad, er det vigtigt, at vi ser på, hvordan vi fastholder det sammenspil – ikke på en måde der ekskluderer nogen, men på en måde der gør det muligt for bevægelsen at vokse.
- Bevægelsen skal ikke tilhøre noget eksisterende parti eller blive til et nyt parti, men folk er desperate efter alternativer til socialliberalisme, nyliberalisme og imperialisme. Et nøglespørgsmål for bevægelsen er at skabe en ny venstrefløj, der har bevægelsens følelse og er i stand til at nedbryde barrierer, som kun bevægelser kan, og som kan tilbyde mennesker et alternativ til hele det rådne system, som nyliberalismen og imperialismen er en stinkende del af.
Bevægelsen vokser
”Omkring 1. maj var der en række artikler i aviserne, der erklærede den antikapitalistiske bevægelse for død”, siger Chris Nineham, der er en af organisatorerne af ESF i London.
- Det er lidt sjovt, for det er tredje gang bevægelsen er erklæret død i England. Det var cirka 6 måneder efter det succesrige ESF i Paris, det var 3 måneder efter det fantastiske WSF i Mumbai, hvor 100.000 mennesker deltog i, hvad der i virkeligheden var en festival af modstand og forskellighed mod nyliberalismen. Det var også før George Bush’s spektakulære Europa tour, som mange sikkert har fulgt. Det var en tour, hvor han blev budt velkommet af protester overalt, hvor han kom – lige fra Dublin i vest til Istanbul i øst. Jeg tror George Bush var kommet til Europa for at se på europæisk kultur, men som en irsk avis skrev, så var det eneste han så ryggen af uniformerede politimænd, der holdte den europæiske befolkning tilbage, der protesterede mod ham.
- Et af de problemer medierne har, er ikke at forstå den synergi, der er imellem den antikapitalistiske bevægelse og antikrigsbevægelsen. Den antikapitalistiske bevægelse var et springbræt for antikrigsbevægelsen, som eksploderede verden over den 15. februar 2003. Det er en af grundene til, at antikrigsbevægelsen er så politisk og radikal, det er ikke kun en enkeltsagsbevægelse eller bare en fredsbevægelse, det er en antiimperialistisk bevægelse.
- En ting, som medierne ikke forstår, når de snakker om bevægelsens død, er forståelsen af den rækkevidde, som de generelle ideer om antikapitalisme har, og hvor meget ”netværkerne” når langt ud over den organiserede venstrefløjs grænser. Vi har set det i opbygningen af ESF her i England, hvor et utal af netværk og organisationer vil være en del af begivenheden, og det er bl.a. kirkegrupper, muslimske grupper, og hele Nordlondons tyrkiske og kurdiske netværk, der tæller over 10.000 mennesker.
- Der er opstået et helt nyt netværk i processen af forskellige samfunds- og flygtningegrupper, der arbejder sammen på en anden måde, end de nogen sinde har gjort det før p.g.a. ESF – og det er endda inden jeg er begyndt at tale om de utallige NGO’ere, fagforeninger og græsrodsorganisationer. Alle, der kender fagbevægelsens historie i England, vil indse vigtigheden af det, der er sket med fagbevægelsen de seneste måneder p.g.a. ESF. F.eks. støtter TUC (det engelske LO, red.) officielt ESF i London – det viser at bevægelsen ikke ligger ned, men at den vokser.
- På grund af alle de ting der er sket i processen op til ESF, er der ingen tvivl om at ESF bliver en stor festival mod nyliberalisme og krig. På mange måder bliver det første gang, at antikrigsbevægelsen har mulighed for at komme sammen med bevægelserne for global retfærdighed og bevægelserne for et bæredygtigt samfund, og jeg er meget spændt på, hvad de samlinger og debatter vil resultere i.
Erfaringer fra Indien
- Jeg synes, vi lever i en meget interessant tid. På den ene side har vi venstrefløjens krise. Vi må indse at store dele af venstrefløjen står i store kriser. På samme tid har vi en situation, hvor mange meget forskellige sektioner af venstrefløjen mødes i de sociale fora med en stemning, der giver os et håb om, at kapitalismen system også er i krise. Det viser den enhed, der er opstået i kampen f.eks. mod krig, mod WTO og andre områder. I den sammenhæng repræsenterer den sociale forum-bevægelse ikke en samlet politisk organisation, men er en indikator på, at der er store muligheder i kampen i dag for dannelsen af nye alliancer og forsøg på at opbygge nye former for modstand.
- World Social Forum bragte 100.000 mennesker sammen og det kombineret med Asian Social Forum’s store succes, hvor 25.000 deltog, hjalp de mange aktivister til at arbejde sammen i en større sammenhæng. Det byggede broer mellem forskellige sektioner af bevægelsen og venstrefløjen. I det lange løb er det den store fortjeneste, at ASF og WSF har bragt folk tættere sammen.
- Jeg vil sige dette med stor ydmyghed: WSF er ikke et sted, hvor socialistiske organisationer skal skabe socialisme, og WSF vil heller ikke skabe socialisme – det er ikke meningen – meningen er, at der er et stort antal bevægelser, der kæmper for forskellige sager uden link til hinanden, og WSF kan bygge disse links for modstand og forskellige alliancer. Den største udfordring for den sociale forum-bevægelse er, ikke at blive en politisk platform for modstand, men at skabe mange forskellige platforme for modstand, der kan gøre det muligt, at ingen bliver marginaliseret i processen – og det er disse alliancer, netværk og platforme, der kan være med til at ændre det eksisterende samfund – derfor skal de sociale fora også giver mere plads til disse alliancer og platforme og ikke til organisatorer som mig, for det er ikke mig der skal lede bevægelserne.
- Det er bevægelserne, der skal lede modstande for forandringer. De sociale fora leverer kun muligheden for at mødes, og forskellen mellem dem, der skaber rammerne, og dem der bruger dem, skal være tydeligt markeret. Og dem, der skaber mulighederne for at samles, skal ikke opfatte sig selv som bevægelsen – det er den samlede bevægelse, der er fremtidens ansigt udadtil i kampen for socialisme, mod krig og imperialisme.
- Vi bliver nød til at se ud over venstrefløjens nederlag for 10 til 20 år siden, og sætte os ud over mærkater som stalinister, trotskister, anarkister, dit og dat. Vi må se på, hvor vi vil hen, diskutere hvordan vi gør det, hvis kapitalismen skal besejres og socialismen, eller hvad vi nu bliver enige om, skal vinde.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed